Sidste weekend gik den tyske cykelcup ind i sin sidste varme fase. Vi havde stadig tre løb tilbage før Munster, og vi startede med det længste løb i Cycling Cup. 164 kilometer ved Mecklenburg Giro.
Vi forsøgte at bruge de tre ugers pause siden løbet i Hamborg så godt vi kunne. Og var spændte på starten af finalen.
I Mecklenburg ventede silende regn os på ankomstdagen lørdag. Især med hensyn til de mange brostensgange håbede vi, at vejret ville klare lidt op. Efter at vi alle var ankommet til den drømmende by Broock, tog vi afsted for at organisere vores startdokumenter og inspicere de sidste par kilometer af banen.
Ud fra de få kilometer stod det hurtigt klart: løbet ville blive hårdt. Ikke kun længden, men frem for alt ville de smalle og brostensbelagte vejstrækninger kræve alt af os.
Vi tilbragte derefter resten af aftenen på den italienske restaurant i det nærliggende feriested Plau am See. Der fyldte vi ikke kun vores lagertanke, men fejrede også fødselsdagen for vores holdkammerat Christian. Aftenen forsvandt langsomt og efter en kort gåtur gennem byen gik vi tidligt i seng.
Næste morgen var vejret faktisk blevet en smule bedre. Gaderne var stadig våde, men den kraftige regn havde i det mindste lagt sig og skulle holde til den sidste tredjedel af løbet. Vi rullede komfortabelt til start og var glade for at se kendte ansigter. Et par minutter senere startede det.
Op til splittet på kilometer 72 var løbet roligt og behersket. Det virkede som om, at alle kørere havde en vis respekt for distancen i bagagen, men fra halvdelen af løbsdistancen kom der mere og mere momentum i løbet, og angreb efter angreb fulgte. Mine holdkammerater havde hænderne fulde med at kontrollere løbet for Daniel og jeg og gjorde et fantastisk stykke arbejde med at neutralisere angrebene og også lægge pres på de andre hold selv.
Dette spil drænede alle kørere og snart krympede feltet til omkring 40 kørere. Men denne sidste gruppe stivnede og kunne bare ikke rives fra hinanden længere. Så det hele blev til en spurt. Efter at vi kunne vinde alle de løb, vi startede i august, var skuffelsen med Daniels tredjeplads og min femteplads stor, mens Marek Bosniatzki (Bürstner-Dümo) fik sejren. Vi er selvfølgelig klar over, at man ikke altid kan vinde, og at man skal kunne tåle sådan et nederlag. Vejen i de sidste to løb i Bad Dürrheim og Münster bliver dog nu meget svær.
Marek kørte et meget stærkt løb, og Bürstner-Dümos taktik fungerede godt. Desværre blev vores stærke holdpræstation denne gang ikke kronet med den ønskede succes.
Men da vi blev hædret på podiet for at vinde holdklassifikationen, havde vi i det mindste fundet vores smil frem igen. Vi vil prøve alt i årets sidste to beslutninger. Kryds fingre for os!
Så ses vi om to uger til Schwarzwald-klassikeren i Bad Dürrheim.
Vi ses på Rothaus Riderman.
Din Frederik
Efterlad en kommentar