4:45 ringer vækkeuret. Jeg leder søvnigt efter afbryderen og ligger der i yderligere ti minutter. Så skal jeg op. Med besvær kravler jeg ud af mit telt. Kort efter er jeg på vej til morgenmad med min bror Sebastian. Valget er stort. Vi fylder vores tallerkener og müsliskåle, tager det første ledige bord. En forkert beslutning som det viser sig. Da vi satte os ned, angreb en horde af insekter os. Efter en kort kamp erkender vi nederlag og skifter bord. En halv time senere er vi tilbage ved vores telte for at gøre klar til race.
Jeg kan slet ikke komme ud af knæk. Det tager evigheder at tage mit cykeludstyr på. Vi skal også pakke kufferten i dag, for i dag flytter vi for tredje og sidste gang. Jeg prøver at rydde rodet i mit telt. Til sidst propper jeg bare næsten alt i min taske. For at gøre ondt værre er batteriet i min lampe nu tomt. I halvmørket forsøger jeg at finde min tandbørste, som jeg selvfølgelig allerede har pakket væk. Min bror har i mellemtiden fået vores cykler fra cykelparken.
På grund af min slenteri er vi forsinket. Vi klæber hurtigt højdeprofilen af dagens etape på toprøret, afleverer vores tasker og går til start. Vi er ret langt tilbage i anden blok. Kort før start indser jeg, at jeg ikke har taget nogen solcreme på – en alvorlig fejl. Det er stadig koldt og tåget, men det ændrer sig hurtigt. Det er kongeetapen af årets Cape Epic - 110 kilometer og 2900 meters højdeforskel ligger foran os. De sidste 2 dage har vi forsøgt at tage det roligt, da jeg kører helt under jorden. Det virkede desværre ikke. I dag kører vi fuld gas lige fra start. Vi blev i den førende gruppe i næsten en time, som stadig består af omkring 20 hold på dette tidspunkt. Så må jeg give slip og Sebastian venter på mig.
Som hver dag er der tre forfriskningssteder langs ruten, hvor du kan få masser af mad og drikke. Vi har også kæden olieret her, som altid kører ret hårdt igen efter blot et par kilometer. Det skyldes det fine støv og de talrige vandoverfarter. Samlet set er sporene her meget hårde. Der er næsten ingen glatte passager at hvile. At vi rejser med hardtails gør ikke tingene nemmere, især da vores gafler kun har været attrapper siden den regnfulde tredje dag. A fuldt ville helt sikkert være rart. Hele min overkrop er nu helt udmattet. Du skal prøve at holde på styret på en eller anden måde på nedkørslerne. Men jeg er bestemt ikke den eneste her.
Kort før etapens afslutning møder vi nogle fritgående køer. En af dem tager selvfølgelig et opløb og angriber en rødklædt spanier, der kører lige foran os. Toreroen hopper dygtigt af cyklen i sidste sekund, inden koen ramler hans cykel med fuld kraft. Overraskende nok forbliver sidstnævnte intakt. Hævn mislykkedes.
Efter næsten 6 timer når vi endelig mål som nr. 41 og sidder i skyggen for nu. Solen er omkring 35°C, og der er næsten ingen skov langs hele ruten. Så jeg er glad for, at jeg fik solcreme ved det andet forfriskningssted. Efter en kort optankning går vi i bad. Jeg er lige blevet færdig med at rydde op i resterne fra min madpakke. Nu skal jeg først lægge mig ned og så fylde i det mindste resten af de cirka 6000 kilokalorier, som vi indtager her hver dag over aftensmaden. De sidste to faser er meget nemmere på papiret. Men hvem ved, hvor arrangørerne sender os hen igen.