Efter syv ugers løb i Europa var det endelig tid til at flyve til staterne for at få nogle burritos og den femte runde af EWS. Det var endnu mere spændende at køre til Denver og hente vores længe ventede nye cykler fra Yeti. Jeg er 99 procent sikker på, at de fleste, der læser dette, ved, at Colorado var vores første gang, vi kørte på nye cykler. I de sidste par år har vi fra tid til anden kørt prototyper, men disse var nu de første i deres serie, og det var kærlighed ved første blik. Vi stillede cyklerne op og havde et par dage til at teste cyklerne, inden vi kørte til Winter Park.
Winter Park ligger kun 90 minutter fra Denver, så heldigvis behøvede vi ikke at rejse i flere dage. Jeg ved, at nogle mennesker synes, vi havde en hjemmebanefordel med Yeti som en lokal styrke, men jeg er fra Australien, Rosara er fra New Zealand og Richie er fra Connecticut, som er 40 timers kørsel. Jeg har kun været i Winter Park to gange, så vi havde ikke den store fordel i løbet. Men når vi er i Frankrig og ridestier, som franskmændene allerede har kendt i årevis, er der ingen, der foreslår mulige fordele.
Jeg tror, at den største grund til, at jeg gjorde det så godt i Winter Park, var det faktum, at jeg har tilbragt meget tid i Colorado i løbet af det sidste årti, og terrænet er meget ens overalt. Så jeg har ingen problemer med at køre på løst grus og glide ind i hvert et hjørne. Jeg har lært at styre min styrke og ikke skyde alt mit pulver i begyndelsen af en fase, så jeg er forpustet i slutningen... men nok om det, lad os komme i gang.
Fredag – Etape 1 og 2
Etape et og to var temmelig cykelpark-lignende ruter og havde nogle store spring, pæne bermer og en flydende, naturlig del. Der var ikke noget rigtigt krævende på etaperne, så det vigtigste var at holde farten, især i svingene. De to etaper var bestemt sjove, selvom de var ekstremt fysisk krævende at køre. Men vi var næsten 11000 fod over nul, og selv normalt løb var forbandet trættende her.
Jeg var ret nervøs inden første etape, fordi jeg vidste, at ruten passede mig. Alt andet end at vinde ville have været en skuffelse, og derfor lagde jeg et stort pres på mig selv. Jeg kørte godt, men havde problemer med at træde i pedalerne. Hver gang jeg trampede i pedalerne faldt jeg sammen og var helt udmattet. Til sidst havde jeg en god tid og tog 20 sekunder fra de andre top 14 kørere. Men der var en anden rytter på banen, som jeg vidste kunne slå min tid. Dette var ingen ringere end min holdkammerat Richie Rude. Richies kurvehastighed er utrolig. Det kombineret med banen, hvor man skulle være fysisk stærk, gjorde ham til en stor konkurrent. Og så skete det. Han slog min tid med et sekund, så vi var første og anden.
Etape to gik lidt bedre, og min krop havde det bedre. Jeg havde en lille hændelse på sporet, da et egern sad lige på min linje i et sving. Jeg slog selvfølgelig straks i bremsen for ikke at køre over min lille kollega. En sjov begivenhed, men jeg glemte kort, at jeg var i timet run...haha.
Richie var i brand og fik også den bedste tid på etape to, efterfulgt af Yoann Barelli. Jeg blev nummer tre, så Richie og jeg var i spidsen efter den første dag
Lørdag – etape 3, 4 og 5
Etaperne i lørdags var alle uden for cykelparken og var meget naturlige. Vi kørte allerede etape tre “Mountain Goat” sidste år, men den lange pedalsektion fra sidste år var helt fjernet, så vi startede først, hvor det for alvor gik i gang. Der er en del af stien kaldet "Rock Rotor." Jeg vidste aldrig præcis, hvilken del af stien det skulle være, og jeg var altid heldig at komme igennem det i ét stykke.
Denne gang bemærkede jeg det virkelig bevidst for første gang, men jeg kom godt igennem det og havde det godt. Da jeg bremsede til næste sving, gik mit bagerste bremsehåndtag op til styret, og jeg hørte skiven gnide på bremsekaliberen. Tingene blev ret interessante i de næste fem minutter, men jeg nåede målstregen og vandt etapen med mere end syv sekunder. Richie blev nummer to.
