Frankfurt: 1. maj er en helligdag, og vi ønskede at gøre det til en. Dagen før skulle de fleste af os stadig arbejde, om aftenen satte vi os ind i bilen og kørte på motorvejen. Hverdagen i amatørsport. Stressen bliver dog hurtigt glemt, så snart man har de andre teammedlemmer rundt og griner sammen.
Ankommet til hotellet i Eschborn mødte vi vores sportsdirektør Enrico Poitschke. Holdmødet var på dagsordenen. Vi kender allerede løbet i Frankfurt fra de sidste par år. Højdeprofilen har det hele. Den ene eller anden bilist husker stadig den høje hastighed, der blev sat på Feldberg i 2013. Jeg havde stor respekt og følte, at jeg ikke var den eneste med det. Vores plan var at spare energi så længe som muligt og sikre, at Daniel, som leder GCC overordnet, er i frontgruppen.
Efter mødet gik vi i seng så hurtigt som muligt, da morgenmaden var planlagt til klokken 6:30 den næste morgen. Vejret syntes dog at være uvidende om, at maj officielt var begyndt natten over: morgenen hilste os velkommen med billedskønt aprilvejr. Hverken smukt, hverken dårligt, hverken tørt eller vådt, bare et sted midt imellem. Nå, vi havde allerede gennemført to løb i regnvejr, så vi forberedte os selv og vores Fujis til de kommende løbskilometer med øvet lethed.
Efter den årlige startblok labyrint var vi ved startlinjen kl. 9:15 skarpt. Et par minutter senere var vi i centrum af Frankfurt i racerhastighed. Du må sige igen og igen, denne rute er virkelig sjov. Desværre har løbsorganisationen altid et par vanskeligheder med at vise nogle forhindringer godt. Men i forhold til tidligere år var det bedre denne gang.
Efter 37 kilometer lå Feldberg foran os og med det spørgsmålet om, hvorvidt han ville være løbets dommer igen. Ligesom sidste år forsøgte Strassacker-holdet at afgøre løbet på denne stigning og trak sig foran feltet med fire mand. Indsatsen var effektiv. Gruppen blev mindre mand for mand og op til et par hundrede meter før toppen så det rigtig godt ud for os. Men så rev gruppen af de resterende 30 ryttere i to. Stefan, Christian og jeg snakkede, og selvom jeg kunne mærke, at de to stærke klatrere var i stand til at bringe dette forspring til målstregen, blev vi enige: hold fødderne i ro og håb, at Till kan mobilisere al den styrke, han har tilbage for at få Daniel tilbage sat i forreste gruppe. Heldigvis skete det sådan. To kontrastigninger senere var vi fem igen og dermed det bedst repræsenterede hold i den førende gruppe. Vi var nødt til at udnytte denne fordel. Vi timede det afgørende øjeblik og sendte Stefan, der allerede på imponerende vis havde demonstreret sin styrke i de foregående løb, i hælene med 12 kilometer til mål.
Planen virkede. Først kunne han altid ses et par meter foran feltet, men pludselig bremsede de andre hold sporingsarbejdet, og Stefan forsvandt som en lille prik i horisonten. Hatten af for denne flotte præstation. Takket være de andre gode placeringer af vores drenge gjorde vi også sejren i holdklassementet perfekt den dag. 1. maj, en rigtig ferie. I denne forstand, Frederik!