I dag er jeg i kontakt igen fra det fjerne Japan. Du vil helt sikkert gerne vide, hvordan jeg har haft det de sidste par dage og uger, og hvad jeg har oplevet i lang tid.
I slutningen af skolen var der afsluttende eksamener. Først skulle jeg tage min praktiske eksamen. Det betyder at skille en banecykel ad og samle den igen. Tidsgrænsen for dette var 20 minutter.
Næste trin var en skriftlig test, hvor 35 spørgsmål om emnet keirin skulle besvares. Til sidst blev der afholdt et en-til-en-interview med hver af os seks udenlandske chauffører. Tilsyneladende viste vi os alle, at vi var værdige og modtog stolt vores racerlicenser sidst på dagen.
Udover skoledagene må træningen selvfølgelig ikke forsømmes! For den gode form kommer ikke af sig selv. For at gøre dette gennemfører jeg en masse træningspas på en af de fem cykelbaner, der er tilgængelige på Keirin-skolen. Du finder ikke sådan et udvalg af lifte ét sted andre steder i verden!
For at træningssessionerne ikke skal blive så kedelige, træner vi ofte internationale chauffører sammen. For mig er det meget interessant og spændende at se træningen af andre topkørere. Det er utroligt, hvor forskellige træningssessionerne ser ud.
Jeg træner også flere gange om ugen i vægtrummet. Jeg laver hovedsageligt squats der. Denne øvelse giver de ideelle betingelser for styrkeudvikling for mig og er det vigtigste træningsredskab for en banecyklist i styrkeområdet.
Ind imellem er der normalt enheder på landevejscyklen til regenerering. Men indtil videre har mine ture i Japan været meget begrænsede, fordi det bjergrige terræn ikke byder på de bedste betingelser for en sprinter. Ellers må jeg sige, at der næppe findes mere ideelle træningsforhold end på Keirinskolen.
Udover træning har jeg allerede haft mine to første løb. På min debut i Seibuen var jeg i stand til at kvalificere mig til den store finale med to sejre på de første to dage. I finalen skulle jeg hylde min lille erfaring og blev kun nummer syv.
Alene det at nå den store finale er dog en sand præstation. For forskellene mellem den internationale og den japanske keirin er ret store.
Min russiske kampfælle Denis Dmitriev indså det også hurtigt, da han ikke nåede til næste runde på den første dag.
Desværre har jeg ikke kunne se meget af landet endnu, da tidsplanen altid er ret stram. Jeg håber, at der vil være noget tid i den nærmeste fremtid, og at jeg ikke kun vil se Japans vartegn, som Mount Fuji, fra toget.
Jeg lærte meget af min fejl i finalen i Seibuen og var i stand til at gå et skridt videre i mit andet løb i Wakayama. Jeg var i stand til at vinde den store finale og efterlod alle mine konkurrenter. Der blev givet masser af gaver til sejren, og de lokale aviser var fyldt med billeder og artikler.
Jeg kan ikke vente med at se, hvordan mit næste løb i Chiba i begyndelsen af juni vil klare sig.