Doping i (cykel)sport og dens rolle
DR: Tilbage til doping. Ville du gøre det igen?
LA: Det er et kompliceret spørgsmål, og mit svar vil ikke blive godt modtaget. Hvis jeg var rytter i 2015: Nej, jeg ville ikke gøre det igen, for det synes jeg ikke, du skal. Men hvis du sendte mig tilbage til 1995, hvor det bare var allestedsnærværende, ville jeg måske gøre det igen. Det gider folk ikke høre.
DR: Men er det bare et ærligt svar?
LA: Ja, det er et ærligt svar. Men lad mig forklare.
Da jeg tog den beslutning, da mine holdkammerater og hele feltet tog den beslutning... var det ikke en klog beslutning, og det var et dårligt tidspunkt. Men det skete.
Jeg ved, hvad der skete, da Lance Armstrong gjorde, hvad han gjorde. Jeg så, hvad der skete med cykling mellem 1999 og 2005. Jeg var vidne til denne vækst. Jeg har været vidne til udviklingen i cykelbranchen. Jeg ved, hvad der skete med Trek Bicycles, hvis salgsindtægter gik fra $100 millioner til en milliard. Jeg så også, hvad der skete med min foundation. I begyndelsen samlede jeg ikke en cent, og i sidste ende var det 500 millioner, hvilket gavnede tre millioner mennesker. Skal vi bare slette alt dette? Jeg tror ikke, at nogen ville svare "ja" på det.
Jeg skal fortælle dig, hvad jeg vil gøre. Jeg vil gerne dræbe den person, der gjorde disse ting. Ikke at han gjorde det, men hvordan han opførte sig. Hvordan han behandlede andre mennesker, hvordan han gjorde alting til en konkurrence. Dette er okay under træning og i løbet, men ikke på pressemødet, et interview eller endda i en personlig samtale. Jeg ville gøre det samme med dig her nu - udfordre dig.
Denne person måtte ændre sig og må ikke komme tilbage. Så det er virkelig ikke et nemt spørgsmål, og jeg vil gerne være ærlig over for dig. Det bliver ikke et populært svar, men det, der skulle ændres, var den måde, jeg handlede på.
DR: Se de gule trøjer på væggen her. Tror du stadig på, at det var en fair konkurrence dengang?
LA: Ja, det gør jeg. Men du bør stille mine tidligere konkurrenter dette spørgsmål. Spørg bare Jan Ullrich eller Zülle. Spørg de 200 chauffører hvert år i syv år.
DR: Men jeg vil sige, at det ikke var en fair konkurrence. Det er kerneproblemet ved doping, EPO. Du har brug for passende behandlinger og meget gode læger for at opnå passende resultater. Det hele er meget dyrt. Så vi ved ikke, hvem der egentlig var den bedste kører.
LA: Jeg synes stadig, det var en fair konkurrence, hvor trist det end kan lyde. Vores system var ret konservativt. Da jeg vandt min første tur, havde jeg startnummer 181 og startede med et wildcard. Det var et lille hold med et stramt budget - det her var ikke New York Yankees. Til sidst – okay, det var et kæmpe hold. Men det er vokset med tiden.
DR: På en eller anden måde passer det ikke helt med USADAs udtalelser om det "mest professionelle og succesrige" dopingsystem.
LA: Sandt, men det er heller ikke sandt. Lance Armstrong var ikke den største snyder i sportens historie. US Postal havde ikke det mest professionelle dopingprogram. Du skal bare huske historierne om det tidligere DDR, Vesttyskland, tyrkerne eller USSR og hvad der stadig foregår i de store ligaer af professionel sport i dag.
Jeg forstod det allerede. Travis Tygart og Usada havde brug for et lille løft, og disse ord var guld værd, især for PR. Men de svarer ikke til sandheden. Ja, doping fandt sted, det var beskidt og en frygtelig tid. Men disse overskrifter er ikke sandheden.
DR: Vil doping fortsat være en del af sporten i fremtiden?
LA: Fristelsen til at tage en genvej vil altid være der. Især ved et arrangement som Tour de France. Det er utroligt hårdt. Det er smukt, men også ekstremt hårdt.
Jeg vil ikke være en spoilsport og sige, at doping altid vil eksistere – men fristelsen vil altid være der.
Nøglen er det tankeskifte, der fandt sted i 2006 – hvor vedvarende er det? Det vil blive sat på en hård prøve. Hvis ikke gennem EPO, så gennem XYZ eller ABC, er det lige meget. Det vil komme sådan her og sætte denne nytænkning på prøve.
Disse 200 mænd på deres cykler, er de et rigtigt fællesskab? Er der denne konsensus, der siger 'Nej, du skal ikke dope dig, gå ud'? Sådan vil det ske. Det eneste, der skal til, er en håndfuld skandaler, for at sporten er i kæmpe problemer.
DR: Er denne nytænkning ikke sket for længe siden? Er denne nye kultur ikke allerede blevet etableret?
LA: Det er ikke så langt endnu, fordi de nødvendige strukturer mangler. UCI har meget lidt magt, og ASO har på den anden side tøjlerne. Så er der ejerne af holdene, som har sponsorkontrakter, der nu knapt varer tre år. Og selvfølgelig er der de ryttere, der cykler måned efter måned, år efter år.
Indtil der er samarbejde i en eller anden form, et partnerskab og en retfærdig deling af overskuddet, vil der altid være stemmer, der siger 'Jeg gør, hvad jeg vil!' Men det er ikke håbløst, det kan vi lave om på.
DR: Du mistede mange sponsorer. Hvor høj var den økonomiske pris, du skulle betale for din adfærd? Kan du nævne et nummer?
LA: Måske kunne jeg, men betyder det noget? Det var meget, men det er mit liv. Ingen ville have ondt af mig, hvis jeg tabte 100 mio. Jeg ser på fremtiden.
DR: Du har stadig en stor retssag på vej for kontraktbrud med US Postal. Hvor sikker er du på dette?
LA: Jeg er ikke nødvendigvis sikker på dette. Der er tolv nævninge, der vil afgøre, om US Postal har lidt 30 millioner dollars i erstatning. Men jeg tror stadig på, at de som sponsor havde gavn af samarbejdet.
Jeg er også stolt af dette samarbejde. Jeg er stolt af det, vi har gjort. Hvis du havde spurgt nogen på gaden om postvæsenet i 1998, havde du nok ikke fået et positivt svar. Ligeledes med medarbejderne. Tingene så helt anderledes ud mellem 1999 og 2004.
Der var utallige rapporter om, at vold plejede at være en del af hverdagen på arbejdsmarkedet dér, en sand tragedie. Mellem 1999 og 2004 er der ikke længere beviser for dette. De var stolte af det, de gjorde, og blev omtalt i aviser rundt om i verden.
Jeg nød virkelig at køre for disse mennesker; de var fine mennesker både i toppen og i bunden. Jeg ved ikke, hvad disse tolv mennesker vil sige. Jeg vil forsvare mig så godt jeg kan og afvente juryens dom.
DR: Du sagde tidligere, at vi nu næsten er klar til at lægge sagen til ro i det mindste en smule. Nogle mennesker vil bestemt hævde, at dette ville sende det forkerte signal.
LA: Og alle de andre? De tusinder, der er blevet tilgivet? Har du virkelig brug for at statuere et eksempel? Hvis det virkelig skal være tilfældet, så skal jeg nok være den, der lider. Det tror jeg ikke, der er nogen, der ønsker, men hvis konsensus virkelig er, at nogen skal hænges for alles handlinger - så tag på løkken.
Efterlad en kommentar