Cykling: Justin Leov viste imponerende form i starten af Enduro World Series og var på nippet til at tage sin første sejr, men held var sjældent hans velsignelse. Med solide resultater kunne han alligevel sikre sig tredjepladsen i den samlede rangliste. Her er det sidste løb i EWS fra New Zealanderens perspektiv.
Før Finale Ligure var jeg på 3. pladsen i den samlede EWS-rangliste, og mit mål var at forsvare denne position og forsøge at vinde dette sidste løb i 2014.
Hovedændringen i mit udstyr var, at jeg skiftede til 650b-modellen. Indtil videre havde jeg kørt en 29er model i alle andre løb. Jeg tog dette valg med de teknisk krævende ruter i Finale Ligure i tankerne. Så jeg skulle vænne mig til en ny køreoplevelse.
Jeg ankom til Finale 10 dage før løbet for fuldt ud at absorbere tidsforskellen mellem New Zealand og Europa.
Der var planlagt to dage til rekognosceringsture inden løbet. Hver specialscene var tilgængelig i bil. Jeg kan slet ikke lide denne situation. Jeg foretrækker normalt at cykle på transfersektionerne under udforskningsturene. Men for at være konkurrencedygtig her, har du intet andet valg end at tage udforskningsturene på cykel og stigningerne i bil efter hinanden, ligesom alle andre.
Lørdag, løbsdagen, skinnede solen med sommertemperaturer. På vej til start følte jeg mig godt og klar til den udfordring, der ventede mig. Jeg kørte i øvrigt lidt for hårdt på første specialetape, lavede et par fejl og sluttede med blandede følelser.
Jeg kunne godt lide den anden specialfase. Der var korte, men krævende stigninger samt meget tekniske sektioner, især en midt mellem sten, hvor det var svært at komme igennem "rent". Dette blev bekræftet, da ydersiden af min gaffel ramte en sten med fuld kraft. Mirakuløst nok var jeg i stand til at holde balancen. Jeg var lidt frustreret, da jeg krydsede målstregen. Jeg vidste, at jeg skulle køre bedre for at bevare mit håb om at vinde.
Jeg besluttede at give alt på etape 3. På grund af de forholdsvis flade partier og de tekniske stigninger var det absolut muligt at trække væk her. Min kørestil var dog for aggressiv og derfor for hakkende og ikke effektiv nok.
Det var rigtig varmt, næsten 30°C. Især på disse varme dage sætter jeg pris på min velventilerede hjelm. Selvom jeg sørgede for at drikke væske regelmæssigt, begyndte jeg at mærke kramper i benene. Transfersektionen til etape 4 var igen lang. Jeg ankom endelig til nødhjælpsstationen og hydrerede mig.
På 4. specialetape klarede jeg et ret godt løb med et par fejl, men igen manglede jeg det ønskede effektivitetsniveau.
På det sidste transferafsnit, der førte til målstregen for den sidste tidskontrol, mærkede jeg igen krampe i begge ben. Smerterne var så voldsomme, at jeg ikke længere begyndte at tro på, at jeg ville være i stand til at opnå kontrol inden for den tildelte tid. Heldigvis var Jared Graves med mig. Han opfordrede mig til at slappe af og fortsætte med at træde let i pedalerne. Jeg nåede endelig målstregen i tide. Jeg var sluppet med ren rædsel igen.
Nu var restitution min topprioritet: at drikke masser af væske og gå tidligt i seng i håbet om at være tilbage i form næste dag. I slutningen af den første dag lå jeg på en 1. plads og virkelig langt væk fra mit mål. Jeg var virkelig i dårligt humør.
Da jeg vågnede efter en afslappende nat, havde jeg det rigtig godt. Det var bedre sådan, for der ventede en 20 km lang stigning på os.
På denne anden dag var jeg særlig opmærksom på min væskebalance.
Fra fase 5 og frem, den 1. på dagen, havde jeg det meget bedre end dagen før. Jeg prøvede virkelig at køre rent, og resultatet levede op til mine forventninger, da jeg afsluttede denne etape med den næstbedste tid.
Der var stadig en sidste specialetape, der skulle gennemføres. Det skulle være weekendens længste og sværeste. Da jeg kørte til start med Jared, beskrev han denne sidste specialetape for mig, som om det var den sidste skoledag før ferien. Og det er lige præcis det!
Så jeg tog afsted til mit sidste løb. Jeg prøvede hårdt og havde det godt. Jeg holdt fejlene på et minimum og krydsede stregen med tredjebedste tid! Jeg havde formået at begrænse skaden. En 7. plads for weekenden og min 3. plads i den samlede sæsonstilling blev bekræftet. Hvilken spænding!
Det er svært at beskrive den tilfredshed, jeg følte med Jared og Damien på podiet, men det store smil på mit ansigt talte for sig selv.Afslutningen på en lang sæson med mange op- og nedture, men sådan er konkurrence. I sidste ende har jeg ikke fortrudt og er tilfreds med, at jeg prøvede alt.
Jeg var også meget glad for min Trek-holdpartner Tracy Moseleys sejr i kvindernes samlede rangliste og selvfølgelig også over vores førsteplads på holdranglisten.
En stor tak til min familie og mine sponsorer. Trek Factory Racing, Fox Racing Shox, Shimano, Bontrager, MET, Bluegrass, Adidas briller, Stages power meter, CNP.
Næste år ses vi igen for at få hævn!
– Justin –
Fotos: Jérémie Reuiller.
Efterlad en kommentar