MTB Nyheder / Interview: Bulls holdrytter Simon Stiebjahn har haft en begivenhedsrig sæson med mange op- og nedture. Den samlede konklusion er dog yderst positiv med den fjerde Bundesliga-titel i træk og to medaljer ved det tyske mesterskab. I interviewet fortæller han også om håndteringen af tilbageslag, sin karriere og sin træningsgruppe med Jasha Sütterlin, Johannes Fröhlinger og Simon Geschke.
V: I starten, helt spontant: Hvad var dit store højdepunkt i denne sæson?
S: Det var klart den tyske mesterskabsweekend i Bad Salzdetfurth. Guld i Eliminator Sprint i fredags og så selvfølgelig sølvmedaljen i Cross Country i søndags, hvor jeg aldrig havde vundet en medalje før. Weekenden som helhed var årets absolutte højdepunkt for mig.
V: Men ikke den eneste succes – det gik rigtig godt for dig i år.
S: Det kan man sige. Jeg var selvfølgelig også meget glad for at vinde den fjerde Bundesliga-titel i træk, især fordi det er her, der opnås succes i løbet af hele sæsonen. Men sejre som på Bike Festival i Willingen i mudder og snavs er også store.
V: Hvor der er højder, er der altid nedture – hvad var den store skuffelse i 2017?
S: Det var Cape Epic lige i begyndelsen af sæsonen. Forløbet og resultatet var ganske enkelt ikke tilfredsstillende, og for at være ærlig tærede det også på min selvtillid. Hvis jeg dengang havde vidst, at det ville blive så fantastisk en sæson i slutningen, havde jeg måske fordøjet det lidt bedre. Men man behøver ikke at slå rundt, det var meget skuffende, også for hele holdet. Vi kunne bare ikke vise, hvad vi havde sat os for at gøre, og hvad vi er i stand til. Man skændes selvfølgelig også lidt, for i vores tilfælde havde vi uheld med sammenbrud og fald på det absolut forkerte tidspunkt.
V: Selvfølgelig er skuffelsen enorm over hændelsesforløbet, også fordi man havde regnet med meget. Tager du stadig noget positivt fra løbet?
S: Vi er kommet endnu tættere sammen som et hold, end vi allerede er. Også at stille spørgsmålet efterfølgende under analysen: 'Hvorfor virkede det ikke?' Så kommer alle med deres personlige synspunkt, og man skal drage de rigtige konklusioner. Jeg tror, det hjalp mig til at have så fantastisk en sæson bagefter.
V: Det var ikke kun for dig personligt, at det gik meget godt i starten efter tilbageslaget – holdet havde også en fantastisk sæson.
S: rigtigt! Karl vandt bronze ved Marathon EM og Urs vandt for eksempel det utroligt hårde MB Race. Vi var også glade for en dobbeltsejr på Bike Festival i Willingen. Ved Bike Transalp var begge vores hold i stand til at placere sig i top 10, og Niklas Schehl sluttede på tredjepladsen i sin første U23-sæson i Bundesligaen. Alt i alt en rigtig god sæson.
V: Det lyder på en eller anden måde næsten for nemt. Fra tid til anden er du også nødt til at blive frustreret. Hvad er dit universalmiddel imod det?
S: Selvfølgelig! Hvis jeg er rigtig sur efter sådan en oplevelse, sætter jeg mig enten op på cyklen af trods og træder virkelig på gassen, eller også lader jeg cyklen stå i hjørnet og dyrker anden træning. Jogging, svømning, om vinteren kan jeg også godt lide at stå på langrend. De andre sportsgrene hjælper mig også med at tilføje lidt variation til min hverdagstræning.
V: Du er også en ekstremt alsidig rytter på cyklen. Marathon, XC, Sprint, alt med succes. Går du med tanker om at specialisere dig i en disciplin og så måske ende endnu længere?
