Privatliv og fremtid
DR: Tilbage til Oprah-interviewet. Der påstod du, at du ikke dopede mellem 2009 og 2010. Holder du på det?
LA: Absolut.
DR: Gør det dig ondt, når folk siger 'Han lyver'?
LA: Jeg er tålmodig med dette. Tiden kommer, hvor blodtransfusioner kan identificeres uden tvivl. Den første person, der vil tage denne test, er Lance Armstrong.
Jeg dopede ikke i '09 og '10. Så snart denne test er tilgængelig, vil jeg være den første til at stille mine prøver fra dette tidspunkt til rådighed. Der må være hundredvis af dem.
Jeg skal bare være tålmodig, og til sidst vil min ærlighed blive bevist.
DR: Vidste Hein Verbruggen om det hele og dækkede over det?
LA: Han nævnte det aldrig for mig. Han kom aldrig og spurgte: 'Hej gutter, hvad laver I? Ser interessant ud!' Det har aldrig været så tydeligt.
Vidste Hein om det? Han skulle vide, hvad der foregik i cykelsporten. Det hele startede i slutningen af 80'erne, begyndelsen af 90'erne. Der var ingen vej udenom at bemærke det.
Så uperfekt og ærligt talt så uslidelig som Hein er, hvad kunne han så have gjort? Selvfølgelig vidste han om det, men han kunne ikke gøre noget ved det før 2000 eller 2001.
Han måtte på en eller anden måde reparere revnerne i cykelsporten i ti år. Det var ikke let for ham. Folk giver ham skylden, og jeg vil ikke forsvare ham her, også fordi vi ikke nødvendigvis er de bedste venner, men jeg ved ikke, hvad han skulle have gjort.
DR: Hvad har du det med de mennesker, der skabte din svanesang? David Walshs, Andreus eller Greg Lemonds?
LA: Jeg forstår meget af det, måske mere end nogen anden. Som jeg sagde før - hvad enten det er på et personligt eller følelsesmæssigt plan: Jeg prøvede at udjævne tingene, jeg gjorde virkelig mit bedste. Ja, nogle gange er det også på det økonomiske plan. Jeg forstår det.
Det er godt for mig at få validering fra visse personer. Jeg er glad, når jeg får en sms fra Emma O'Reilly, eller når Filipo Simeoni sender mig en e-mail. Dette viser mig, at jeg trods alt gjorde noget rigtigt. For andre kommer det nok ikke så langt.
DR: Det må man bestemt bebrejde sig selv for. Tag for eksempel Betsy Andreu: Du mødte en masse kritik for at tie stille om hospitalets tilståelse til Oprah. Kan du kaste lidt lys i dag?
LA: Jeg ringede først til Betsy. Frankie og hende var begge i bilen sammen, så jeg snakkede mere eller mindre med dem begge. Min opførsel over for hende, den måde jeg behandlede hende på i interviews og på det personlige plan var fuldstændig uacceptabel, og det måtte jeg undskylde. Hvis mine børn opførte sig sådan... ja.
DR: Men det, hun mere end noget andet ville, var, at du skulle bekræfte, hvad hun sagde.
LA: Okay, det forstår jeg også.
DR: Kan du gøre det nu?
LA: Men hvad hvis jeg ikke kan huske det? Hvad hvis jeg ikke husker noget, der skete for 18 år siden på en hospitalsstue, 24 timer efter flere hjerneoperationer? Jeg kan ikke bekræfte noget. Det skulle jeg have sagt om Oprah.
Betsy kan ikke lide dette svar. Men det kan jeg ikke ændre på, og det ændrer ikke på, at jeg var en rigtig fjols over for hende. Jeg ringede til hende og fortalte hende, at jeg var virkelig ked af det.
Først accepterede hun min undskyldning, men hun har siden taget den tilbage. Men det er okay. Jeg er stadig ked af det. Jeg kan ikke undskylde for evigt. Måske skulle vi dog gøre det? Jeg ved det ikke. Jeg var ked af det dengang, og jeg vil altid være ked af det.
DR: Du nævnte tidligere, at du er fokuseret på fremtiden. Hvilke mål har du? Bortset fra et lavere golfhandicap?
