Cykling: Jeg har altid været af den opfattelse, at pausen fra konkurrencen var for kort. I år lagde jeg næsten ikke mærke til det, fordi jeg i øjeblikket er ved at bygge et hus, og den første runde af EWS var allerede planlagt i marts.
Efter en følelsesladet 2014-sæson kom pausen fra konkurrencen på det helt rigtige tidspunkt. Sammen med min kone Tory og søn Luca planlagde jeg at forlade Christchurch til jul og flytte ind i vores nye, ufærdige hus nær Blenheim, hvor jeg voksede op. Byggeriet var allerede ret fremskredent, men der var stadig meget at lave. I løbet af flere uger byttede jeg min cykel og strømmåler ud med en hammer og boremaskine!
Jeg ville også restituere fysisk. Med støtte fra min træner og All Blacks medicinske team arbejdede jeg på at helbrede de skader, jeg havde båret på siden slutningen af sidste sæson. Så var det tid til at stige på cyklen igen. Rotorua kom tættere på, og jeg havde stadig meget arbejde at gøre!
Jeg nåede dog alligevel at gennemføre et godt træningsprogram. Dog en lægskade som følge af et alvorligt fald et par uger før Rotorua truede med at kaste alt ud over kanten. Jeg havde ikke andet valg end at springe forberedelsesløbene over og koncentrere mig om min fysioterapibehandling. Jeg ville gerne have kunnet undvære dette problem, men det kan ske i vores sport, og det er ikke noget nyt for mig.
Med hensyn til Rotorua-løbet besluttede jeg at køre min 29er. Jeg valgte også en gaffelvandring på 160 mm i stedet for sidste års 150 mm. Desværre havde jeg erfaret, at min ven Jared Graves måtte kaste håndklædet i ringen på grund af en skade. Det er altid en skuffelse, når en favorit til at vinde ikke kan starte. Jeg havde ondt af ham, men udsat er ikke ophævet.
Løbets morgen var jeg virkelig spændt. For første gang var EWS "hjemme hos mig" i New Zealand, og min kone og søn var der for at støtte mig.
De første specialetaper var de sværeste og farligste.
Så jeg besluttede at køre forsigtigt i starten af konkurrencen og ikke tage nogen unødvendige risici. Nemmere sagt end gjort. Mit første løb var alt andet end roligt. Jeg sluttede med den fjerdebedste tid, hvilket var en stor overraskelse. Overførselsafsnittet, der fulgte, var kort. Helt i modsætning til mine gode intentioner om morgenen tog jeg fat på anden specialetape med fuld gas. Jeg havde det rigtig godt på min cykel, hvilket blev bekræftet af mit resultat: bedste tid! Den bedste måde at opnå et godt slutresultat på er konsistens. Som et resultat prøvede jeg hårdt for ikke at lave nogen store fejl.
Jeg havde det godt, og trin 3 og 4 gik glat. Specialetape 5 var kompliceret. Selvom den var kort, var den fyldt med mange forræderiske rødder. Jeg kom faktisk ret godt igennem på rekognosceringsturen, men denne gang var heldet ikke på min side. Jeg faldt slemt og mistede værdifuld tid. Trods alt var jeg glad for at være sluppet med et par skrammer. Jeg havde besluttet mig for min helhjelm, og mit hele ansigt havde reddet mig endnu en gang. Jeg skubbede hurtigt visiret op igen og justerede mine briller – perfekt syn er vigtigt i så hurtig en sport. Jeg justerede kort bremsegrebet, og så var jeg i stand til at gennemføre specialetapen.
Jeg havde stadig to specialetaper tilbage at indhente. Den 6. var en typisk DH-rute, som jeg havde godt styr på. Den allersidste specialetape var en god blanding med en meget teknisk overdel og en udpræget DH-del efterfølgende. Det blev sendt direkte på tv og sluttede foran Crankworx-publikummet, hvilket gav lidt mere pres på løbet.
Jeg kørte voldsomt afsted, men terrænet bragte mig hurtigt ned på jorden igen og dikterede forsigtighed. Jeg kom igennem den første del uden problemer med et rent løb. Så var det tid til DH-delen af ruten. I mellemtiden var mine klamper løsnet, men det var for sent at gøre noget ved det. Efter at have overlevet et par skræmmende situationer, måtte jeg dog give afkald på det sidste spring. Risikoen var for stor for, at min cykel og jeg ikke ville afslutte springet sammen. Jeg blev 3. på denne sidste specialetape og 4. samlet, kun et sekund efter Wyn Masters, som var på podiet for første gang ved EWS.
Og endnu en gang var konkurrenceniveauet utroligt højt. Det var en kamp i sekunder på meget krævende terræn. Overlevelse var noget af en bedrift. Jeg var yderst tilfreds med mit resultat.
Vi ses til det andet løb i Irland!