MTB: Søndag den 15.09.2019. september XNUMX inviterede verdensmesteren Marco Hösel til et noget anderledes enduroløb. For femte gang var det lykkedes ham at sætte et løb op, der kombinerer prøvesport og klassisk enduro-ridning. Løbets højdepunkt? Der var såkaldte no-feet-zoner på hver specialetape. Det er områder, hvor det er bedre at holde fødderne på pedalerne, ellers får du strafsekunder.
Da jeg boede mindre end en halv time fra Thalheim, havde jeg det næsten dårligt med, at jeg aldrig havde konkurreret i Technical Enduro Race. I år skete det for første gang. Klokken 08:30 gik jeg ind på prøveområdet i motorsportsklubben Thalheim. Der fandt såvel første som sjette og dermed sidste specialetape sted. Det gik langsomt op for mig, hvad jeg havde fået mig til. Teknisk krævende forsøg lå foran mig. Som du måske har gættet. disse var rene no-feet etaper. Ud over de fleste af de ansigter, jeg kendte, var der også scenestjerner blandt starterne, såsom Max Hartenstern og Hannes Hermann.
Klokken 09 blev startskuddet efter en kort briefing afgivet. I værste fald kan jeg tabe tre minutter på seks specialetaper. Dette skulle selvfølgelig så vidt muligt undgås. Så jeg kiggede godt på trin 30 og analyserede de andre kørere.
Fase 1:
Etape 1 var fyldt med passager uden for camber og forskellige forhindringer, der skulle overvindes uden at sætte foden ned. Det klarede jeg meget godt. Mod forventning kørte jeg jævnt hen over træstammerne og betonrullerne, der var i vejen. Jeg satte ikke engang foden ned. Min ven Toni valgte på den anden side det forkerte gear op ad bakke og slap af pedalen, hvilket resulterede i de første par sekunders straf.
I modsætning til normale enduro-løb kiggede vi på de resterende ryttere efter vores løbetur. Først da den sidste rytter i e-cykelklassen havde gennemført sit løb, fortsatte alle ryttere. Dette skaber en meget afslappet turfølelse, og du har mulighed for at tale med alle chaufførerne.
Fase 2:
Anden specialetape var en af dagens hurtigste og stejleste etaper. Efter starten var der et par kurver på jævnt underlag. Så skulle der krydses en skovvej. Fra da af blev stien væsentligt stejlere og løb til den første zone uden fødder, en "rock roller". Oversat betyder det, at det er en sten, man kører op med momentum for derefter at køre videre ned i dalen på den anden side. Efter en kort stigning fulgte nøglepunktet, en stejl og samtidig stenet nedkørsel til mål på specialetapen. For at toppe det hele var der en switchback her, som man skulle overstå. Igen behøvede jeg ikke at sætte min fod nogen steder. Set i bakspejlet kunne jeg have accelereret meget mere med tidligere kendskab til ruten. Men det er ægte enduro: at køre i blinde så hurtigt som muligt.
Fase 3:
Etape 3 var den mest flydende specialetape. Umiddelbart efter starten kørte man fra et hurtigt, langt venstresving til et stramt højresving. Hele etapen var lige så snoet som starten. Det eneste stik var endnu en gang no-feet-zonen. Ved fuld fart skulle chaufføren dreje 90 grader til højre og op ad en stejl afsats. For at gøre ondt værre var der også en rod på tværs. Jeg kom godt igennem de første hjørner og fejlede så næsten på det centrale punkt. Jeg måtte stoppe op og hoppe op ad roden. Jeg mistede meget tid på at gøre dette, men behøvede ikke at sætte foden ned. Når jeg ser tilbage, er jeg ikke sikker på, om jeg virkelig var hurtigere på den måde, eller om jeg bare skulle have taget straffesekunderne. Hvorom alting er, så mestrede jeg resten af specialscenen meget godt. Ved målgang blev jeg opvartet af en hjælpestation med lækre, søde småting.
Fase 4:
Starten på den fjerde specialetape var mindre end 500 meter fra målet på den sidste specialetape. Denne var stejl og havde den ene switchback efter den anden. Alle switchbacks var naturligvis integreret i en no-feet zone. Jeg rodede i det sidste hjørne. Jeg fik fem sekunders straf fra et fald i foden. Det var endnu værre for min ven Toni. Selvom han ikke behøvede at sætte foden ned, faldt han i et af de sidste sving og ødelagde gearstangen. Heldigvis var vi i stand til at lave en provisorisk reparation af den, så den kunne fortsætte løbet.
Fase 5:
Efter at alle kørere havde mestret specialetape 4, kørte vi mod forsøgsområdet, hvor alt begyndte om morgenen. Næstsidste test startede ikke langt derfra. Det var spændende fra starten. Man skulle køre gennem et hul, hvor der var to linjer ved udgangen. Det stod hurtigt klart, at den ydre linje, der oprindeligt blev klassificeret som svær, var den mest fornuftige af de to. Så gik det ud over nogle skinnies, der ikke var nemme at køre ned i dalen. Efter flere U-vendinger, som var meget fine at køre, gik vi over en sidste kort stejle passage med rødder til mål. Toni og jeg var helt forpustede, men krydsede målstregen meget jævnt og hurtigt.
Fase 6:
Den sidste fase lignede den første. Det var en krævende prøveprøve, som kunne ses til fods på forhånd. Jeg mestrede alle nøglepassager med glans. Senere måtte jeg desværre sætte foden ned på det, der nok var den nemmeste del af etapen, og fik fem sekunders straf for anden gang. Toni afslutter den sidste specialetape uden fejl.
På trods af småfejl var det en perfekt dag på cyklen. Vi blev tilbudt seks krævende enduro-prøver, der levede op til deres navn. Det var også meget hyggeligt, at alle kørte fra etape til etape sammen, og vi kunne heppe på hinanden på banen.
I slutningen af dagen var jeg syvende i Pro-klassen. I rytterklassen ville jeg være blevet nummer fire. Max Hartenstern vandt klart Pro Class ratingen. Jeg er yderst tilfreds med min 7. plads, selvom jeg kunne have kørt hurtigere nogle steder bagefter. Toni var også tilfreds med sin niendeplads i Rytterklassen i sit første enduroløb.
Fazit:
Næste år starter jeg helt sikkert igen ved Technical Enduro Race i Thalheim. Jeg kan kun anbefale enduroløbet. Alle, der kan lide tekniske single trails og en absolut afslappet atmosfære, vil finde deres drømmeløb i Thalheim i de smukke Ertsbjerge.
ADVARSEL:
Grundet formatet er løbet begrænset til 50 deltagere. Så skynd dig at sikre dig en startplads tidligt.
Efterlad en kommentar