MTB News: Efter at være flyttet til Team BULLS taler Alban Lakata med os om sine planer for fremtiden, den gode holdkemi med den nye partner Karl Platt og den lidt uheldige afslutning på Canyon Topeak Factory Racing.
Hej Alban, dejligt at se dig her, men ærlig talt lidt overraskende. Hvordan opstod dit skifte til Team BULLS? Har du haft planer i lang tid?
Den første kontakt kom gennem Karl (Platt, holdfører Team BULLS, note d. redaktør.) betingelser. Han har en god position på holdet. Og når Karl har noget i hovedet, giver han ikke så let op. Da det stod klart for mig i slutningen af sæsonen, at Canyon Topeak Factory Racing ikke ville fortsætte, henvendte Karl sig til mig og spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at køre med ham næste sæson.
Kendte I hinanden før? Og er det virkelig så nemt?
Selvfølgelig kender man hinanden efter så mange år, men der var aldrig rigtig tæt kontakt. For et par år siden kunne ingen af os have forestillet os det (griner). Ikke fordi vi ikke kom sammen, men fordi tanken på en eller anden måde var fremmed for os begge. Karl var Bulls, jeg var Canyon - det var det.
Situationen var lidt svær for mig, fordi jeg faktisk allerede havde en meget god kontrakt fra et andet hold, som var klar til at blive underskrevet. Men jeg ville ikke have været 100 % aktiv i konkurrencesport der. Jeg ville stadig være startet til løb, men der ville jeg også have stået for udviklingen af cyklerne og opbygningen af et hold.
For mange bilister på din alder ville dette have været et logisk skridt
Selvfølgelig, ja. Den nye opgave ville også have tiltalt mig. Jeg er måske 39, men jeg har stadig to eller tre meget gode år i tanken og et par mål, som jeg stadig ønsker at opnå i min racerkarriere. Da Karl kom til mig med ideen, blæste racerkøreren i mig ud, og jeg ville virkelig have det.
Er det så nemt? To chauffører taler om ændringen, og det er det?
(griner) Nej, så enkelt er det ikke. Man må selvfølgelig sige, at MTB-sporten stadig er som en stor familie i dag. Det lyder måske lidt banalt, men i praksis er det virkelig. Det er en af grundene til, at vi chauffører stadig alle arbejder uden en leder. Nok handler det også om penge og måske sådan en ville hjælpe, men på en eller anden måde passer det ikke helt til filosofien. Derudover var Karl selvfølgelig med til at opbygge BULLS-holdet, og hans ord vejer tungt i ledelsen.
Hvad overbeviste dig om at skifte?
Jeg havde på fornemmelsen, at et landskifte kunne bringe mig til et højere niveau som atlet. Jeg var jo altid med det samme hold ti år før, og der sneg sig bare lidt for meget rutine ind, må jeg indrømme i bakspejlet. Det fungerede altid godt og var mit sportslige hjem, men ubevidst gør man sig bare lidt for godt tilpas som atlet. Også at vinde Cape Epic er en af de ting, jeg savner i min karriere. At køre dette løb med Karl var næsten grund nok for mig. Sidst men ikke mindst var jeg også overbevist om, at jeg blev tilbudt en toårig kontrakt med option på en tredje.
Et kig på Alban Laktas nye arbejdsværktøj: The Bulls Black Adder Team Edition
https://www.velomotion.de/2018/12/first-ride-bulls-black-adder-team-2019-im-kurztest/
Især kontraktens længde er ikke længere en selvfølge i disse dage
Ja, sådan ser det desværre ud. Senest havde jeg kun en 1-årig kontrakt og det presser på den ene side et stort pres og på den anden side sætter det det sportslige perspektiv på rystende ben. Går det for eksempel ikke så godt ved et VM, er det ikke kun den personlige tvivl, der nager dig, du har også konkrete bekymringer om fremtiden. Hvis du har en flerårig kontrakt der, kan du mærke støtten, og du kan hente ny motivation og styrke fra det. Netop derfor var sådan noget kortsigtet udelukket for mig, især ikke med et nyt hold.
Lad os på dette tidspunkt kort opsummere denne sæson og slutningen af Canyon Topeak Factory Racing. Hvor overraskende kom alt dette til dig?
