Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte – det var så travlt i sidste uge. Måske er det et emne for et andet blogindlæg.
Jeg startede i hvert fald meget motiveret på årets Ötzi, men også handicappet af en betændelse i mit knæ, som havde plaget mig de sidste par dage. Inden start var jeg smertefri for første gang i dag og bad om, at det ville blive ved med at være sådan. Ötzi har aldrig været så tungt bemandet, og især italienerne var ivrige efter, at Roberto Cunico skulle forsvare sin titel. I starten var det tørt og relativt varmt. Sjældent har det været så hektisk så langt som til Ötz, men jeg måtte klæde mig af og kom lige langt nok frem til krydset.
Kühtai'en gik godt for mig - nede under Werner Weiss (ITA/Veloclub) og Carlo Muraro (ITA/Beraldo) tog flugten - feltet kørte i konstant tempo og jeg fulgte godt med, selvom det ikke var uden smerter - men alligevel. På Kühtai mistede jeg kontakten lidt, men heldigvis kom jeg tilbage til Kematen og i 30-mandsgruppen med alle favoritterne fik jeg tid til en anden morgenmad og til at klæde mig af. Ved Brennerpasset sprang tre ryttere, Zanetti (ITA/Veloclub), Manuel Schreiber (AUT) og Bart Bury (BEL), foran, mens mange indhentede igen bagfra.
Især Ludewig var meget nervøs og Beraldo behøvede ikke at ride en meter i vinden. Man havde på fornemmelsen, at halvdelen af feltet var italienere, der alle kørte for Cunico. På de sidste ramper på Brenner blev tingene virkelig alvorlige - jeg jammede, mine knæ var ved bristepunktet. Men så igen rolig og afslappet indtil indgangen til Jaufen.
Der gik ikke 500 meter før Cunico skød væk for første gang - Nösig og 10 italienere bag mig, jeg var ved grænsen, men indhentede igen, så en kort pause og et andet Cunico-angreb - ingen på det, stoppede igen . Cunicos tredje slag var så det afgørende - ikke et eneste forsøgte at følge - derfra et ensomt løb for den lille mand fra Beraldo-holdet. Bag det var en hård kamp i jagtgruppen, som kort efter kun bestod af 9 ryttere.
Nösig, Rubisoier, Ludewig og jeg - resten italienere! Det var meget arytmisk og krævede mange kræfter at følge med i de konstante angreb – jeg var helt på grænsen og måtte næsten lade det rive i toppen. Men jeg havde det godt – de andre led også, og vi havde fanget alle udbryderne undtagen Zanetti. I den tågede nedkørsel fra Jaufen var jeg straks foran igen og passerede alle - jeg ville ikke have ønsket noget mere end at gå helt ud og have en langdistanceduel med Cunico om sejren - jeg var virkelig varm!
Men mit knæ spillede ikke med! Den høje belastning ved hjørneudgangen var ikke mulig, de første kramper og smerter var resultatet. Jeg følte mig som en fugl med afklippede vinger. Så jeg blev tvunget til at køre gemütlicher ned – gruppen på slæb.
Ved indgangen til Timmelsjoch kæmpede jeg virkelig for at komme på benene igen, men fra Moos og frem gik det godt igen, og jeg var næsten stolt af stadig at være i denne fremtrædende gruppe efter at have måttet give op lige kort efter Moos sidste år. Fra Moos kom italienerne virkelig op, gruppen faldt fra hinanden og foran var Nösig (AUT/Sporthütte), Bertuola (ITA/Beraldo), Lombardi Tiziano (ITA/Vloclub), Tommaso Elittrico (ITA/Calcagni) og jeg selv.
Cunico var fire minutter foran, Zanetti blot en mere, så let bytte! Allerede inden den flade sektion mistede Elittrico kontakten, Manu og jeg sad fast bag de to andre italienere ved sidste groove. I lejligheden derefter et kort hvil, forfriskning Schönau og en kort aftale mellem mig og Manu om, hvordan vi eventuelt kunne få de to italienere ned. Nedslidningsangreb var vores opskrift, men vi skulle først derhen.
Det gik bedre og bedre for mig, og så efter Gasthof Hochfirst fik jeg styr på italienerne – med Manu på baghjulet, selvfølgelig. Til min store overraskelse var Bertuola væk med det samme, men Tiziano var meget stærk - han modarbejdede mit angreb og derfra var det bare pine for mig! Jeg holdt mig til hans baghjul, mens Manu desværre måtte lade det knække lidt senere. Zanetti blev for længst overhalet – kampen om podiet var i fuld gang.
Vi fik hele tiden information fra Othmar Peer og løbslederen, men jeg var ligeglad, Tizianos baghjul var det eneste, der interesserede mig og afstanden til Manu, der var efter os som en dampmaskine og ikke gav op. Tizino kørte alt forfra, jeg ved stop - Manu 30 sekunder efter. Fra tunnelen var det slut med den snoede Tiziano, han kunne ikke komme over min cykel, så jeg trak mig fra ham på nedturen. På disken stigningen var det alt eller intet - Tiziano bag ham i fortvivlelse og lige som jeg ville have det: en godbid til den farende Manuel.
Jeg var totalt overvældet af racersituationen ned til Zwieselstein, selvfølgelig på grænsen - der var ikke meget tilbage og mine ben var bare døde.Jeg kunne næsten ikke tro det, men Emanuel indhentede mig endda! Han hamrede forbi mig, men ventede på mig, og jeg nød indgangen til Sölden på hans baghjul! Selvfølgelig var der ingen sprint mellem os, om anden eller tredje var lige meget for mig, og Manuel fortjente det mere end for de mange hjælpende tjenester, som han og hans Sporthütte-team har udført for mig i de seneste år!
For mig var det en overvældende oplevelse, og 3. pladsen føles som en sejr! Når jeg tænker på den sidste uge, Eurobiken, informationsstanden på Ötztal, nattevagterne hos min fysioterapeut Patrick Grassnig og hans team af læger for at få mig til start uden smerter - bare genialt! Også en kæmpe tak til mit team, sponsorerne, hjælperne og alle der heppede på mig og støttede mig! Du var min motivation for i dag - jeg er ovenud glad for at have gjort dette for dig!
Efterlad en kommentar