S: Jeg har altid været på farten på mange forskellige måder. I år var der naturligvis kronen på værket med de forskellige medaljer. Det sjove er, at jeg faktisk var fuldt fokuseret på marathon som forberedelse. At det for eksempel gik så godt i spurten, selvom jeg næsten ikke laver intervaller i træningen, blæste mig omkuld. Måske er det sindsroen, for jeg lægger ikke noget pres på mig selv. Jeg går bare helt uhæmmet ind i konkurrencen og ser, hvad der kommer ud. Men erfaring hjælper mig.
V: Du tager det selv op. Du er kun 27, men efterhånden kunne du næsten tælles blandt de gamle hænder... hvordan ser din karriere ud indtil videre i fast motion?
S: Det hele startede i 1999. Det var dengang, jeg begyndte at cykle på landevej. I 2003 skiftede jeg til mountainbike og har været i konstant udvikling. Selvfølgelig, da jeg kom af vejen teknisk set, var jeg en af de svageste ryttere, og jeg havde altid incitamentet til at indhente de bedste. Siden da har denne påstand været en rød tråd gennem hele min karriere. Jeg vil altid prøve at konkurrere med de bedste.
V: Så kom ændringen til Team Bulls 2009 lige i vente for dig?
S: Det kan man sige. Med Karl (Platt) og Stefan (Sahm) var der to personer i holdet, jeg kunne se op til. Thomas (Dietsch) og Tim (Böhme) kom til i 2009. Jeg har altid haft nogen på holdet, som kunne give mig værdifulde tips og råd.
2010 og 2011 var to svære år. Det lykkedes slet ikke for mig. Jeg stod ved skillevejen i min karriere.
V: Hvordan drejede du om hjørnet?
S: Jeg ændrede fuldstændig min holdning til sport. Der var en nøgleoplevelse ved VM i Nove Mesto, da jeg sad sammen med træneren dengang, Frank Brückner. Det blev ret højt, og han gjorde det klart for mig, at jeg ikke ville have en fremtid med min attitude i professionel sport.
Jeg gik så ind i mig selv og spurgte en masse. Jeg tilbragte endda en uge i et kloster i Frankrig for at finde den fred, jeg havde brug for. På kort tid tabte jeg mig 7 kg - vægten havde været et af mine problemer - og pludselig virkede det.
V: Så det var den ofte citerede beslutning i din karriere?
S: Præcis. 2012 var et fantastisk år, og jeg blev U23 Europamester i maraton. I 2013 blev den første medalje i maraton tilføjet, i 2014 en podieplacering ved Cape Epic. Jeg er også utrolig taknemmelig for holdet for at give mig lov til at gå gennem denne læringsproces og give mig tid til det. Jeg er ham stadig taknemmelig for de klare ord fra min træner. Det var præcis, hvad jeg havde brug for dengang.
V: I nuet – hvordan ser en typisk træningsdag ud for dig?
S: Jeg har ikke rigtig en typisk træningsdag. Ud over professionel sport laver jeg et par ting ved siden af, som optager min opmærksomhed og min tid. Jeg arrangerer MTB nationale ligaløbet i Neustadt sammen med en ven, Markus Bauer. Siden i år har jeg også arbejdet nu og da for Sauser Event GmbH, som blandt andet arrangerer Rothaus Riderman, og jeg er også studerer ved siden af. Så selvom jeg har en struktureret hverdag, skal jeg simpelthen forblive fleksibel for at få det hele samlet under ét tag.
V: Er det ikke udmattende at danse til så mange bryllupper?
S: Tværtimod! For eksempel var jeg i den tyske hær i 2011 og fra dagens første til sidste minut var det eneste på programmet sport. Jeg havde sport i tankerne, da jeg vågnede og faldt i søvn med den om aftenen. Året viste mig også tydeligt, at det ikke ville være noget for mig i længden. Jeg kan godt lide variationen. Derfor begyndte jeg i 2012 at læse international ledelse.
V: Men du studerer ikke bare, fordi du har brug for lidt mere variation i hverdagen, vel?
