Australien! Så mange forbinder det med deres drømmeland. Sikkert fordi det er så forbandet langt væk. Jeg har været her i to uger nu for at lave Ironman Western Australia. Selvom dagene er fyldt med træning og forberedelser til løbet, får vi stadig meget fra landet. Vi er på vestkysten med vores ven Dimity-Lee Duke, også en triatlet, i Bunbury. Den største overraskelse er venligheden af folk her! Alle er venlige, hjælpsomme, hilser, spørger, hvordan det går. Uanset hvor du er, har du altid indtryk af, at folk er glade for, at du er der!
Der er et delfincenter i Bunbury, og hvis du er heldig, kommer delfinerne op til stranden. Vi er der tre dage i træk, stirrede på havet i timevis og så kun en delfin langt derude. Da vi gerne vil afsted lidt skuffede, stopper vi tilfældigvis ved stranden igen. Og hvad er det?! 50 meter væk kan man se en finne, den kommer tættere og tættere på! Bukser og sko af og i vandet op til taljen og håber at delfinen kommer til os. Jeg får gåsehud, da delfinen svømmer 20 cm foran mig! Og der er mere på vej: Tre delfiner og en baby! De svømmer omkring os i næsten en halv time. En oplevelse jeg sent vil glemme!
Ironman kommer tættere på. De store navne på startlisten (Yvonne van Vlerken, Liz Blatchfort, Liz Lyles og fem andre Ironman-vindere) bekymrer mig lidt. Ville jeg være i stand til at konkurrere? Min træner er sikker - i hvert fald en af os to! Og så er der hajerne. Vi skal svømme to kilometer ud i havet, i en bugt, hvor der ofte bliver set store hvide(!) hajer... Dagene før start forsøger jeg at presse mig selv igen og igen. Jeg siger til mig selv, at jeg bare skal gøre mit, og det bliver et vellykket løb.
Så er tiden endelig kommet, spændingen er rigtig, den kvalmende mavefornemmelse er der, hvor den hører hjemme. Mit navn hedder, og jeg stiller mig op med de andre piger foran havet. Et par sekunder mere. Jeg går til startpositionen, hornet brager, og vi skynder os ud i vandet. Straks er den kvalmende mavefornemmelse væk, nu er det tid til at sikre sig gode fødder, så du får lidt vandskygge. Det kunne jeg godt have gjort. Pludselig giver kvinden foran slip, og den første gruppe er væk. Jeg gik dumt, men jeg havde de forkerte fødder. Nå, fortsæt med at kæmpe. Med den anden gruppe kommer jeg op af vandet. Det føles som om de andre er ude en evighed før mig. Tag hurtigt neoprenen af og afsted på cyklen Min træner Jo står ved siden, lidt forundret og stammer noget, der giver mig fire minutter til toppen! Senere fortæller han mig, at han langt fra ventede mig. Fire minutter - det er vildt for mig! Jeg gjorde det endelig! Ellers var det altid seks-otte minutter. Nu kan vi starte. Min cykel flyver over asfalten. Ingen kommer tættere på bagfra, og der er færre og færre foran mig. Efter 60 kilometer kan jeg tage føringen! Jeg er begejstret: I dette felt med så mange Ironman-vindere er det så nemt for mig at tage føringen! Wow! Nu mangler jeg bare at cykle igennem. Men på en eller anden måde vil min krop ikke være som mig længere. Min watt er på vej ned, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er slet ikke så slemt, synes jeg. Marathonet venter stadig. Jeg er den anden kvinde, der står af min cykel. De første skridt er OK, først så lukker mine lunger sig mere og mere, og jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg drosler på hastigheden, men det hjælper heller ikke. Nu begynder jeg også at hoste, hele min krop ryster. Fortsæt med at løbe og håber, at det kommer tilbage. Pauserne mellem hosteanfaldene bliver kortere, jeg skal gå og kan stadig ikke trække vejret ordentligt. Det kan ikke passe! Selvom de sidste par dage ikke var ideelle, følte jeg mig ikke rigtig syg. Men der er ingen anden måde. Træner Jo står på kanten og stopper mig og siger, at jeg ser syg ud. Glasagtige øjne, hoste, ømme lunger. Jeg vil bestemt afslutte Ironman, uanset hvad. Men Jo insisterer på, at det ikke nytter noget at risikere sit helbred, en konkurrenceatlets vigtigste aktiv, og tager mig ud af løbet.
Jeg er meget trist. Alt gik perfekt i starten af løbet, og så er min krop syg og lukker bare ned. Det er noget, jeg ikke kan ændre på. Efter alle disse ugers hård træning, er jeg nødt til at få en virus lige nu. Det hjælper ikke at klynke, jeg ved det, men til en vis grad er det godt!
Vi har en dag mere i dette smukke land med dets rigtig søde mennesker, så tager vi tilbage til det kolde Tyskland. Familiebesøg før jul, spisning af honningkager og stollen. Kort før jul flyver vi tilbage til "vores" lille ø og træner til næste løb. Selvom det ikke gik så godt denne gang, har jeg lært én ting: Jeg er endelig nået til tops og kan gå ind i nye løb med en masse selvtillid! Selv hajer generer mig ikke længere 😉
Efterlad en kommentar