Historien er lidt længere, det hele startede trods alt tirsdag med rejsen til Füssen, hvor en af cykelugerne i Füssen igen stod på programmet som forberedelse til Tannheim Cycle Marathon. Men først var der et længe ventet besøg hos min hovedsponsor, Doser-virksomheden i Füssen. Som altid, en meget fin ting, fik stor ros for sæsonen indtil videre og lidt senere sad jeg allerede sammen med gæsterne i hotel sommer på cyklen, kørte en afslappet rundtur i Plansee med en hyggelig cafe og god underholdning med chef Wolfgang Sommer og gæster.
Jeg fik også lov til at stige op på min cykel onsdag og torsdag, hvilket er skønt, hvis cykelturen står på snydelisten og ikke bliver ofre for diverse andre opgaver. Det var i hvert fald en meget afslappende dag på trods af mange aftaler og møder udenfor, men noget skulle fortsætte til den kommende sæson, og det har jeg en rigtig god fornemmelse for! I fredags rejste jeg til Tannheimer Tal for at besøge min ven Markus og hans familie Berger Hof – en af mine (mange) yndlingsstationer i Tannheimer Tal. Som selv ivrig cykelrytter er Markus en god vært for sporty gæster og tager gerne selv på ture, hvis han har tid.
Jeg brugte "stille før stormen" til at slappe af, skruede flittigt på materialet (tak Cykling Zacherl og Stefan fra Bjergryttere i Vils for hjælpen!), snakkede med de mange cyklister og gik med fotografen Marco Felsenhauer på tur, der som altid gik yderst professionelt til værks og iscenesatte mig og mit udstyr passende. Jeg nød stilheden før stormen indtil lørdag morgen, så var det tid til at ankomme, forberede sig og endelig tage ud sammen. Med næsten 15 ryttere kørte vi en afslappet omgang, besøgte omvejen til Jungholz og "galoppen" over cykelstien til Grän. Om aftenen lavede nudelfesten, taktikmødet, supervisor briefing og briefingen de sidste ordninger og sank træt i seng.
Endelig ringede vækkeuret klokken 4 – ærgerligt, at jeg kun delvist kunne nyde den store morgenmad på Berger Hof i dag – jeg har trods alt svært ved at accelerere på fuld mave. Heldigvis var alt rutine i starten, holdrytterne var velorganiserede indbyrdes, placeret på de forreste rækker af startgitteret og så gik vi. Lige foran, og sæt farten på cykelstien - jeg synes det fungerede ret godt - der var i hvert fald ikke travlt foran. På hovedvejen så en kort preload til at varme op og så først koncentrere sig om Mona, der trods sit kraftige fald på maraton med knuste ribben og omfattende slid på ryggen ikke kunne afholdes fra at starte.
Hun kæmpede hårdt op til Jungholz, men som sædvanlig ville hun ikke have nogen hjælp - en fighter af natur, vores Mona. Efter Jungholz var feltet stadig omkring 200 mand stærkt - næsten alle holdryttere var der, og det var helt behageligt, afslappet at chatte i løbet, for mange var det nyt territorium, at jeg svømmede et sted i den bagerste tredjedel et sted, og at i et maraton... Frem for alt var landskaberne i Allgäu en drøm i morgensolen, så jeg synes, den nye rute er en absolut berigelse - især for fornøjelsesrytterne! Næsten ikke bemærket af mig, et sted i dette område brød 10 ryttere væk, men som nævnt før havde vi Stephan Schwarz et varmt jern foran og var ikke under pres.
Max og Ulrich dækkede de andre flugtforsøg perfekt, så Ulrich befandt sig hurtigt i en gruppe, som vi igen kunne fange på det stejle Riedbergpas. Feltet valgte sig selv ordentligt, men det gik legende for mig, og så hjalp jeg Ulrich og et par andre kørere, som lige nåede at indhente den nye jagtgruppe på sidste hul. Så, i Bregenz-skoven, bandede Max, efter at intet overhovedet gik frem i marken, og hans ben blev hængende. Så en masse rullede op igen, selv 2 kvinder og nogle andre holdryttere. Førergruppen var allerede 4 minutter foran, og beregningerne begyndte så småt at afgøre, om dette stadig kunne indhentes.
Det hele afhang af, hvor stor gruppen af forfølgere ville blive efter Hochtannberg, for vejen gennem Lechdalen med kraftig modvind kan kun overleves i en gruppe halvvejs uskadt. På en eller anden måde havde jeg fornemmelsen af, at ingen længere havde nogen egentlige ambitioner, og at gruppen måske endda sluttede. Denne mistanke tog til, da ingen for alvor lagde pres på før Schröcken (begyndelsen af det stejle Hochtannberg). Gruppen var allerede ved at gå i stykker, men det var ikke et højt tempo for de bedste. Da ingen efter den første rampe stadig løftede deres røv, tog jeg mod til mig og gik alene - uimodståeligt for de andre, som slet ikke reagerede og fortsatte i samme tempo.
Jeg rev hurtigt et stort hul, men ville det være nok til at køre 4 minutter til toppen? Jeg vidste, at hvis jeg ikke nåede passet, ville min accent være totalt spild af energi, for i Lech-dalen var man fortabt på egen hånd. Derudover ville lederne helt sikkert være trætte og forfølgerne stadig friske, så ikke en god startposition og ret stor risiko. På en eller anden måde holdt det mig fra at komme 100%, men da de første ryttere kom til syne forfra, samlede jeg den op igen og ved passet var jeg godt 1:30 efter de 5 resterende ledere. Jeg fik denne information og en flaske på vores teamlabel - mange tak til vores hårdtarbejdende supervisorer!