Så snart jeg underskrev kontrakten for mit sidste år, havde jeg en fornemmelse af, at det var ved at være slut. Jeg kan huske, at jeg sad i flyet på vej til kontraktforhandlingerne. Jeg ville virkelig gerne have en to-årig, om muligt endda tre-årig kontrakt. Jeg fik meget tydeligt at vide, at det kunne de ikke, fordi de andre holdsponsorer kun havde kontrakter for et år. Det var der, jeg tænkte ved mig selv... noget ser ud til at være i vejen. Da det også var tilfældet med alle mine holdkammerater, stod det faktisk klart for mig, hvor rejsen gik hen.
Den sportslige succes var faktisk rigtig...
Det går tilsyneladende alt for godt for Canyon, uden at ville bebrejde nogen. Cyklerne sælger som varmt brød i øjeblikket selv uden den ekstra PR via holdet. Vi har selvfølgelig også lavet et godt forarbejde gennem de sidste par år, som helt sikkert kommer til nytte i fremtiden. Canyon støtter mange atleter og hold, og jeg forstår, at du skal træffe en beslutning på et tidspunkt. Jeg syntes selvfølgelig stadig, det var en skam på det tidspunkt. På den ene side er jeg taknemmelig for støtten gennem mange år og de muligheder, jeg har fået, på den anden side er jeg stadig ikke helt tilfreds med, hvordan det endte.
Hvad mener du specifikt med det?
Desværre blev vi udsat i lang tid og efterladt i mørke. En dag blev der sagt, at det måske ville fortsætte, så var der ikke flere oplysninger og ganske kort efter VM kom der den endelige udmelding, at det var slut. Der manglede gennemsigtighed, hvilket var en skam.
Slutningen er aldrig smuk, for ingen i holdet. Ikke for de ansvarlige, ikke for atleterne og ikke for supervisorer, mekanikere osv. Især når man arbejder sammen så længe, som vi gjorde dengang, vokser man sammen. Og lige pludselig er det hele forbi.
Vedrørte situationen omkring holdet dig også i konkurrencerne?
Det dødvande med holdet og kontrakten spolerede min sæson lidt. Efter min standard var det et blandet, nogle gange endda dårligt år. Desværre var VM et totalt rod, andenpladsen ved Cape Epic er ikke dårlig, men på den anden side er det så langt væk. Ellers var der stadig et par podiepladser, men de store succeser var der ikke.
På en eller anden måde var jeg der ikke helt mentalt. Især ved VM generer det mig stadig. Jeg var i god form, kraftværdierne var, hvor de skulle være, men mit hoved spillede ikke med. Det var altid min store styrke før i tiden. At være fokuseret, tunnelsyn på det rigtige tidspunkt. Det mistede jeg det sidste år.
Har du en bestemt situation i tankerne?
Ved verdensmesterskaberne blev en af stierne ændret med meget kort varsel, og jeg tabte prompte mere end to minutter til toppen af løbet der. Det gjorde mig så usikker i det øjeblik, og jeg blev ved med at spørge mig selv, hvordan det kunne være sket for mig. Mit hoved var bare ikke på det. Fokus manglede, og så er det ikke nok på dette niveau. Jeg vil ikke skyde skylden helt på situationen omkring holdet, men det spillede bestemt en stor rolle.
Så nu et nyt kapitel i din karriere med Team BULLS. Hvordan blev du modtaget?
Underskriften på kontrakten er stadig våd, men jeg føler mig allerede lidt hjemme her. Jeg har allerede alt, hvad jeg skal bruge til træning, cykel, tøj, udstyr og holdet har allerede givet mig en fantastisk modtagelse. Jeg er rigtig glad, især med de mange unge kørere i teamet. Bulls har altid gjort det rigtigt – der har altid været unge kørere i teamet, hvilket jeg tror er meget vigtigt for god holdkemi.
Som tredobbelt verdensmester i maraton burde accept alligevel ikke være et stort problem...
Jeg vil selvfølgelig bringe mine tidligere succeser og mit navn til det nye hold, men jeg er klar over, at jeg også skal etablere min status her. Det er også naturligt for mig.
Hvad lagde du mest mærke til i dine første par uger med holdet?