LA: Et lavere handicap lyder fristende. Jeg har smidt en masse bagage af tidligere, men jeg er ikke helt færdig med det. Jeg ser frem til en tid, hvor der ikke er nogen advokater på de tre øverste af mine opkaldslister. Når jeg fuldt ud kan koncentrere mig om, hvordan mine børn har det i skolen, og hvordan vejret bliver i morgen. Når jeg bare kan tilbringe en god dag med familien igen.
Men jeg håber næsten lige så meget, at jeg får mulighed for at hjælpe folk igen på et tidspunkt. Men det kan for evigt nægtes mig. Jeg har aldrig gjort et stort nummer ud af det, det gjorde andre. Men jeg gør det stadig i dag i mindre skala.
DR: Med alt det, der er sket, kan du så stadig hjælpe og inspirere folk?
LA: Ja, det siger de i hvert fald. Måske lyver de også? Sådan nogle mennesker er der stadig. Måske er der færre end før, men det gør ikke noget. Jeg har ikke brug for menneskemængder. Enhver, der kender mig, kan bevidne, hvor meget jeg nyder at hjælpe andre.
DR: Med alle minderne, hvad var dit personlige karrierehøjdepunkt?
LA: Pyha, svært at sige. Syv år, 150 etaper. Det er næsten sjovt, men jeg hadede 2003. Denne tætte duel med Jan, turen ind på banen eller faldet i Luz Ardiden. Jeg kunne ikke lide noget af det. Men nu, når vi ser tilbage, var det måske det mest specielle år.
Der var selvfølgelig andre øjeblikke. Sejren i prologen i 1999, hvor han tog den gule trøje på for første gang, slog Jan i Alpe d'Huez i 2001, den sjette tour-sejr i 2004, afslutningen på hans karriere efter syv turneringer eller at have indhentet Jan i prologen i 2005. Der er så mange smukke minder.
Det er bare sagen – jeg føler, at jeg har vundet i disse år. Mange mennesker tror, at jeg ikke gjorde det, de tror, ingen vandt, at Touren bare ikke fandt sted. Jeg forstår, det er fint.
Men når jeg tænker på, hvad der motiverede mig... disse trøjer hænger på væggen her, ikke fordi jeg vil have klapsalver for dem. Nej, ikke derfor.
DR: Men du er stolt af det, ikke?
LA: Selvfølgelig er det mig og syv andre, der hænger i mit hus. Men mit hjem er ikke et monument over min cykelkarriere.
Jeg løb, fordi det var det, jeg blev betalt for, og jeg troede, at jeg var nødt til at udføre dette job. Plus jeg kunne lide det – jeg elskede træningen, spændingen før løbet, det var fantastisk. For det tredje red jeg også for mine minder. Uanset hvad der bliver givet eller taget fra dig, vil minderne altid være der, alle duellerne med mine konkurrenter, busturene med mine holdkammerater, middage med holdet eller intense stunder med Johan [Bruyneel] – det kan ingen tage imod væk fra mig.
Hvert år var turnéen slut, og jeg tænkte aldrig engang: 'Jeg kan ikke vente med at være tilbage her ved målstregen om 40 år, hvor folk peger finger af mig og siger, hej, der er den Armstrong-fyr, han vandt turen syv gange.'
Det er ikke vigtigt for mig. Jeg ville det ikke dengang, og jeg vil det ikke nu. Jeg led de tre ting, der var vigtige for mig. Jeg gjorde mit arbejde, arbejdede hårdt og har stadig værdifulde minder i dag, som ingen vil tage fra mig.
DR: Alternativet til doping ville have været at rejse hjem? Er det korrekt? Kunne du ikke have haft succes et andet sted, i en ren sport som triatlon?
LA: Ja, måske, muligvis i triatlon. Jeg kunne have været tro mod at cykle og stille mig bagerst i rækken et sted, men det passer ikke til min mentalitet. Jeg ville vinde Tour de France. Når jeg vandt det én gang, ville jeg vinde det en anden gang, og så blev det ved og ved.
DR: Hvordan ser i dag ud som en dårlig dag for dig?
LA: Når jeg ikke kan komme ud af sengen om morgenen - til side for sjov. Det afhænger altid af perspektivet, og det ændrer sig hver dag. Jeg har haft dårlige dage, men ikke i de sidste to-tre år. En af de dage var den 2. oktober 1996: 'Vi har dårlige nyheder, du har fremskreden testikelkræft og måske 50 % chance for at overleve.' Det er en dårlig dag. I dag har det altid noget at gøre med juridiske tvister eller noget sludder.