Derefter fuld risiko på nedkørslen, forbi biler, busser gennem byggepladsen, byen Warth og det dyriske stykke grus (eller rettere sagt scree-ørken) i den korte modstigning. Jeg bad til, at mine dæk ville være i orden, men ligesom hele året var min Mavic Yksion Tubular stensikker! Jeg kunne ikke vinde meget terræn på den lange, lige nedkørsel, og der var stadig intet i sigte foran mig. Jeg så mig selv "sulte" i Lech-dalen - det var det så... Alle bilerne sad fast på byggepladsen, så der var ikke håb om at fange en brise fra dem. Jeg havde lige momentum fra det sidste stejle skridt, da der pludselig kom biler og en cyklist til syne.
Jeg skød forbi den, det var min holdkammerat, Stephan Schwarz, der var plaget af kramper og ikke kunne tage et skridt mere. Men det ville ikke have givet nogen mening at hjælpe ham, for bag næste sving kunne der stadig gættes på føringen og jeg bed tænderne for at bygge bro de sidste meter. FÆRDIG - jeg var på det... Helt overrasket over hvor jeg kom fra, tog jeg straks teten og instruerede gruppen om løbssituationen. Heldigvis støttede de 4 tilbageværende kørere mig så meget de kunne, men jeg var glad for at tage brorparten af føringen og mange fiaskoer, da føringen skiftede, for i det mindste at forsvare en lille føring over forfølgerne op til Weißenbach.
Lechtal strakte sig for evigt, kun cykelstien og de mange huller, der skal tilstoppes, giver variation. Heldigvis fik jeg en flaske på Labe i Weißenbach og de andre havde heller ikke haft en flaske i kilometer. Så tøvede jeg ikke og stak af, men (som næsten forventet) havde jeg alligevel mindst 2 af mine medkombattanter, der pustede dem i nakken, som ikke ville lade mig gå så let væk. I betragtning af at jeg startede Gaichtpass op med 330 watt, og at mine forfølgere angiveligt "ikke kan gøre det mere" på lejligheden, var de enormt "irriterende, fordi bag mig. Da det fladede ud, måtte jeg kæmpe hårdt, kraften faldt, og forfølgerne kom tættere på.
Da jeg igen vendte om i Nesselwängle og havde godt udsyn bagud, så jeg pludselig en gruppe på 7 eller 8 personer - foran dem en motorcykel - chokket var stort - det måtte være jagtgruppen! Det var måske et minut, hvis ikke mindre og stadig 7 kilometer til målstregen... For mig var det lige så langt som resten af løbet, jeg fik sting i siden fra den sammenkrøbede siddeposition og kramper blev langsomt tydelige . Først da jeg ikke kunne få øje på en gruppe ved 1000m-mærket og lidt senere flettede ind i hjemmestrækningen via parkeringspladsen og underføringen, blev jeg klar over, hvad jeg havde opnået. En fantastisk følelse, for Tannheimer er et af hjemmeløbene for de mange holdryttere og partnere fra Allgäu.
Ved mål, begejstret modtaget af de mange holdryttere, der havde valgt den korte rute og min hovedsponsor - Jürgen Doser - havde jeg ikke tid til at lægge mig nogen steder på græsset og komme over mine mavekramper. Mentalt ikke helt “ankommet” var der vinderinterview osv. – som jeg heldigvis fandt gode ord for og min mave var faldet til ro igen. Inden næste interview drak jeg halvdelen af forfriskningsstationen, først da krydsede den store gruppe af forfølgere omkring Andi Traxl målstregen. Så min adrenalinbombe i Nesselwängle var nok en kombination af kortdistancekørere og mine 2 forfølgere og ikke jagtgruppen - det gør ikke noget - føringen på mindre end et minut ville ikke have efterladt noget pusterum.
Den ene efter den anden væltede holdrytterne ind, Stephan Schwarz sluttede i jagtgruppen, Max Aigner og Ulrich Bartholmös måtte desværre betale for deres flittige hjælp ved Gaicht Pass. Lidt senere kom Monika Dietl i mål - som altid passet godt på af Josef Czernin, Jörg Schmid og hendes ven Tom. Fuldstændig udmattede og med smerter tog vi os af hende sammen – min sejr faldt hurtigt i baggrunden, mens vi tog os af Mona. Glæden og overraskelsen over hendes 3. plads og min sejr med de nu næsten komplette holdryttere var så meget desto større. Vi forlod tiden i målområdet frem til præmieoverrækkelsen.
Udbyttet var enormt i dag: Kirchmair Cycling Team var repræsenteret ved næsten alle præmieringer, Mona vandt sin aldersgruppe, og 3. pladsen samlet, Stephan Schwarz blev kun fortrængt af Andi Traxl til 2. pladsen i sit AK (8. samlet) og kaptajn Stefan sikrede sig sin 4. sejr ved den 7. udgave af Tannheimer Cycle Marathon! En forrygende weekend for hele holdet lige for døren - så det kan fortsætte! Vi ses snart igen på Arlberg, hvor den sidste fælles træningslejr til det store højdepunkt, Ötztaler Cycle Marathon, står på programmet. Arlberg Giro og Highlander Cycle Marathon er de sidste generalprøver for højdepunkterne i slutningen af sæsonen.
Hvis du har lyst, kan du også spontant komme til os - i Hotel am Arlberg har vi de perfekte betingelser for den fælles træningsuge, hvor også chauffører, der gerne vil lære vores team at kende, er inviteret. I oktober kommer der endnu en ny lækkerbisken - sammen med Ritter Hotel i Tannheim er der en lang weekend, hvor et par afslappede cykelture, samt gourmet & wellness er på programmet. Den perfekte lejlighed til at slappe af i slutningen af sæsonen og nyde et par dages aktiv afslapning i Tannheim og Allgäu!
Efterlad en kommentar