Holdet her har allerede meget gode strukturer. Dette skyldes også Friedemann (Schmude, Team Manager Team BULLS, note d. redaktør), som har været med os for evigt og ved præcis, hvordan tingene fungerer. Det er noget, jeg er virkelig begejstret for, og noget jeg allerede har følt i den måned, hvor jeg har været involveret i holdet. Organisationen omkring teamet er fantastisk, og som chauffør kan du virkelig fokusere 100% på dit eget job.
Nyt hold, ny partner og med Cape Epic sæsonens første højdepunkt lige i begyndelsen - er du stadig nervøs med din rutine?
Men selvfølgelig! Karl er 40, jeg er 39, men vi er begge rigtig spændte og en smule nervøse. Lidt som en ny kærlighed (griner). Jeg er virkelig nysgerrig, hvordan Tankwa Trek (Forberedelsesløb til Cape Epic, note d. redaktør) så virker det. Hvordan fungerer kommunikation i stressede løbssituationer? Vi tager begge erfaringer med os, men det tager stadig lidt tid at vænne os til en ny partner.
Du har konkurreret ved Cape Epic mange gange, men indtil videre har du aldrig været i stand til at vinde. Hvorfor bliver det anderledes i år?
Det er rigtigt, jeg er på startlinjen der for tiende gang i år. Jeg tror på, at Karl og jeg er på nøjagtig samme bølgelængde med hensyn til racetaktik, og det er vores største styrke. Nok havde jeg en meget god makker før, men vi harmonerede ofte ikke helt taktisk i løbet. Han ydede altid en toppræstation, ikke sjældent bedre end mig, men han kunne godt lide at give det hele i starten og måtte så tage noget væk til sidst - for mig er det mere det modsatte - og heldigvis også for Karl.
Har du allerede talt om løbet? Hvordan vil du gå taktisk frem?
Der er kun én måde for os at vinde løbet: udholdenhed. Vi har bestemt, hvad der skal til, selvom Cape Epic har udviklet sig lidt mere mod XCO-fyrene gennem årene.
Føles det ikke mærkeligt at stå til start sammen med den tidligere store konkurrent?
Karl og jeg har altid været store konkurrenter, faktisk så længe jeg kan huske. Han var altid mere specialist i etapeløb, jeg havde mine styrker i endagsløbene, men man ser klart den anden som en konkurrent. Jeg synes, det er så meget desto mere genialt nu, hvor vi kan ride sammen.
Erfaringsmæssigt burde ingen være i stand til at narre dig så let.
Det tiltaler mig virkelig, at Karl og jeg i vores alder stadig kan vise, at selv i slutningen af 30'erne eller begyndelsen af 40'erne hører man ikke til i maratonsport, hvis man arbejder hårdt på sig selv. Jeg ser os lidt som et forbillede. Mange har allerede en tendens til at afskrive cyklister over 30 år, især på landevejen … selvom Valverde netop har bevist det modsatte dér.
Apropos Valverde, følger du personligt landevejscykling?
Ja, ja! Det, der fascinerer mig ved de fleste landevejscyklister, er denne utrolige drivkraft for at blive ved med at blive bedre, selv i en ung alder. Der er dog ingen tvivl om, at der nogle gange er en overdrivelse.
I løbet af din karriere har du nogensinde tænkt på at skifte til gaden?
Spillede måske, men aldrig for alvor engageret i det. Jeg kommer faktisk fra volleyball. Det var da, jeg indså, at jeg virkelig ikke ville være afhængig af et hold. I sidste ende vil jeg gerne høste den kraft, jeg har lagt i den, og kunne køre på den for min egen regning. Men det, der stadig interesserer mig meget og spiller en rolle i nogle overvejelser, er tidskørslen.
tidskørsel? Fortæl mig!
I år tog jeg det første skridt og deltog i det nationale mesterskab i tidskørsel, og det gik ret godt. Ja, det var langtfra perfekt... der er stadig plads til forbedringer mht. siddeposition og materialet, og jeg var uheldig og var ude i regnen i lang tid, mens det var tørt for topmændene . Med hensyn til ydeevnedata var jeg dog i stand til at følge med i toppen.
Så der er mål nok for fremtiden! Alban, tak for din tid!
Efterlad en kommentar