Minderne fra 2014 sidder stadig i mit hoved: minusgrader, regn, sne og svære forhold til svømmetræning. Faktisk stod det klart for mig, at jeg ikke havde lyst til at komme herop til St. Moritz igen. Nu har Jo overtalt mig. Vi pakker alt ind i bilen og kører 1500 km på tværs af Europa i bil og færge fra Mallorca. Da det perfekt kan kombineres med turen, deltager jeg i Chiemsee Triathlon. Efter en lang køretur ankommer vi til Tyskland med lidt af et hjul. Selvom det ikke helt er nok til at vinde, så er jeg glad for min løbe- og cykelpræstation den dag. Ikke desto mindre er der intet, jeg kan hvile mig på, og så næste morgen fortsætter jeg til højdetræningslejren i St. Moritz.
Når jeg først er der, kan jeg næsten ikke tro det: solen skinner; det er langt over 30 grader; der er en fantastisk ny swimmingpool; Jeg er glad for at se Brett Sutton igen. Kort sagt: Alle de bekymringer, jeg tog med mig fra sidste års ophold, forsvinder ud i den blå luft. Under morgensvømningen er de to olympiske mestre fra London 2012 til venstre og højre for mig på banen: Nicola Spirig og Alistaire Brownlee. Det er svært at tælle de mange Ironman-titler for de andre atleter, der stadig er med. Og jeg er nu en dobbelt sværvægter. 😉 Jeg har det godt, men sammenligningen med de andre viser også, at selvom jeg har forbedret min svømning, er der stadig meget plads til forbedring!
Hvis vejret samarbejder, er det en fornøjelse at cykle passene herop. Selvom jeg altid har fornemmelsen af, at nogen holder mig for næsen i starten, vænner jeg mig til højden i løbet af dagene, og jeg kan trække vejret bedre hver dag. Jeg er så meget desto mere forbløffet over, at jeg næsten kan matche mine normale tider med mine løbetider. Tilvænningen til højden foregår hurtigere end sidste år. Kun regenereringstiden tager lidt længere på godt 1800m. Især når min træner og filosofiprofessor husker, at det lange løb skal føre ad Friedrich Nietzsches vandrestier, og det er derfor, jeg nogle gange må løbe et maraton. Jeg finder nu i hvert fald den pyramideformede Zarathustra-sten ved Silvaplana-søen med bundne øjne.
For to uger siden ville jeg ikke have turdet tro, at jeg ville fortryde at have været heroppe i kun to en halv uge. Fordi Half Challenge Poznan er på dagsordenen. Jeg har set frem til denne begivenhed i ugevis. Men på en eller anden måde har jeg det ikke så godt dagene før løbet, og pludselig gider jeg ikke rigtig starte mere. Min holdkammerat Markus Hörmann er dog til start, og Jo siger, at han alligevel vil tage dertil for at støtte ham på banen. Han er overbevist om, at Markus kan løbe godt og ved, hvor stor en forskel det gør for en atlet, når træneren er på sidelinjen. Så jeg kommer med dig. Jeg kan i hvert fald svømme og cykle, og når jeg løber, ser jeg, hvordan jeg har det.
Når jeg svømmer, har jeg virkelig tårer i øjnene, fordi jeg slet ikke kan komme videre. Jeg kan ikke holde gruppen og svømme zigzag hen over regattabanen. Jeg føler, at jeg er i vandet for evigt, og så kommer jeg faktisk op af vandet frustrerende syv minutter efter. Jeg skælder mig selv ud og siger til min træner, at det ikke giver nogen mening, løbet er allerede slut. Han insisterer på, at jeg i det mindste stadig cykler, ellers ville det være en totalt spildt træningsdag. Men mærkeligt nok, efter 20 km på cyklen kommer min kampgejst tilbage, og jeg samler flere og flere piger. Jeg står af min cykel med et forspring på over et minut Jo står på kanten og spørger mig, hvad jeg ville have gjort. Jeg ved det ikke. Så jeg løber fem kilometer og ser, hvor langt jeg kan komme. Først efter fem kilometer er jeg stadig i spidsen. Hold derefter yderligere fem i samme tempo. Jeg er stadig i spidsen og har endda øget min føring. Så fortsæt med at gå. Du kan ikke forestille dig, hvor glad jeg er, når jeg krydser målstregen først. Dette er min første store sejr over en halv distance. Med dette startfelt drømte jeg aldrig om at vinde, og ingen forventede mig. Jeg har aldrig fløjet over løbebanen på denne måde før. Jeg satte en ny personlig rekord: 1:24 min over 21,8 km! Oven i købet fik Markus sin første podieplads i et rigtig stærkt herrefelt. Denne weekend var en stor succes for vores TRIPEP-hold: to starter, to podier!
Nu bliver der et par dages træning i mit hjemland omkring Jena, inden jeg tager til Polen igen. Denne gang til Ironman 70.3 Gdynia. Igen med Jo og Markus. Forhåbentlig kan vi begge gennemføre et løb der, som vi gjorde i Poznan. Efter denne weekend glæder jeg mig helt vildt!
Sportslige hilsner fra smukke Thüringen, Diana
Efterlad en kommentar