S: (griner) Nej, selvfølgelig ikke. Men allerede dengang var det vigtigt for mig at have noget andet end sport, der fulgte mig. Især når tingene ikke går sådan. Men selvfølgelig spiller tanker om den berømte karriere efter karrieren også en rolle. Lad os håbe det ikke, men et dumt efterår og min pro-karriere er slut. Det er betryggende at kunne tage højde for sådanne eventualiteter eller tiden efter din professionelle karriere og have noget i hånden.
V: Apropos din karriere – har du aldrig overvejet at gå tilbage på gaden? Det var trods alt der, det hele startede for dig.
S: Tidligere tænkte jeg slet ikke over det, men de sidste par år har jeg gjort mig nogle tanker. Men jeg vender altid tilbage til det samme: Det, jeg finder så tiltalende ved mountainbike, er det ansvar, som enhver bærer for sig selv. Det betyder ikke, at jeg ikke er en holdspiller, men jeg kan køre for egen regning, men jeg skal også tage ansvar, hvis det ikke går godt.
V: Men du følger stadig selv landevejscykling?
S: Selvfølgelig! Jeg var også tilskuer ved Tour de France i år, og jeg har stadig mange kontakter med nuværende professionelle. Især Freiburg træningsgruppen med Simon Geschke, Johannes Fröhlinger og Jasha Sütterlin. Jeg var i hæren med Jasha, og vi var værelseskammerater. Jeg elsker stadig at følge med i, hvad der sker, når jeg finder tid.
V: Hvordan ser du generelt på udviklingen i XC/Marathon? Ruterne bliver kortere og mere og mere krævende.
S: Det er en spændende og rigtig interessant tid, hvor meget ændrer sig, både i løbsformaterne og selve ruterne, og det gør det også spændende for os atleter. For eksempel er der nu markant flere etapeløb end der var for nogle år siden, hvilket jeg personligt synes er fantastisk. Selve banerne har også ændret sig, især i VM. Teknisk mere krævende og meget mere spektakulært, men jeg synes, man skal langsomt træde på bremsen her. På den ene side kan jeg godt lide naturlige ruter og har ikke brug for fem kunststensmarker per omgang. På den anden side stiger risikoen for skader fortsat. Når det kommer til løbsformater, går tendensen i retning af kortere samlede længder, som vi også hentede i vores Bundesliga-løb i Neustadt.
V: Hvad er konceptet for dit løb så?
S: Vi tog os sammen i organisationsteamet og tænkte på, hvordan vi kunne gøre sporten mere interessant for tilskuerne. Vi har så underordnet mange ting til dette mål. Til sidst havde vi en meget kortere løbstid på under en time. Dette gør resultatet mere uforudsigeligt og handlingen mere underholdende for seerne. Så vi besluttede ikke at have en højere UCI-rangering. Det blev rigtig godt modtaget af både tilskuere og atleter.
Mere information om skovcuppen på officielle side eller på Facebook
V: Du er en ægte Schwarzwaldmand, og du bor der stadig. Men det er en hård omgang, især om vinteren. Trækker det dig ikke ind i varmen fra tid til anden?
S: Fristelsen til at tage til Freiburg, for eksempel, er åbenlys. Det er stadig ikke så langt væk, og det er allerede meget varmere om efteråret og vinteren. Men for mig var det sådan hele mit liv: uanset hvor jeg var, uanset hvor godt vejret var der, var jeg altid glad for at være hjemme. Jeg har alt, hvad jeg har brug for her, jeg har opbygget et netværk og et miljø, der støtter mig og giver mig god træning. Jeg har alt lige uden for døren. Hvis det slet ikke virker om vinteren, så går jeg bare på langrend.
V: Så krydser jeg fingre for, at Schwarzwald-vinteren ikke bliver for hård i år! Tak for din tid!
Website
Tyre på sociale medier
Team Bulls på Facebook
Team Bulls på Twitter
Bull's på Facebook
Bull's på Instagram
Efterlad en kommentar