Oprah, lockdown og tilgivelse
Dan Roan: Det er to år siden din dopingindlæggelse. Hvordan har du oplevet tiden siden da?
Lance Armstrong: Det var som du ville forvente. Så som offentligheden forventede, ikke som mig. Reaktionerne var voldsomme, måske mere voldsomme, end jeg havde regnet med. Den måde, jeg fortalte min historie om Oprah på dengang...Jeg synes, hun gjorde et godt stykke arbejde, men det var stadig virkelig brutalt bagefter.
Det var hårdt, det var udmattende og det krævede lidt tålmodighed. Men nu ser der ud til at være et lys for enden af tunnelen.
DR: Du taler om brutalt, voldeligt og værre, end du havde forventet. Hvad forventede du præcist?
LA: Efter min opfattelse var den store bombe allerede sprængt. De andre bekendelser, bøgerne og artiklerne om dem. Jeg troede, at det meste allerede var blevet sagt. Men da jeg personligt talte om det, var det en kæmpe ting, især her i USA.
Det, jeg fortalte Oprah, var for meget for halvdelen af publikum. ,Hvad?! Doping, EPO og blodtransfusioner?' Det var bare for meget.
Den anden halvdel tænkte: 'Det er ikke nok. Han fortalte ikke hele historien. Hvor er navnene?' Så der var disse to sider, og ingen af dem var tilfredse med det, jeg fortalte.
DR: Ville du gøre det anderledes, hvis du fik chancen igen?
LA: Ja, bestemt. Set i bakspejlet ville jeg nok bare vente og se. Jeg var ikke klar til dette interview på det tidspunkt. Men der var andre grunde til, at jeg tog dette skridt - jeg er gud ved, at jeg ikke er en tålmodig person. Jeg følte, at Oprahs show ville være det rigtige sted. Måske ville det bare have taget tre-seks måneder mere – men måske ikke.
Lige meget hvad jeg ville have sagt, ville intet være gået godt. Folk var vrede og kede af det, og det forstår jeg godt.
DR: Lad os sige, at du er den almindelige mand på gaden, en cykelfanatiker. Ville du tilgive Lance Armstrong i dag?
LA: Nå, det er ikke et rimeligt spørgsmål. Se, jeg skal være ærlig - fra mit perspektiv ville jeg sige: 'Ja, måske er det næsten der.'
Men det er min mening, og det er ikke længere vigtigt. Det er meget vigtigere, hvad folk derude synes. Uanset om de er cykelfans eller medlemmer af min kræftfond. Din dømmekraft er vigtig.
DR: Men har du ikke selv nøglerne til denne tilgivelse? Vil du bare sige, hvad folk vil høre, hele historien, fuldt samarbejde - det er op til dig.
LA: Okay, men er det virkelig på tide? Hvis jeg skulle se på det her som en outsider - og jeg kender hele historien - og sige: 'Jeg tror ikke, det er en god ting, at fyren løj for mig, og at han dopede. Jeg kan ikke lide dengang, han kørte racerløb, jeg synes slet ikke, det er godt.'
Ligesom alle andre, der var professionelle på det tidspunkt, skulle jeg også tænke over, hvad der hører til i denne historie, og hvad der ikke gør? Er det virkelig alt nu? Var det bare professionelle atleter, der tjente mange penge, eller var der noget andet, jeg ikke kan huske, som jeg ikke sætter pris på?
Jeg lægger meget tid og hjerte i min organisation (Lance Armstrong Foundation, Livestrong) for at hjælpe en masse mennesker. Og jeg skal være ærlig, det gør mig ondt, at dette nu bliver ignoreret og næsten glemt. Nogle steder bliver det endda afvist som en PR-gimmick. For det var det ikke. Det betød utrolig meget for mig. Da Livestrong henvendte sig til mig og sagde 'Du skal sige op' - det var ekstremt hårdt for mig.
DR: Gjorde det dig meget ondt?
LA: Jeg kan ikke komme i tanke om noget værre. Men jeg skal igennem det her.
DR: Er der ingen vej tilbage? Er broerne brændt ned for altid?
LA: For evigt er lang tid. Jeg er her trods alt stadig.
DR: Så at reducere dit livstidsforbud ville være den bedste måde at hjælpe folk på igen? Hvad kunne du så gøre?
