Det var meget tidligt at stå op i dag, snuppe mine syv ting og skynde sig til fods til transferområdet. Så spiste vi morgenmad i bussen og nød en espresso i Conegliano, hentede cyklen, afleverede vores bagage og stuvede maden i Mavic Auto. Klokken 9 gik startskuddet, og tingene fik en rolig start. Frem for alt er der mange amatørryttere i starten, størstedelen af feltet er, i lighed med La Marmotte, ret afslappet på landevejen og for disse ryttere er sådan et etapeløb en utrolig udfordring.Der var kun få tyske -talende ryttere ved starten, hovedsageligt engelsk og fransk.
Helt anderledes forrest i feltet. Bortset fra Nico kendte jeg ingen før dagens etape, der er ingen startliste til Haute Route. Under alle omstændigheder kom Passo san Boldo i gang, og jeg testede også konkurrenterne i toppen. Efter den lige så tekniske nedkørsel til Tirchiana (som jeg kender fra GF Bellunese sidste år) og hilst på mine venner der Stefano og Paolo fra siden af vejen, fortsatte vi - støt op ad bakke gennem dalen via Sedico - Agordo og Alleghe.
Masser rullede tilbage op gennem dalen og forresten til Alleghe var der mindst 100 ryttere i den første gruppe. I de første ramper efter Caprile bemærkede jeg, at det gik rigtig godt for mig, og efter at have kendt stigningen fra sidste års fotoshoot i Alta Badia, kunne jeg styre mine kræfter perfekt. Så jeg viste ingen svagheder og lavede tre skarpe angreb for at se, hvem af kørerne, som jeg ikke kendte, var i stand til. Med to mand på baghjulet fortsatte vi, resten var allerede tydeligt på afstand. Ingen af dem ønskede at tage føringen, så jeg ventede til efter det korte flade afsnit, hvor Passo Giau for alvor starter, med at angribe igen.
Efter at timingen sluttede på toppen af passet, var der intet at tabe, og jeg red den første kilometer med kniven mellem tænderne. Først da brast den første af de to af, den anden gjorde et totalt afslappet indtryk, mens jeg kæmpede. Jeg tænkte på sidste års Endura-mareridt og gik et gear op igen, indtil min anden ledsager også måtte give op. Fra nu af kæmpede jeg mest mod mig selv! Gabet blev næsten ikke større, og jeg løb tør for benzin. Det nødgel kompenserede lidt, men de sidste par kilometer var et sandt grin! Sne slud satte ind og udviklede sig hurtigt til et rigtigt haglvejr, dækkene knasede som på en snedækket vej.
Jeg så mig ikke omkring en eneste gang, kæmpede bare mod vinden, kulden og hvert sekund, jeg har brug for som reserve for de næste par dage. På toppen var jeg helt tom, kunne næsten ikke bremse og fik heldigvis straks udleveret jakken fra Mavic Auto, der havde fulgt efter mig fra Flame Rouge. Heldigvis handlede nedturen ikke om noget mere, og så snart vi nåede Cortina, skinnede solen igen!
Efter forplejning, massage, briefing, prisoverrækkelse og sauna er jeg nu ved at skrive og er meget glad for hvordan det gik i dag. Det tog lang tid, men sæsonens første sejr giver mig et rigtigt løft. Hvordan jeg lægger på de næste par dage bliver nok afgjort i morgen ved start. For at have en chance for at vinde dagen i Meran, skulle jeg angribe tidligt og ride hele etapen solo. Med kongeetapen med en bjergafslutning ved Gavia-passet er dette måske en ret udmattende taktik - men du ved mere i morgen efter løbet.
Fra i morgen bliver det virkelig hårdt, daglig start kl. 7:00, lige op til Falzarego, videre over Prodoijoch og Karerpass; for enden højhastighedsnedstigningen gennem Eggental, den endeløse flade strækning fra Bozen til Meran, hvor Alexander venter på mig.
Hilsen fra Cortina d'Ampezzo, vi ses i morgen!
Efterlad en kommentar