Det er gået ret galt for mig de sidste par dage - efter Villach har jeg været til flere dates i Landshut, Ingolstadt, München og endelig også til cykelugerne i Füssen. Efter en afslappet omgang på 180 km i går rejste jeg direkte til Kaunertal og startede derfor løbet uden de store ambitioner. For at være præcis, så var jeg slet ikke mentalt forberedt på at "løbe", som altid skal alle have noget inden start, så endnu en gang skulle jeg sørge for at få stillet mine egne ting op i tide og rullet til start i tide.
Væk fra dalen måtte vi bremse flittigt bag det førende køretøj, og selv efter den officielle start i Prutz var tempoet (heldigvis) ikke så højt som sidste år, da Emanuel Nösig her smadrede feltet, og jeg mistede forbindelsen. I år var alt "kontrolleret" - favoritterne Ortner, Traxl og Obwaller så hinanden og forskellige ambitiøse kørere som Patric Grüner, Martin Fritz og et par andre klarede fartarbejdet. Resultatet var lejlighedsvise flugtforsøg, som alle mislykkedes, indtil min holdkammerat Stephan Schwarz fik succes med en fremrykning i Feichten, som lidt senere blev fulgt op af Martin Fritz og to andre kørere.
Revnerne var ligeglade, og mens dem på ramperne ikke engang fik en snert af ånde, føltes tempoet ret højt for mig, selvom wattene knap oversteg 400 og blev ved med at falde meget. Gruppen blev ikke engang væsentligt mindre på opstigningen til dæmningsvæggen, det var tempoet ikke højt nok til. Kun Andi Traxl dukkede op kort, men sandsynligvis kun for at se, hvem der var nervøs og straks fulgte efter. Jeg red den flade del langs søen foran, fordi ingen ville, og jeg trillede med 100 watt, hvilket gav udbrydergruppen med Stephan en klar føring.
Selv for enden af reservoiret, hvor vejen rettede sig op, var der ikke noget egentligt angreb, feltet blev mindre men ingen afgørende fremrykning. Indtil da kørte jeg meget passivt, men hvor længe skal dette spil fortsætte? På de korte flade pletter var toget straks ude igen – kunne det ikke være det? Jeg begyndte at føle mig stærkere, og jeg huskede sidste lørdag i Villach, hvor jeg uventet var en af de stærkeste på bjerget. Så jeg tog mod i den næste korte nedstigning og angreb topgruppen med momentum fra 3. posering.
Først havde jeg et hul, men Obwaller, Ortner og Traxl kom tæt på igen, resten lidt på afstand. Det var den sidste korte nedkørsel, over åen og derefter ind i de mange skifter. Obwaller var den første til at gå ind i kurven, trådte kort op på stigningen, og jeg kontrade med fuld kraft - kløften var der! Ortner og Traxl på 20 meter, Obwaller på 50 meter – jeg kæmpede hårdt, men jeg kunne ikke mere end 380-400 watt i 2-3 minutter. Jeg pustede som en ko, på en eller anden måde kunne jeg ikke trække vejret - skiltet i svinget viste mig hvorfor: 2056m over havets overflade! "Der er stadig 700 højdemeter at lide," tænkte jeg ved mig selv, det bliver langt... Ortner og Traxl indhentede langsomt det, jeg kunne ikke lade være, og vi tre gik ud af serpentinerne i den korte fladt afsnit, hvor liftstationen er placeret.
Pludselig lader Andi Ortner benene hænge foran mig, ved andet øjekast så jeg at hans kæde havde viklet sig om krumtappen - det så ikke godt ud. Mens Ortner blev, hvor han var, kom Obwaller tilbage, gik forbi os og angreb mig og Andi Traxl, som vi kortvarigt havde taget ud, lidt overrasket over Andis Malleur. Jeg kæmpede mig frem til Obwallers baghjul, men det slukkede ret hurtigt igen. Så jeg forlængede og nu var den der – kløften mellem mig og de to topfavoritter! Jeg gav alt hvad jeg havde, fløj bogstaveligt talt forbi de 3 førende kørere jeg havde fanget og havde kun Martin Fritz i sigte langt fremme – men endnu ikke slået Obwaller og Traxl med et hul på omkring 100.