LA: Jeg ville i hvert fald ikke kede mig så meget mere! Forbuddet har absolut intet at gøre med Livestrong eller min indvirkning på kræftsamfundet, selvom det bestemt er en indvirkning. Jeg kender ikke historierne om de faldne helte i Storbritannien, jeg kender kun eksemplerne fra USA: Tiger Woods, Michael Vicks, Bill Clinton – disse mennesker kan stadig gøre en forskel.
Det er sværere for mig. Men jeg tror ikke, at min evne til at starte en ny bevægelse og hjælpe folk udelukkende afhænger af det.
DR: Det lyder næsten på mig, som om det ikke er forbuddet, der er problemet, men det faktum, at du stadig ikke er tilgivet?
LA: Lockdown er noget, jeg ikke kan kontrollere. For mange mennesker derude er der intet alternativ til det. Selvom ikke alt er sandt - meget er stadig skjult - har jeg kun mig selv at bebrejde denne sag. Men jeg tror heller ikke det er der, nøglen til tilgivelse ligger.
Vi ønsker alle at blive tilgivet. Der er virkelig mange dårlige mennesker derude, som aldrig vil blive tilgivet, uanset hvor gerne de vil. Måske hører jeg til den gruppe. Men det lader til, at folk siger: 'Okay, vi har lyttet til det her i to år nu. Vi kender historierne, og måske vil vi lære mere af CIRC-rapporten. Ja, han gjorde det og det, ligesom alle andre. Er det hele korrekt? Nogle slipper uden straf, nogle får seks måneder, livet. Er det virkelig fair?'
I sidste ende er det sådan - men jeg taler fra et andet perspektiv: 'Jeg har set touren syv gange, jeg har set, hvem der vandt, men det gjorde han faktisk ikke. Ingen vandt, denne sport har ingen vinder, syv tomme gule trøjer. Men på den anden side er der Zabels grønne trøje, selvom han stod, eller prikkede trøjer fra Virenque, som også indrømmede doping... hvad er der galt der?' Jeg tror ikke, det er godt for vores sport.
DR: Synes du, du skal få de syv titler tilbage?
LA: Jeg vil ikke og kan ikke beslutte det. Men hvis jeg ikke vandt - hvem vil så? Der skal være en vinder, og det er der, fanen taler i mig.
Hvis du ser på Wikipedia-artiklen om Tour de France, er der en periode uden vinder under 1. verdenskrig, en anden under anden verdenskrig, og så ser det ud til, at vi allerede har haft en tredje. Der skal være en vinder.
Men jeg vil bestemt ikke blande mig ind i det her. Det var en uheldig og til tider forfærdelig tid. Alligevel mangler den en vinder.
DR: Ser du dig selv som en syndebuk?
LA: Nå, mine handlinger og min håndtering af visse situationer var uacceptabel, og jeg fortjente virkelig en straf. Går det for vidt? Selvfølgelig vil jeg sige 'ja, det gør hun'. På den anden side vil mange sige, at det ikke er gået langt nok.
DR: Du nævnte kedsomhed tidligere – er det et stort problem, at du ikke kan konkurrere mere?
LA: Nå, jeg konkurrerer næsten hver dag - på et ekstremt lavt niveau på golfbanen!
Det er også så frustrerende, fordi jeg tror, jeg stadig kunne konkurrere på et ret højt niveau i nogle begivenheder. Men ingen er ligeglad, og ingen vil høre det.
Men det, der generer mig endnu mere, er dette: Hvis min mor fik sclerose i morgen – gudskelov er hun rask – og jeg ville løbe Boston Marathon for at indsamle 100.000 dollars til mennesker med MS – kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke løbe, ikke følge med eller noget andet. Mine hænder ville blive bundet.
DR: Og det er uretfærdigt?
LA: Er der nogen, der virkelig synes, det er rimeligt?
DR: Men er det ikke også formålet med straf på en bestemt måde? Burde dette ikke afskrække andre?
LA: Og tilskuere skal betale regningen? Jeg får absolut intet ud af at deltage i et maraton. Jeg tror ikke, at nogen synes, det er fair – Lance Armstrong kunne ikke deltage i en ping pong-turnering eller en bueskydningskonkurrence.
Desuden, hvor er alle de andre? Selvfølgelig, jeg forstår, jeg skal straffes. Men vi fik et kig på det større billede. Skal vi ikke også have alle skuespillere med?
DR: Dine kritikere vil sige, at du var hovedmanden. Det var ikke kun doping, men også mobning, intimidering, løgnehistorier og at forråde venner.
