Jan Ullrich får lyst til at cykle igen - ved maraton-arrangementer og cykelarrangementer, med stor åbenhed og stor glæde ved at cykle. Vi mødte den tyske Tour-vinder på sidelinjen af en prostyle-cykelweekend i Vaals, Holland.
Overkroppen er blevet mere omfangsrig, benene er ikke længere helt så definerede – men det er ham, helt umiskendeligt: Jan Ullrich. Manden, der skrev sportshistorie i en ung alder med sin sejr i Tour de France i 1997, som den dag i dag kan nævnes i samme åndedrag som Boris Becker, Michael Schumacher eller Steffi Graf. Vinder af Touren, Vueltaen og Tour de Suisse, verdensmester og olympisk mester, manden der udløste et hidtil uset cykelboom i Tyskland.
Lige så herlig som hun startede med at vinde amatør-verdenstitlen i Oslo og tour-sejren, sluttede Ullrichs karriere uhyggeligt. Men det og den ondskab, som den tidligere modelatlet måtte finde sig i gennem årene, er glemt i øjeblikke som disse. Prostyle-cykelgruppen omkring Jan Ullrich og hans kompagnon Olaf Ludwig er netop vendt tilbage fra en 130 kilometer lang omgang på banerne i Amstel Gold Race; Nybadet sidder du i gården til det historiske Vaalsbroek Slot og hygger dig med den bizarre specialcykel med de to stelled, som Ludwig havde med. "Vi eksperimenterede meget for at forbedre vores cykelfærdigheder," sagde Amstel Gold-vinderen fra 1992. De fleste af gæsterne vovede at trille hen over den brostensbelagte gårdhave til gruppens latter. Og endelig rejser Jan Ullrich sig også, gør det bedre end de fleste, er med i latteren som alle andre. En cykelrytter blandt mange, på lige fod med mænd og kvinder, der også er hans fans. Manden, der i første omgang bragte mange her til cykling, er nået til centrum for den idrætsbevægelse, han indledte – og han nyder det. Og han har selvfølgelig også tid til et interview...
Kan man tale om Jan Ullrichs nye lyst til at cykle?
Det er et stykke tid siden, i mere end to år, at jeg har været på min cykel igen efter min pause, hvor jeg næsten ikke kørte overhovedet. Og nu er det igen blevet en rigtig hobby – med hjerte og passion.
Er du stadig interesseret i professionel cykling?
Jeg nyder virkelig at se de professionelle på tv, når jeg har tid, men jeg er som regel ude af pro-branchen - bortset fra at hænge ud med Klödi, Grabschi, Tony Martin og alle, der bor i mit område, stadig gode venner. Ellers føler jeg mig utrolig godt tilpas i alles område.
Er cykling bare en hobby for første gang i dit liv?
Nej – det startede som en hobby og var faktisk en hobby for mig, indtil jeg blev amatør eller næsten professionel, fordi jeg var i stand til at vinde mine løb med lethed og altid var den yngste til at slå alle rekorder. Den professionelle forretning var naturligvis hårdt arbejde; det var 80 procent arbejde og kun 20 procent sjov og hobby. Det er bare et arbejde, der er så svært, og som man skal investere så meget i – i form af styrke, tid, træningskilometer...
Men nu kan jeg køre, når jeg vil. Ved mine arrangementer nyder jeg virkelig at tale med folk om emnet, svare på spørgsmål – jeg har 30 års erfaring i sporten, og det er altid rart, når man kan give det videre.
Stemningen her hos Prostyle er bare fantastisk, og jeg tror, at mange af folkene her begyndte at cykle på grund af jeres succeser...
Det er rigtigt, og det hører jeg igen og igen – som når en Tony Martin siger til mig: "Du fik mig til at cykle". Bommen fra dengang, som stadig er i gang, er Jedermann-bommen, og mange af de professionelle, der stadig kører nu, hvad enten det er Linus Gerdemann eller Ciolek, var nærmest børn, da jeg havde mine store succeser og er nok lidt inspirerede af at.
Hvordan oplever du de store maratonløb og gran fondos – er sådan noget ikke en tur i parken for dig?
