Efter vores holdtræningslejr på Arlberg tog vi tidligt søndag morgen afsted i retning mod Hohenems, hvor Highlander Cycle Marathon var på programmet for at afslutte træningsugen. Ikke kun for mig er denne fantastiske begivenhed altid en generalprøve for Ötztaleren om uger, og så jeg havde virkelig planlagt en masse for i dag. Alle var stadig ret nervøse tidligt om morgenen, men takket være de gode hjælpere, der delte numrene ud og vores teamledere Harald og Alex, gik alt som smurt.
Vi startede punktligt klokken 7:00 - feltet var krydret med talrige racerløbere fra Team Voralberg og mange, mange gode kørere fra maratonscenen. Efter et par kilometer var det tid til den næsten 1000 meter lange opstigning til Bödele og tempoet her var virkelig selektivt - kun omkring 15 ryttere var i stand til at holde den førende gruppe oppe på toppen. Jeg var også godt betjent med 350-360 watt og var glad, da jeg rakte min flaske til toppen og kunne kaste mig ned ad nedkørslen. Udsigten over Bregenz-skoven, der lå i morgensolen, var vidunderlig, men med 80 km/t på speedometeret var det desværre ret ligegyldigt.
Allerede ved Bödele kunne jeg få et godt billede af, hvem der havde gode ben i dag, men som det næsten altid er tilfældet i Bregenz-skoven, blev tingene parkeret først, nogle rullet sammen igen, og der var tid nok til at spise. Før Hochtannberg stoppede jeg kort for at aflaste mig selv - da jeg kom tilbage, var en af italienerne brudt væk og trodsede den forbandede stærke modvind alene. Ingen reagerede rigtigt og efter et kort forsøg parkerede jeg også - føringen var bare for stor til at komme tæt på alene med vinden.
Så det gik til Hochtannberg, og jeg gemte mine korn til de sidste to stigninger, Faschinajoch og Furkajoch, hvor erfaringen har vist, at beslutningen om sejren ville blive truffet. Heppet på af mange bekendte nåede vi Hochtannberg, passerede den ujævne byggeplads foran Warth og skød mod Lech, hvor vi stadig skulle klare os de sidste meter til Flexenpasset. Tiden blev stoppet på toppen og nedkørslen blev herefter mestret neutralt - men først stoppede vi alle ved forfriskningsstationen ved Flexen og smilede lidt af denne afslappede smagning under et "løb".
På nedturen sad vi så fast i trafikken, at jeg stoppede igen for at redde mine bremser og for at gå på toilettet igen. Gruppen var dog langt væk, og jeg havde lavet mange spekulationer på dette tidspunkt. Da jeg begyndte at køre, faldt kæden af min cykel, og jeg måtte stoppe igen. Det, der fulgte, var et kapløb om at indhente det, som kom til at koste mig en del korn, fordi jeg var bange for, at jeg slet ikke ville kunne hamle op med gruppen. Det var først i Dalaas, at jeg med de sidste kræfter kunne indhente gruppen, spise og restituere, så startede opstigningen til Raggal for alvor.
Men der havde jeg gode ben igen, og jeg havde stadig en masse adrenalin fra at indhente det, og så delte jeg gruppen op, indtil kun 3 mand sad fast på mit baghjul. Det var Werner Weiss og Igor Zanetti (der ikke førte takket være den italienske leder) og Johannes Berndl, som tydeligvis havde problemer med at følge mit tempo. Så jeg kørte alt fra fronten til vores nødhjælpsstation ved Faschinajoch og videre til Furka. Werner Weiss afbrød ind i mellem, men efter at jeg måtte sænke farten en del på Furka på grund af maveproblemer, kom han tilbage – men bag ham var der et gabende tomrum og ingen andre kørere i sigte.
På nedturen brugte jeg min viden om ruten og trak afsted med Zanetti, som fra da af også hjalp med føringen. Ankommet til Rankweil skulle vi stadig overleve 15 kilometer med den kraftigste modvind og i konvojen bag os kæmpede Weiss og Berndl sig tilbage - skød forbi os på 1000 meter mærket og der var en ret intens spurt til mål. Jeg havde ikke flere kræfter og trillede i mål som 5'er - men underligt nok vendte neutraliseringen klassementet på hovedet og jeg fremstår som 2'er i resultatet, da jeg var lidt senere omkring 2. gangs måling i Klösterle blev rullet.
Men for mig var det sekundært - jeg var meget gladere for, at jeg havde vundet titlen som østrigsk national mester i maraton! Lidt senere rullede Monika Dietl over stregen som kvindernes vinder, og vores holdpige, 18-årige Max Aigner, kom ind i top 20 på den samlede rangliste efter en flot præstation i dette topfelt. Ved prisoverrækkelsen fik jeg for første gang lov til at tage den eftertragtede statsmestertrøje på, som jeg nu kan have på i et år i denne disciplin.
Til sidst besøgte vi vores hotel i Flirsch igen for at sige tak for den gode træningsuge og for at tage et billede foran Basur. På dette tidspunkt mange tak til chef Ales og hele holdet for det fantastiske ophold! Jeg er sikker på, at vi ses igen næste år, for den sidste forberedelse er kombinationen af Arlberg-giroen, Arlberg-træningslejren og Highlander Cycle Marathon, som bare er perfekt. Vi glæder os til at se dig igen.
Vi ses snart, din Stefan
Efterlad en kommentar