DR: Du brugte ordet "brutal" tidligere...
LA: Ja, måske lidt forhastet. Jeg bliver nødt til at spørge folk omkring mig. Jeg har mit eget syn på tingene.
DR: Var dine venner bekymrede?
LA: Det gjorde de bestemt. Det ved jeg, at min mor gjorde. Jeg ser hende ikke hver dag, ikke engang hver uge. Men jeg kender hende, og jeg ved, hvordan hun er, da måske alle forældre er i sådan en situation. Men jeg synes, vi gjorde det godt.
Jeg var virkelig bange for den dag, hvor et af mine ældre børn - mine to yngre har ikke rigtig fundet ud af det endnu - ville komme knust til mig og sige: 'Far, jeg hørte det og det i skolen eller læste det på Internet. Er det korrekt?' Det skete heldigvis aldrig og...
DR: Det var et af dine få meget følelsesladede øjeblikke på Oprah, da du fortalte, hvordan du fortalte din søn, at han skulle stoppe med at forsvare dig...
LA: Sandt nok, og det har han ikke gjort siden.
DR: Er du forberedt på dette øjeblik?
LA: Ja, det er jeg – men det er ikke sket endnu. Men det er ikke i min magt, det er en ære til det store fællesskab her i Austin, det være sig i skolerne selv, i klasserne eller blandt lærerne. Men ja, det ville virkelig få mig af sporet.
DR: Hvor meget fortryder du dit comeback i 2009?
LA: Meget.
DR: Fordi du blev fanget?
LA: Nej, selvom - det var som en slags bro ind i fortiden. Uden comebacket ville fortiden være blevet der. Min tilbagevenden byggede en bro.
Men det var min beslutning, og jeg må svare for det. Det var en af de største fejltagelser i mit liv, og jeg har ikke engang en god grund til, hvorfor jeg gjorde det dengang. Uden comebacket ville vi ikke sidde her og have denne samtale.
DR: Lance, det er grus til møllen af dem, der siger, at du kun fortryder at blive fanget, ikke dine handlinger selv.Uden den indrømmelse vil de ikke tilgive dig. Kan du forstå det her?
LA: Ja, jeg forstår det, og vi talte om, hvordan denne beslutning blev truffet i en stor gruppe.
Går vi tilbage til 1995 - nogle startede tidligere, andre senere - men lad os starte der: Jeg tror, vi alle er kede af det. Ved du, hvad vi er kede af? At vi kom i denne situation. Ingen ønskede at stå over for denne beslutning. Vi ville alle have foretrukket at kæmpe hånd i hånd, bare brød og vand. Noget i den stil.
Ja, vi er kede af, at vi sidder fast i denne blindgyde. Vi var alle unge fyre, og vi tænkte: 'Åh Gud, jeg skal tilbage til skolen, jeg skal have et arbejde, arbejde i en cykelbutik eller en fabrik.'
DR: Hvad er der galt med det? Okay, du har ikke en berømt karriere, men du ville i det mindste have reddet ansigt.
LA: Eller måske ikke. Jeg kender få mennesker, der er lykkedes med dette.
DR: Men nogle er lykkedes. Og det er det sørgelige.
LA: Du har ret, der var disse undtagelser. Scott Mercier er et godt eksempel. Jeg har kørt med ham før. Han er en af mine bedste venner i dag. Scott og jeg taler meget om disse ting. På det tidspunkt var Scott allerede færdiguddannet fra universitetet, og der ventede ikke noget feltarbejde på ham derhjemme, men Wall Street.
Jeg vil ikke retfærdiggøre mig selv her, undskylde eller sige undskyld. Det gør den, men som allerede nævnt afhænger det af omstændighederne for os alle.
Vi var alle i samme båd, men jeg var den, der opførte sig som en idiot over for andre. Det er det, jeg virkelig må undskylde for. Den måde, jeg behandlede andre mennesker på. Fuldstændig uacceptabelt og utilgiveligt. Jeg vil bruge resten af mit liv på at prøve at råde bod på denne skyldfølelse.
Det, vi alle gjorde dengang, gjorde vi. Ingen kunne lide det, ingen vidste, hvor det ville føre hen, men det var det, vi besluttede.
Efterlad en kommentar