Faktisk har jeg ikke lyst til at sætte mig på min nye cykel i det her vejr. Men min træner Jo sidder ved siden af mig i bilen og siger, at det er en bane, som jeg skal køre før Ironman Lanzarote. Jeg går modvilligt ud og får min Fuji Norcom ud af bagagerummet. Selvom jeg valgte et konservativt set-up (tak til DTSwiss for at sende mig et slapt 39er forhjul i sidste sekund), trækker vinden i rattet og får det til at blafre frem og tilbage. Men jeg skal køre denne del af konkurrenceruten – på løbsdagen meldes der også vindspidser på op til 50 km/t.
Så jeg er så meget desto mere forbløffet over, at jeg nogle steder har det svært på cyklen, men jeg havde forventet mange flere vanskeligheder. Men når jeg kører op ad Feuerberge, gider jeg ikke mere: ingen wattmåler, op ad bakke, 40 km/t modvind, jeg kan næsten ikke bevæge mig. Men træneren insisterer på, at jeg gennemfører de planlagte 90 minutter, der er også en vigtig nedstigning på vej. Så jeg fortsætter bare. De sidste meter begynder det at regne – nu er jeg endelig mæt. Min stakkels træner må finde sig i en irriteret atlet de næste 20 minutter i bil, som stadig ikke aner, hvordan løbet skal forløbe om tre dage.
Efter denne oplevelse stod det helt klart for mig igen, hvorfor jeg sagde for to år siden på træningslejren på Lanzarote, at jeg aldrig ville deltage i dette løb. Aldrig sig aldrig! Mit syn på Lanzarote har ændret sig lidt på grund af mit nye adopterede land Spanien, 😉 Jeg vil gerne bringe titlen til Mallorca!
Tre dage senere står jeg ved startstregen, ophidset. De nye Sailfish-ting (Race heldragt i pink og One-Neo) passede perfekt. Alt føles godt. Startskuddet affyres. 1800 atleter hopper i vandet. Det er noget af en kamp, men efter 1000 meter falder det endelig til ro, og jeg finder min rytme. Jeg var dog nødt til at lade de førende kvinder gå i mængden. 2:20 min efter den første kvinde stiger jeg op på min cykel på en fjerdeplads, vinden er så kraftig som annonceret. Når der er sidevind ligger jeg på skrå, når der er modvind rejser jeg mig næsten op, men går ned og igennem. Jeg følger min træners instruktioner nøjagtigt. I dagene op til løbet kiggede Jo og jeg på hver strækning af cykelbanen og satte wattværdier for, at jeg skulle pedalere for hver sektion. Planen virker: Efter 60 km tager jeg teten og derfra skynder jeg mig alene over øen og samler de professionelle mænd foran mig. Tilbage i Puerto del Carmen blev jeg overvældet af tilskuernes jubel - uanset hvad der kommer efter, tror jeg, at alene den entusiastiske modtagelse på banen var turen værd!
Jeg ved endnu ikke, hvor langt væk den anden kvinde er. Ingen kan fortælle mig det. På kilometer fire står Jo med kameraet. Det kommer bag på mig, at vi på forhånd aftalte, at han kun ville tage billeder, hvis jeg klarede mig godt i løbet. Han råber af mig, at jeg er 18 minutter foran andenpladsen. Jeg stoppede næsten i chok. I bedste fald ville jeg have forventet 10 minutter. Føringen er betryggende, jeg har fundet en god rytme og fortsætter bare i mit tempo. Efter 20 km er afstanden kun lidt mindre, et minut mindre, men hvad er et minut, jeg fører med 17 minutter. Så der kan ikke ske meget mere. Nu skal jeg bare igennem det på en eller anden måde. Jublen er gigantisk. På de sidste tre kilometer væltede tårerne frem i mine øjne. Jeg er virkelig på vej mod min anden Ironman-sejr og sikre Hawaii-kvalifikationskampene. Jeg krydser glad målstregen.
Først bagefter indser jeg for alvor, at jeg har vundet et af de ældste og sværeste løb i Ironman-serien. Medievanvid var fem gange større, end da jeg vandt Ironman i Malaysia for syv måneder siden. Alle spørger mig, hvad der er det næste. Jeg ved det ikke! Selvfølgelig, Hawaii. Forhåbentlig forbliver jeg ulykkes- og skadesfri indtil da. Og selvfølgelig mangler jeg lidt flere konkurrencer inden VM på Big Island i oktober. Jeg ved endnu ikke, hvad det bliver. Først og fremmest vil jeg nyde min sejr på Lanzarote lidt længere.
Jeg havde to overraskelser efter løbet. Misha (du har allerede mødt ham), hans søster Hanna og hendes forældre gav os en vidunderlig aften blandt venner i Bad Tölz. Og tilbage i Felanitx spurgte vores ven og præsident for triatlonklubben Portocolom mig, om jeg kunne komme over til ham om aftenen. Jeg spadserer ned ad gaden med ham. Stilhed. Vi er lige ved at krydse en sidegade, da der opstår tumult: hele klubben laver tumult, konfetti flyver, propper springer: den kærligste velkomst, jeg nogensinde har haft! Tak!
Nu er vi stadig tre uger på Mallorca, før vi tager tilbage til Tyskland til sommer. Vi vil, eller rettere skal, finpudse vores svømning og løb lidt.
Solrige hilsner fra et varmt Mallorca,
Din Diana
Efterlad en kommentar