Sidste år i Tweedlove kom jeg på EWS podiet for første gang. Jeg ved også, at alt kan ske i et to-dages løb. Jo tættere jeg kom på EWS-løbet i Skotland, jo mere spændt blev jeg. Løbet i Tweedlove kan opdeles i to forskellige dele.
Den første dag i Innerleithen med ruter svarende til DH, meget tæt plantede træer og rødder. Anden dag i Glentress-området med ruter, der blander teknik og fart. Jeg besluttede at komme igennem den første dag så ufarlig og energibesparende som muligt, for så at give alt på den anden dag, hvor min fysiske tilstand kunne være afgørende.
Hovedsagen var at planlægge rekognosceringsturene, der var fordelt over 3 dage, så godt som muligt for at "studere" ruterne så godt som muligt og energibesparende. På den første dag besluttede jeg at lave etape 1 og 2 to gange og etape 3 og 4 én gang. Det betød mindst omkring 2000m stigning. Regnbyger var på programmet hele næste dag. På stigningen til etape 5 blev regnen til is og med vinden var det som at stå på en strand midt i en sandstorm! Etape 6 så ud til at være en "nøglefase".
Jeg vidste, at denne udmattende og ikke teknisk krævende specialetape med dens mere end 10 minutters køretid og de 3 hårde stigninger ville adskille hveden fra avnerne og ville blive kritiseret af nogle. Personligt træner jeg til både tekniske og fysisk krævende ruter. Jeg tror, det svarer til Enduro. Vi taler ikke om DH. Dagen efter besluttede jeg at skære ned på spejderturene for at redde mig selv til løbet.
En strålende sol ventede os på løbets første dag. Så vi havde stressfrit vejr på en dag, der skulle blive meget lang. Jeg faldt lige på den første specialetape, som var en blanding af stenede sektioner efterfulgt af sektioner med ret høje trin. Jeg var lidt i chok efter sådan en dårlig start! Anden specialetape var hurtig, træerne var tæt på hinanden og der var konstant risiko for at blive fanget med styret i høj fart. Jeg havde det meget bedre og satte den næstbedste tid. Tredje specialetape startede meget hurtigt og langt over trægrænsen. Så førte hun ind i skoven og alt blev pludselig mørkt.
I vores sport er det altid vigtigt at se godt, især under disse forhold. Kraftige briller eller briller er afgørende. Til sidst fik jeg en tur uden større fejl. Jeg brugte det efterfølgende overførselsben til at genopfylde vand. Jeg var glad! Der er ledig plads til dagens sidste særlige etape. En del af den løb langs rute 3. Igen betød det, at træerne var tæt på hinanden, og rødderne var våde. Der var konstant risiko for at falde. Jeg fejlbedømte, tog et højresving for hurtigt og befandt mig på jorden.
Jeg var vred på mig selv, da jeg tabte terræn på lederne og kun var 9. ved slutningen af dag ét. Jeg var ikke frustreret længe og vendte hurtigt min opmærksomhed mod dag to. Alt var stadig muligt, men jeg skulle give alt for det! Da jeg vågnede fik jeg at vide, at to af dagens specialetaper skulle aflyses af sikkerhedsmæssige årsager på grund af dårlige vejrforhold. Jeg kunne fuldt ud forstå denne foranstaltning, men var meget skuffet.
For mig betød et reduceret løb reducerede muligheder for at komme efter. Som forudsagt havde vejret ændret sig brutalt. En kold vind og regn havde erstattet den foregående dags sol. Specialetape 5 var mere DH-typisk. Det var utroligt mudret, og der var risiko for at sidde fast ved hver brunst. Dette var en speciel test for akrobater. Men at køre langsommere var ikke nødvendigvis den rigtige løsning! Man skulle holde godt fast i styret og forsøge at holde en god fart uden at falde ud af sadlen. Jeg kom ret godt ud af affæren og kørte tredjebedste tid. Den 8. og sidste specialetape startede lidt højere end oprindeligt planlagt og kørte på en del af specialetape 6 i omkring to minutter.Det var en typisk "bike park"-sektion. Der var en stigning og derefter en meget hurtig del. Herefter kom endnu en kort stigning og til sidst nedturen til målstregen. Det ville være nøglen at holde et godt tempo i hele downhill-sektionerne og gå helt ud på stigningerne. Jeg forberedte mig på at gå til smertegrænsen. Men jeg havde intet andet valg, hvis jeg ville tilbage på podiet!
Det sidste løb var alt eller intet for mig. Jeg red ofte på grænsen af et fald, og på stigningerne red jeg uden hensyntagen til mine styrkereserver. Jeg kæmpede konstant med mig selv og var splittet mellem at ville vinde eller afslutte min lidelse. Heldigvis var viljen til at vinde stærkere, og jeg valgte at ignorere mine ømme ben og brændende lunger. Ved afslutningen var jeg glad for mig selv og nysgerrig efter at finde ud af mit resultat.
10 minutter senere, da jeg kom til resultattavlen, kunne jeg ikke tro mine egne øjne!! Jeg formåede ikke kun at indhente en plads på podiet, men også til den samlede sejr. Min første sejr ved EWS! Men jeg blev først rigtig opmærksom på det hele ved prisoverrækkelsen. En drøm blev til virkelighed. Jeg er også stolt over at være den nye leder i den samlede sæsonstilling.
Nu et par ugers hvile inden det franske løb med lange specialetaper i de høje bjerge. Jeg ville ønske det var så langt!