Egentlig ikke - der er én race, jeg har stor respekt for, det er Ötztaleren. Jeg skal kun tage mig af folk, jeg skal ikke køre efter tid eller for at vinde, men jeg skal stadig være fit – det er trods alt omkring 6.000 højdemeter og 240 kilometer. Jeg passer på folk, hvoraf nogle ikke ville komme igennem uden mine tips. Denne følelse af at komme igennem er typisk for Jedermann – ellers kunne man tage kørekort og cykle. Jeg foretrækker at passe bilister, der er uerfarne og simpelthen nyder at cykle. Og så træner jeg lidt mere. Cellen husker meget hurtigt præstations-, styrke- og træningsstimuli, men man skal stadig gøre en del, og jeg har nu så mange arrangementer, at jeg kan komme tilbage på mine få tusinde kilometer alene med dem. Og jeg kan også godt lide at træne ved siden af, når vejret er til det.
Hvordan oplever du det med Jedermann? Kan den professionelle sektor måske nyde godt af entusiasmen?
Ja, måske – hvis du for eksempel ser, at tusindvis af mennesker er interesserede i at cykle, og at seertallene til Tour de France er tilsvarende høje, så kommer der helt sikkert sponsorer. Men så længe emnet doping og gamle hatte trækkes frem igen og igen, tør ingen. Det havde vi sidste år med Alpecin, som virkelig var villige til at sætte et par millioner ned for et tysk hold. Jeg tror, det kræver lidt mere tid. Det kræver også mod at vælge cykling. Vi har bestemt potentialet – der er mange unge chauffører der. Det starter dernede, at der måske om ti år er en chauffør, der kan præstere så godt, som jeg kan.
Trækker det dig nogle gange tilbage i professionel forretning?
I øjeblikket ikke. Jeg ringer ofte til Jens Heppner, og han er mere på farten, end han plejer. Han kan stadig lide det, jeg foretrækker at være sammen med min familie. Jeg kunne se mig selv et sted for at få råd – emnet kom også op hos Alpecin.
Hvad skal der efter din mening ske, for at tysk cykelsport kommer på fode igen?
Det er bare et spørgsmål om tid, hvis du spørger mig. Emnet skal ud af medierne, vi skal ikke have en skandale i cykelsporten i et stykke tid – så kommer sponsorerne tilbage. Vi skal alle stå sammen. Vi er nødt til at stole på chaufførerne igen; vi skal også starte i bunden, give forældrene tryghed for deres børn - og der må ikke være flere store skandaler i professionel cykelsport de næste fem-ti år. Og hvis en sponsor bliver involveret, så er der endnu en kædereaktion og flere involverer sig igen.
Vi har talentet og kørerne kommer stadig, nu skal vi bare blive ved med det.
Nøgleordstalenter: Hvornår får de tyske verdensklassesprintere endelig selskab af en rundkører igen?
Alle spurgte sig selv, at før 1997 - hvorfor vinder ingen tysker turen? Det var et lykketræf, som Tyskland eller Danmark eller nu England kun har oplevet én gang, for vi er ikke de typiske cykelnationer. Det kan man ikke programmere, alt skal passe.
Jeg tænker stadig meget højt om Andreas Klöden - ikke kun fordi han er min ven. Han er stadig jokeren, og jeg tror nu, han vil gøre det igen. Han har en masse frihed, fordi alle kender til hans evner og talent, og dette kort kan bestemt spilles...
Tror du faktisk, at folk kan forstå, hvordan en professionel cykelrytter lever?
Nix Sådan et profilliv kan du ikke forestille dig. Efter de seks-syv år, jeg har været ude af branchen, kan jeg slet ikke forestille mig, hvor svært det var. Du er i disse kredse, du kører dine 35.000 kilometer om året, og du er virkelig planlagt fra morgen til aften...
Udspringer skepsisen over for cykling fra denne manglende forståelse?
Selvfølgelig er disse præstationer næsten unormale – de kører i sneen igen ved Giroen og så videre, det kan folk ikke forstå. De sætter sig på cyklen to gange og kører op ad en lille bølge og indser, at de kun kører halvt så hurtigt som en professionel – men sådan en professionel karriere er selvfølgelig bygget op over 15, 20 år. Det tror jeg kun, man virkelig kan forestille sig, hvis man selv har gjort det.
På denne baggrund, hvordan ser du præstationerne for fritidsatleter, der kører deres 6.000 eller 7.000 kilometer?
Jeg synes, det er fantastisk – ellers ville jeg ikke lave det her. Det har jeg den største respekt for, når alt kommer til alt, de arbejder, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan nogle mennesker kører tusindvis af kilometer for at forberede sig til Ötztal og få familie og job i én gryde – jeg tager hatten af for dem. Det begynder først at være sjovt at cykle, når man er lidt i form – og det kræver meget arbejde, selv som hobbycyklist.