LA: Noget af det er sandt, noget af det er ikke. Der skete bestemt ting, som jeg fortryder og ikke kan undskyldes. Hvad angår mobningen og min position som hovedmand, er det ikke nødvendigvis sandheden.
DR: Men du har nægtet at samarbejde med Usada, mens andre har. Havde du gjort det samme, var du måske sluppet afsted med et to års karantæne, eller endda bare et seks måneders karantæne. Kun: Det får vi aldrig at vide, fordi du ikke samarbejdede.
LA: Det er en spændende ting. Travis [Tygart, leder af Usada] ville sige til dig, som han har gjort utallige gange før: 'Vi gav Lance Armstrong den samme chance, som vi gav alle andre.'
Men hvis du spørger tidligere holdkammerater som George Hincapie, Christian Vande Velde, Dave Zabriskie, Tom Danielson, you name it, de vil fortælle dig, hvordan det gik. Du får følgende opkald: 'Du vil ikke blive straffet. Bare sig dette...' – min telefon ringede ikke.
DR: Har du afsløret ting til CIRC og UCI, som Oprah ikke nævnte?
LA: Jeg mødtes med dig to gange. Du bad mig om ikke at gå i detaljer om dette, men faktisk ved alle alligevel, at det ikke længere er en hemmelighed. Jeg tror, jeg kan roligt sige, at jeg har besvaret alle de spørgsmål, der er blevet stillet til mig. Meget af dette er også kendt af den brede offentlighed. Jeg ved ikke, hvor meget der stadig er gemt i det hele taget, men jeg har været 100 % ærlig hele tiden.
Jeg er i en situation, hvor jeg ikke længere skal eller vil beskytte nogen. Der er stadig syv mennesker, jeg altid vil beskytte: deres efternavne er alle Armstrong.
DR: En af de store kritikpunkter af din optræden på Oprah var, at du ikke forklarede præcis, hvordan det gik.
LA: Hvordan foregik det præcist?
DR: Dopingen.
LA: Alle ved det alligevel, ikke?
DR: Vi hørte det dog ikke fra dig.
LA: Jeg ønsker ikke at gå i detaljer her med hensyn til, hvad jeg blev spurgt om, og hvad jeg ikke blev spurgt om. Men jeg kan sige: Jeg har svaret på alle spørgsmålene.
Problemet for cykelundersøgelserne er, at de ikke har magten til at 'få' folk til at vidne. Den egentlige grund til, at vi sidder her, glem Usada, er, at justitsministeriet og andre agenturer har sendt embedsmænd ind, som har tvunget - undskyld mig, 'flyttet' - folk til at vidne under trussel om fængselsstraf.
DR: Sidder vi ikke her, fordi du har været utro?
LA: Ja, selvfølgelig. Men jeg tror ikke, der var nogen anden generation af føderale embedsmænd, der stod ved døren med badges og våben og sagde: 'Nu skal du svare på vores spørgsmål.'
DR: Håber du, at CIRC vil belønne dit samarbejde med en nedsat straf?
LA: Jeg tror ikke, det er deres valg. Du kan komme med anbefalinger, intet mere.
DR: Hvad håber du så på?
LA: Jeg vil ikke svare på det, for ingen vil høre det. Ingen vil høre, hvordan jeg føler mig forurettet, eller om jeg mener, at min straf skal nedsættes. Ingen vil høre det ud af min mund, og ingen er ligeglad med, hvad jeg synes om det. Det fik jeg nu.
Men jeg gjorde alt, hvad jeg sagde. Helt ærligt, i de sidste to år har jeg holdt alle mine løfter.
Vi talte også om undersøgelseskommissionen. Jeg sagde dengang, at jeg ville være den første til audition der, og det gjorde jeg. Jeg var et rigtigt røvhul for snesevis af mennesker i 15 år. Jeg sagde, at jeg ville gøre det op med disse mennesker. Jeg gjorde mit bedste der med alle, der gav mig chancen. Jeg fløj til Rom for at tale med Simeoni, var i Paris og talte med Bassons, i Florida for at tale med Emma. Jeg undskyldte over for Andreu over telefonen.
Andre var ikke interesserede. Alt, hvad jeg skulle gøre, såsom de utallige retsmøder, gjorde jeg alt. Jeg vil fortsætte med at holde mit ord, og det er helt okay, det er min pligt.
Efterlad en kommentar