Efter perfekt teambuilding med masser af sjov og gode oplevelser startede Achensee Marathon søndag. Ligesom dagene før regnede det katte og hunde, og i starten var min motivation ret begrænset. Men ifølge mottoet "fang på, hæng på" var der ingen vej tilbage, så vi rullede ind i line-up'et så tæt som muligt på starten og startede det våde og kolde foretagende sammen med godt 250 andre kørere.
Jeg brugte de første par meter til at se mig omkring for at se, hvem der egentlig var startet, og jeg lagde straks mærke til, at i det mindste Andy Traxl nok var trukket tilbage. Ellers alt hvad jeg havde på regningen på en eller anden måde. Jeg var den eneste af toprytterne, der besluttede at tage lange regnbukser på, fordi jeg havde stor respekt for kulden og ventetiden og nedstigningen til Krodalen. Men det hele gik glat, kun ved Wiesing rundkørslen og så på de første flade kilometer var det hektisk, fordi jeg lod mig passere for langt bagud.
Nå - og logisk set gik den afgørende gruppe lige her, og hovedfeltet blev slukket. I løbet anede jeg ikke hvem eller hvor mange der var foran, i hvert fald var der nok 4 eller 5 kørere og løbet var allerede afgjort. Så vi rullede bare dertil til Innsbruck, hvor jeg måtte stoppe og aflaste mig selv. Feltet var slut med det samme, og kapløbet om at indhente det føltes som en evighed, efter at feltet var væsentligt mindre end tidligere år. Jeg er lige kommet tilbage til skinnerne, vævede mig igennem faldets ofre og indhentede så igen.
I Kranebitten an der Labe slap jeg hurtigt af med regnbukserne, jeg ville trods alt prøve et par ting på den sidste stigning og se hvordan præstationsniveauet var. Den ene eller den anden af lederne kunne stadig fanges, tænkte jeg. Ulrich var stadig ret motiveret og sammen ville vi virkelig træde på gassen igen op til Buchen. Det kom det desværre ikke til, for i nærheden af Eigenhofen ramte jeg en skarp sten med forhjulet og det begyndte at hvæse. Så faldt tilbage i håbet om at få en erstatning - ingen - så videre alene - feltet altid i sigte.
I bunden af stigningen stoppede vi kort sammen med vores cateringhold, afleverede det overflødige tøj - dalede lidt og startede stigningen uden meget hektisk. Løbet var slut, og jeg var overrasket over, at jeg stadig kunne få adgang til så høj watt. Med konstante 300-350 på den flade fælg gik vi op ad bakke, sludrede kort med bekendte, mens vi kørte forbi og indhentede en række venner og holdryttere. Fik så et nyt hjul i toppen og rullede sammen med mine holdkammerater til forfriskningsstationen i Leutasch.
Der skulle vi varme op, have en snack og vente sammen - de turbusser, som arrangøren havde specialtilrettelagt, var trods alt ikke en mulighed for os. Vi var allerede våde, så vi cyklede tilbage til Achenkirch. Alt sammen, for selv Eberhard lod sig ikke forhindre i at følge med os. Samrejsen var meget afslappet - alle var i godt humør og så sluttede vores weekend rigtig godt, da vi efter ankomsten i mål ryddede overnatningsstedet, dyrkede os selv igen og var med til prisoverrækkelsen ved søen.
Selvom det gik så godt sportsligt i dag, var jeg helt tilfreds med weekenden og teambuildingen. Alle var i godt humør, vi lavede utallige ting sammen, nogle af chaufførerne så hinanden for første gang og lærte hinanden godt at kende. I forhold til sidste år kan jeg mærke endnu mere handlekraft og motivation i år, og det giver mig den til tider nødvendige bekræftelse på, at jeg er på rette vej.
Nu er det op til mig konkret at planlægge kick-off arrangementet i Füssen den 16. maj, som så bliver vores officielle start på sæsonen, inklusive fotoshoot og holdpræsentation. Jeg håber, at så mange chauffører som muligt vil være der, og jeg er sikker på, at der vil være lige så meget sjov som på Achensee!
Så vi ses snart i Füssen og kæde rigtigt!
din Stefan
