Hvad er det for en følelse! Jeg kan endelig være tilbage i det, jeg anser for at være det smukkeste land: Sydafrika. Du vil helt sikkert ryste på hovedet nu og ikke helt kunne forstå det. Men i lang tid var dette landet, hvor jeg havde tårer i øjnene, da jeg ankom og rejste. Desværre er Sydafrika i krise, men menneskene er unikke. Totalt fremmede tog imod mig og mottoet var altid: "Mit slot er dit slot". Og det er ikke bare sagt sådan. Siden da har jeg været en del af familien.
Så jeg er så meget mere glad for, at Ironman Sydafrika er mit første løb i denne sæson. Jeg er dog nødt til at forkorte turen til minimum otte dage: To dage der (Mallorca - München - Dubai - Johannesburg - Port Elizabeth = ret udmattende) fire dage i Sydafrika og lige tilbage efter løbet! Jeg vil gerne blive længere, men turen til Sydafrika er ikke en ferierejse, jeg vil gerne lave et godt løb og komme hurtigt i gang med træningen efter løbet for at forberede mig på de næste mål for sæsonen.
Når du er i Sydafrika, flyver tiden afsted, mens du forbereder dig til løbet. Sidste træningspas, materialetjek, race briefing, mental forberedelse. Alt er meget fokuseret. To dage før løbet trækker de en haj op af vandet. Det passer godt igen! – Hvis der er noget, jeg ikke kan lide, så er det at svømme i det store hav og ikke vide, hvem eller hvad der svømmer rundt ved siden af mig.
Konkurrencen er hård i år: det er nok kun Hawaii, der er så stærkt besat. Sydafrika er et hårdt løb, og ikke kun fordi det er så tidligt på sæsonen: Især cykelbanen er hård: 180 kilometer med 1600 højdemeter, ru vejbelægning og hård vind. Løbebanen er også lidt kuperet – og varm.
Uden at have stiftet tæt bekendtskab med hajer er jeg den femte kvinde, der kommer op af vandet. På cyklen følger jeg nøje instruktionerne fra min træner Jo om hvornår og hvor hårdt jeg skal køre. Eva Wutti overhaler mig på de første kilometer. Jeg forbliver rolig og lader hende gå. 100 kilometer senere har jeg hende igen og da jeg kører forbi hende, ser det ud til at hun står stille. Jeg kan blive ved med at reducere afstanden til toppen. Med den hurtigste cykeltid og en ny banerekord er jeg nu den tredje kvinde, der står af min cykel og straks fylder endnu mere. Jeg overhaler snart den anden kvinde og holder min position et godt stykke tid. Men pludselig strammer mine ben og jeg kan ikke løfte dem mere, en vabel på min fod åbner sig også og gør fandens ondt. De sidste ti kilometer er udelukkende et spørgsmål om vilje, alt gør ondt, jeg sætter farten ned, endelig bliver jeg overhalet af den tredje og fjerde placerede kvinde. Men jeg kan forsvare min femteplads! Med det når jeg mit minimumsmål for denne konkurrence: Mere end 2000 point til kvalifikationen på Hawaii. Da det er de sydafrikanske mesterskaber, tjener min femteplads endnu flere point end min Ironman-sejr i Malaysia! Jeg er selvfølgelig også skuffet over, at jeg ikke kunne forsvare min andenplads, fordi mine ben ikke ville klare sig så godt, som jeg gjorde på de sidste ti kilometer. Men efter et halvt års pause fra kapsejladsen var det næsten forventeligt, at jeg stadig ville mangle en smule konkurrencehårdhed. Og de første seks kvinder var utrolig tæt på hinanden. Top 5 inden for 15 minutter. I mange løb er der ofte mere forskel på første- og andenpladsen.
Dagen efter er det prisoverrækkelse, og jeg kan se den positive side af mit resultat: Jeg holdt godt stand i et felt i verdensklasse! Og jeg har fået et par hårde løbskilometer i knoglerne igen, og de næste løb bliver endnu bedre!
Efter to en halv hårde dages rejse tilbage til Mallorca har jeg først brug for en masse søvn: Jeg har trods alt næsten ikke sovet i tre nætter. Ikke at jeg festede (min træner tillader kun fester, hvis jeg vinder) – men jeg sover næsten aldrig om natten efter et løb, jeg er træt, men også så koffeinfyldt og fuld af oplevelser, at jeg bare ikke kan falde i søvn. Præmieoverrækkelsen på andendagen efter løbet varer næsten til midnat og næste dag afgår mit fly tidligt om morgenen og jeg ankommer til Dubai midt om natten og skal afsted igen tidligt om morgenen. Uff.
Nu vil jeg bare have en seng, hvor jeg kan sove uforstyrret i tre dage. Og så løber jeg ved næste Ironman ikke bare 30 kilometer hurtigt, men hele marathon! God start på sæsonen alle sammen!
Din Diana
Efterlad en kommentar