Det er sommerpause på GCC, halvdelen af løbene er overstået, og forberedelserne til anden halvdel af sæsonen er i gang. Det er trods alt ekstremt tæt og spændende i mændenes samlede stilling, og enhver hændelse kan også føre til en ændring i holdstillingen.
Det traditionelle 24-timers løb i Kelheim har også været en del af forberedelsen siden sidste år. Efter at vi var meget tilfredse med andenpladsen i vores første deltagelse sidste år, ønskede vi at nå Kelheimer Krone i år.
I år rejste vi til den rolige by ved Donau med Christian Dengler, Stefan Räth, Alexander Loss, Daniel Knyss og mig selv. Lørdag morgen rykkede vi ind på vores fold i Gasthof Stockhammer med den bedste udsigt over Befrielseshallen og 24-timers løbets bjerg. For Christian og Friedrich, der ellers har de længste rejser til GCC-løbene fra Regensburg og München, var det denne gang nærmest som en hjemmekamp, da Kelheim kun ligger 30 kilometer sydvest for Regensburg.
Ankom kl 11, cyklerne blev monteret, teltene sat op og købt ind de resterende 3 timer indtil start. Et lille logistisk mesterværk, da vores kvinder, som faktisk var blevet ansat til at passe herreholdet, spontant besluttede sig for at blande sig i dameklassificeringen få timer før tilmeldingsfristen.
Men takket være en smart arbejdsdeling og succesfuldt teamwork, som også fungerer ved siden af løbene, var vi også i stand til at mestre denne udfordring.
Teamwork er det nøgleord, der bedst beskriver et 24-timers løb som det i Kelheim. Hvis man ser på de førende hold, kan man altid se, at homogeniteten i omgangstiderne på tværs af alle kørere fører til succes. Med vores fem kørere var vi godt positionerede og motiverede helt ind til kernen. Startskuddet kunne falde.
Første omgang startede med et lille stød ved siden af en knebent tabt bjergspurt. Irriteret af et glemt barriereskilt i slutningen af omgangen missede halvdelen af den førende gruppe højre afkørsel, men efter en kaotisk vendemanøvre kunne de aflevere til den anden kører få sekunder efter. I vores tilfælde var Stefan den, der hurtigt lukkede det resulterende hul og samtidig satte vores bedste omgangstider. På 23:48 minutter lagde han et gennemsnit på 42 km/t over de 180 højdemeter og knap 17 kilometer på asfalten.
Efter blot et par omgange var der allerede dannet en stærk førergruppe på seks hold, som fra da af kørte deres omgange. Efter ti omgange vovede vi så den første fremrykning og forsøgte at bryde gruppen lidt op. Dette angreb blev stoppet igen efter to omgange, men den høje fart betød, at gruppen blev mindre og mindre. Til sidst, klokken 21, gik tre hold ind i natten som den førende gruppe. Med XC-SKI.de og Sport2000 Kelheim vi havde to stærke ledsagere. Vi kendte allerede nogle af kørerne fra sidste år, så vi vidste, at man aldrig skulle undervurdere disse hold. Derudover blev holdet, der senere vandt seniorklassifikationen, i vores gruppe og kørte et stærkt løb til langt ud på natten.Mændene omkring Merkur-Druck-køreren Manfred Böhm kunne simpelthen ikke rystes af.
Da det begyndte at blive lettere søndag, begyndte løbets hårdeste timer. Det virkede som om de to andre hold havde slået sig sammen mod os, fordi de jævnligt forsøgte at angribe på bjerget. Efter flere runder med strabadser besluttede vi, at den eneste måde at afslutte dette spil på er at løbe fremad. Planen var at forlade et af de to hold på bjerget og løbende øge føringen med de resterende ledsagere. Der var stadig lang vej til klokken 14, og vi var klar over, at vi ikke ville have en chance for at overleve alene mod en Union.
Angrebet på Stausacker Berg, løbets målestok, sad kun Georg Fischer fra Sport2000 Kelheim kunne følge. Sammen begav vi os ud på nedkørslen og især på vej tilbage til Kelheim, hvor der havde været modvind i 18 timer, kunne vi udbygge forspringet yderligere.
Klokken 10 stod det klart, at hvis der ikke var nogen fald eller defekter, ville det være et slagsmål hoved til hoved. Efter vores løb blev afgjort i spurten sidste år, ville vi bestemt tage beslutningen tidligere i år. Kort efter klokken 11 risikerede vi fremrykningen og var fra da af altid lige foran vores forfølgere. Afstanden svingede for hver omgang, det var lidt som en individuel tidskørsel mellem de to hold.
Selvom denne føring så lovende ud, forblev spændingen til det sidste. Man kunne virkelig mærke nervøsiteten i holdlejren, hver eneste lille fejl kan trods alt gøre forskellen mellem succes eller nederlag for hele holdet. Vi var først sikre på sejren, da jeg havde besteget bjerget for sidste gang kort før klokken 14 og blev heppet på af mine holdkammerater i retning mod Kelheim.
Markedspladsen kom tættere på, og den høje sol gjorde stedet til en oase af glæde. Som indfødt i Regensburg havde jeg allerede nået dette sted så ofte under træning, men jeg var aldrig så glad for at se dette stednavneskilt i horisonten. Der var en fantastisk stemning i målområdet, og så klarede jeg de sidste meter til målstregen med et stort grin og en utrolig lettelse. Lidt senere styrtede mine holdkammerater over fra alle sektioner af ruten, og vi kunne behørigt juble over sejren og fejre sammen.
Vores tak går til vores sponsorer, først og fremmest Merkur Druck GmbH og sygeforsikringsselskabet BKK Mobil. Vi vil også gerne takke holdet på Gasthof Stockhammer, især Monika Greinwald og Sandro Göldner, som passede godt på os i 24 timer. Derudover nåede mange tilråb os via Facebook eller andre medier, som altid ansporede os og altid gav os nyt mod. Mange tak til de trofaste fans.
Sidst men ikke mindst vil vi gerne takke vores to konkurrenter, holdene XC-SKI.de og Sport2000 Kelheim Tak for den fair og spændende konkurrence.
Et utroligt spændende og vellykket arrangement er ved at være slut, og vi er meget stolte af vores fælles succes.
Vi ses snart i det grønne helvede på Nürburgring,
Din Frederik.
Efterlad en kommentar