Endnu en måned fuld af eventyr og nye oplevelser er allerede fortid. I mellemtiden er jeg også nået halvvejs i dette års Japan-turné. Jeg ser nu frem til anden del af min rejse med stor forventning, men først vil jeg fortælle jer om mine sidste par uger.
Det 3. løb i Chiba skulle være en test af min form og mine taktiske evner. Det var det hidtil stærkeste felt af ryttere på min tour. Derudover var jeg den eneste internationale kører, der kvalificerede mig til det sidste løb.
I finalen var det op til mig at overleve alene mod 8 andre japanske kørere. Men inden da er der altid et tv-interview med hver kører, hvor du får stillet spørgsmål om hans taktik og form. Som en lille tak modtager du en indkøbsbon. I Keirin-designet, selvfølgelig.
Så var det tid til løbet. Jeg opsummerede hvordan det gik med mine egne ord:
"I begyndelsen af løbet blev jeg overrasket, da løbet startede tidligere end forventet. Normalt forlader hjertestarteren banen 650 meter før mål. Men denne gang overhalede den første japaner pacemakeren cirka 800 meter fra målstregen. Utænkeligt i et internationalt løb! Det ville med det samme betyde, at løbet blev stoppet, og føreren ville blive diskvalificeret. Men ikke i Japan! Der er kun en bøde på 10.000 yen (ca. 70 euro) for denne taktiske manøvre. Det resulterede i, at tempoet var meget højt lige fra start, og jeg blev sendt bagud. Så den oprindelige situation var ikke ligefrem ideel til at vinde løbet. Så lød de første klokkelyde for sidste omgang og fra 7. pladsen var vejen frem meget lang. Men der kan stadig ske meget på en 500 meter bane. Med denne tanke mobiliserede jeg de sidste kræfter og var i stand til at skubbe forbi alle i anden række og vinde.”
Efter løbet er der ikke meget tid til at trække vejret! Som vinder får hver deltager en drink efter løbet som et tegn på anerkendelse. Herefter følger prisoverrækkelsen og derefter nogle interviews.
Men det er ikke enden på det. Cyklen skal pakkes om og sendes til næste løb inden et velfortjent bad. Det er der heller ikke meget tid til, for tidsplanen efter løbet er altid stram og togene venter desværre ikke. Hvis du er uheldig, får du ikke engang en plads.
Det næste løb skulle ikke lade vente på sig. Kun fire dage med lidt hvile og træning lå imellem. Derudover er regntiden begyndt i Japan. Det betyder, at det regner hele dagen og så ofte i dagevis.
Heldigvis for mig skulle næste løb være 100 procent regnfrit, for Maebashi-velodromen ligger i en kæmpe hal. Banen i Maebashi er den eneste af de to overdækkede keirin-baner i Japan sammen med den i Kokura. Alt gik efter planen, ikke kun kom de racerbukser jeg bestilte til tiden, nej, men løbene gik også perfekt på VM-banen i 1990.
I finalen kunne jeg takket være et godt teamwork med Shane Perkins, den australske Keirin verdensmester i 2011, fejre min 3. sejr i finalen og mit 1. perfekte løb (3 sejre i heats, semifinaler og finaler). Shane Perkins krydsede også målstregen som nummer to.
Efter det flotte resultat sluttede vi aftenen af i en af de talrige sushirestauranter.
I næste del finder du ud af, hvordan det går for mig i Fjernøsten.
Indtil da,
Din Stefan
PS: Her under dette link finder du min profil på hjemmesiden for den japanske Keirin organisation. Der kan du stadig se videoerne af mine løb dage og uger efter konkurrencerne.
Efterlad en kommentar