Etape fire og fem var på et spor, ingen nogensinde havde kørt før, og var et ti minutters løb delt i to dele. Min bremseskive var ret slidt og edderkoppen var knækket et sted. På dette tidspunkt må jeg takke alle de chauffører, der hjalp mig med at få alt tilbage til det normale, så jeg kunne køre etaperne. Skiven var stadig bøjet, og bremsegrebet pulserede bogstaveligt talt, hver gang jeg bremsede, men jeg var nødt til at komme igennem det nu. Jeg havde et ret rodet løb, men var i stand til at vinde min anden sejr. Richie kom på andenpladsen igen, så vi havde begge to bedste tider og var bundet til inden for et sekund.
Etape fem var ret lang og havde utallige kurver. Alt så ens ud, og jeg kunne kun huske nogle få dele. Nogle gange kører man rigtig godt, selvom man ikke ved, hvad man kan forvente. Så du skal koncentrere dig meget mere, for gør du ikke det, flyver du afsted. Jeg fordelte min energi godt og havde et perfekt løb, indtil jeg to minutter før slutningen gik for hurtigt ind i et højresving og blev tvunget til at spise snavs. Jeg kom hurtigt op på cyklen igen og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at rette op på min fejl.
Vi havde en 15 minutters tur foran os for at komme til folden, og jeg var spændt på at se, hvordan min tid ville se ud. Til min overraskelse var jeg også hurtigst på etapen. Richie styrtede også ned på scenen og tabte 19 sekunder til mig, så jeg havde en komfortabel føring ind til den sidste dag.
Søndag – etape 6 og 7
Etape seks var mærkelig. Den var meget pedaltung, men havde også nogle sjove partier og snævre sving, hvor det var vigtigt at have en masse fart. Jeg ville give alt og udvide mit forspring, så jeg kunne tackle den sidste etape ganske let. For at gøre en lang historie kort: Jeg formåede at gøre præcis det og var helt udmattet ved afslutningen. Kort før mål blev bilisterne dog advaret om et fald.
Brittany Clawson havde et dårligt fald, og vi måtte sætte farten ned. Så snart vi var forbi, gav vi dog alt igen. Vi var kun fire ved mål i et stykke tid. Mine ben rystede stadig af anstrengelsen, og pludselig fik vi at vide, at de andre ryttere ikke kunne komme forbi styrtet, og at vi måtte ride etapen en anden gang. Efter en ni minutters nedstigning, hvor jeg gav alt, hvad jeg havde, fortalte de mig nu, at jeg skulle gøre det samme igen...
De fire kørere, der allerede var færdige, var nu i en stor ulempe. For at være retfærdig kørte vi alle sammen igen. Mine ben var som budding, men jeg tog hjørnerne meget bedre denne gang og opnåede næsten samme tid som før. Etapen gik til mig, og mit forspring var nu hele 41 sekunder med kun én etape foran os.
Etape syv var Trestle Downhill-banen. Det var fyldt med sten og mange andre tekniske forhindringer. Jeg havde en afslappet løbetur og ville undgå en defekt. Mit forspring skulle stadig være nok, og derfor undlod jeg endda at træde i pedalerne. Jeg krydsede målstregen og vidste, at jeg havde vundet. For at sætte prikken over i'et hele weekenden vandt Richie sidste etape og blev nummer to. Rosara kørte også årets bedste løb og blev nummer fem, hvilket gjorde weekenden perfekt for holdet.
Vi kunne ikke have bedt om et bedre resultat. Den nye cykel var lige blevet introduceret og vi var allerede på første og anden plads... alt virkede for godt til at være sandt. Conroy og Hoog, de store chefer hos Yeti, var også med, og hvis der havde været et podie til den bedste fest, ville vi helt sikkert stå øverst på podiet.
Opsætning af cykler
Ramme: YETI SB6c prototype
Forgaffel: FOX 36 Float 2015, 15 mm aksel, 160 mm vandring, 70 psi
Stød: FOX Float X, 170psi
Hjul: DT Swiss 240 nav, Aerolite eger, EX471 fælge
Dæk: Maxxis 2.3 Minion DHR2 EXO 3C 26/29psi
Håndsving: Shimano XTR 170mm m/Stages effektmåler
Bremser: Shimano XTR m987 håndtag, Saint Calipers, 180 mm Freeza skiver
Bagskifter: Shimano XTR Shadow Plus
Gear: Shimano XTR
Pedaler: Shimano XTR Trail
Kassette: Shimano XTR 11-36
Kæde: Shimano XTR
Styr/frempind: Renthal Fatbar Lite Carbon, 740 mm bredde, Renthal Apex 50 mm frempind
Sadelpind: Thomson Elite Dropper
Kædeguide: E-13 Carbon LG1
Kædekæde: E-13 36t
Fotos: Sebastian Schieck