Jeg plagede mig selv og pressede mig virkelig til det yderste - ligesom jeg havde "lært" på Supergiroens elendige flade sektioner og i Villach, men effektmåleren holdt sig kun knap over 300 watt.
Hullet blev ikke større og Martin Fritz forrest kom heller ikke tættere på. Jeg forsøgte at skubbe de to korte flade sektioner så meget som muligt, hvilket hjalp lidt med at komme tæt på Martin. Efter søen og drej 5 var der stadig 300 højdemeter, som jeg kun kendte alt for godt - de trækker ud for evigt, vejen er ujævn, men afstanden til den modkørende Ortner, Obwaller og en knækkende Andi Traxl var der stadig - ca.. Jeg gættede 30 sekunder, men kæmpede mig selv mere end noget andet.
Igen og igen var kameramanden i hårnålesvingene, hvilket gav mig et boost, jeg var virkelig på min grænse, vejrtrækningen mindede mig om tidligere Spiroer med åndedrætsmasken på - pulsen var over 180 (hvilket er sjældent for mig) og wattene lige over 300, oftere og oftere lige under. Hvor stærk var Andi Ortner? Han havde allerede passeret Obwaller og sætter tempoet op... Hvis jeg havde sat farten yderligere ned, var det ikke lykkedes, men jeg blev ved med at skubbe, mens jeg red ud af sadlen og holdt dem to på afstand med den sidste. af min styrke, indtil jeg endelig havde det sidste sving i sigte, og sejren næsten kunne være sikker. Det lykkedes mig på en eller anden måde at lukke trøjen, da jeg bemærkede, at det ikke kun var benene, der var helt blå.
Ortner og Obwaller leverede en rigtig spurt om andenpladsen - jeg fejrede min sejr, og så var afstanden i sidste ende meget lille, men stadig tilstrækkelig. Den skulle i hvert fald ikke have været 2 meter længere, så havde de to fyre givet mig ind. Jeg var overlykkelig over at sejre så overraskende på Kaunertal-gletsjeren - løbet er trods alt traditionelt meget stærkt og et husnummer i scenen - selvom antallet af startende i år med færre end 100 deltagere desværre ikke var så stort som i tidligere år.
Mine holdkammerater leverede lige så bemærkelsesværdige præstationer: Stephan Schwarz, fuldstændig udmattet af den lange flugt og den hårde kamp mod de fremadstormende topkørere, kom på en flot 7. plads, "team chick" Max Aigner (18 år) kørte også et topløb og kom også i top 15 samlet. Desværre havde vi ikke et jern i ilden i dag, hvad angår kvinder, men takket være Mona er vi alligevel forkælet med succes. Alle andre ryttere krydsede også målstregen meget tilfredse, nogle brugte løbet som en pre-load til tre-lands Giroen og nød det herlige vejr på gletsjeren i fulde drag!
Organisationen fortjener særlig ros, da den holdt en stilfuld prisuddeling i gletsjerrestauranten blot en time efter målstregen. Det var virkelig dejligt, for efter en kort forfriskning, interview, samtale med konkurrenter og holdryttere og en god buffet i gletsjerrestauranten, behøvede man ikke at vente evigt på prisoverrækkelsen (desværre ofte tilfældet på det seneste), hvor næsten ingen var var der. Klokken 14 var alt gjort, og vi trillede sammen ned af dalen. Som belønning fik jeg endda lov til at trille ud til Nauders og nyde den skønne eftermiddag på cyklen – mine holdkammerater parkerede bilen lige foran lejligheden.
Vi bliver her til søndag og har et par dage til at nyde det smukke område og den gode stemning i teamet. Så indtil søndag og hav en god uge!
Efterlad en kommentar