Cykling: Fabian Cancellara har opnået alt. Han blev verdensmester og olympisk mester. Men han ved også, hvad det vil sige at ligge på jorden. I et interview råder schweizeren unge atleter til at tage en mentaltræner. De havde trods alt lidt i de sidste par måneder. Problemet? I lang tid var der ingen konkurrencer for dem på grund af corona-pandemien. For atleterne er det det værste scenario. Fabian Cancellara fortæller om sit epidemiår, sin hotline for topatleter og topatleternes chok. Interviewet er foretaget af Andreas Haslauer fra bureauet Shortcuts.
Mr. Cancellara, du plejede at køre mere end 30.000 kilometer om året. Du har været nødt til at blive hjemme de sidste par uger. Har du savnet dit arbejdsredskab?
Fabian Cancellara: ”Nej, for jeg var på min racercykel næsten hver dag. På min rulletræner. Selvfølgelig ville det have været meget pænere i den friske luft og i naturen. At nyde en nedstigning fra Mount Ventoux eller Stilfser Joch var ikke med. Og det var ikke så slemt på rullen. Du skal blive ved med at sparke, ellers falder du af. Dette gør kørsel på tromlen mere effektiv end udenfor.”
Hvorfor er det sådan?
Fabian Cancellara: »De såkaldte junk miles eller trash miles - altså tomme kilometer - eksisterer ikke. Der er ingen udrulning eller lignende. Du pedaler altid, virkelig altid."
Er det ikke frygteligt kedeligt?
Fabian Cancellara: "Hvis jeg vil have mere action i mine egne fire vægge, så bruger jeg bare en tang. I den virtuelle verden kan jeg køre mod hvem end i denne verden eller tage en afslappet fornøjelsestur. Tro modtoet: Alt kan, intet skal."
Du skal holde dig lidt i form, når alt kommer til alt, starter Beat the Best Chasing Cancellara-løbene til efteråret. Hobbypedaler har mulighed for at køre mod dig. Selvom sjov og nydelse officielt er prioriteret, vil hobbycyklisterne naturligvis kun én ting til sidst: at slå dig!
Fabian Cancellara: "Lad os sige det sådan: Vi bliver ved med at planlægge løbene. Det afhænger udelukkende af corona-virussens videre forløb. Det eneste jeg ved er, at jeg virkelig nyder det hele, og at jeg allerede som et lille barn glæder mig til løbene. Selvfølgelig er jeg som alle andre ambitiøs, men jeg vil ikke gøre det, som jeg gjorde, da jeg var professionel. I dag er jeg meget mere afslappet i starten."
Har du ikke en dårlig fornemmelse af planlægningen?
Fabian Cancellara: ”På den ene side vil jeg leve op til mit ansvar over for mine medmennesker. På den anden side vil jeg ikke spolere forventningen hos de cykelryttere, der har glædet sig til løbet i månedsvis. Af egen erfaring ved jeg kun alt for godt, hvordan det er at træne mod et bestemt mål. Jeg ønsker ikke at tage dette mål fra dem eller fra mig."
I et interview sagde du engang, at alle har brug for en udfordring...
Fabian Cancellara: “...uanset om du er en atlet eller en ikke-atlet. Du øger gradvist din præstation, efterhånden som begivenheden eller konkurrencen nærmer sig. Det er den ene. Den anden ting er, at man undervejs skærper sin tankegang på så mange ting. Jeg vil gerne give dig et eksempel. I 2006 sendte Bjarne Riis, vores teamchef i Team Saxo Bank dengang, os til såkaldte overlevelseslejre i Norge, Danmark og Sydafrika. Han ville ikke have, at vi bare skulle være gode landevejscyklister. Han ønskede også, at vi skulle vokse som mennesker med opgaverne og udfordringerne. "Du er nødt til at komme ud af din komfortzone, ellers vil det begrænse dit perspektiv og din frihed," sagde han.
Næsten ingen professionel i verden har i øjeblikket mulighed for at konkurrere. EM i fodbold blev aflyst, ligesom OL og alle andre store begivenheder.
Fabian Cancellara: "For hver enkelt atlet er dette det absolut værste scenario. Jeg forestiller mig, at det er, som om jeg svømmer et sted derude i havet, men jeg ved ikke, hvor jeg skal kravle – der er ingen horisont i sigte. Jeg ville blive skør. I flere måneder har jeg forberedt mig, lidt og pint. Og nu? Intet mål i sigte."
Hvorfor er det så slemt for en atlet?
"Atleten retter alt mod ét mål. Hvis hans arbejdsgrundlag - og i mange tilfælde også hans levebrød - så bliver taget fra ham, så ved han ikke, hvad han skal gøre."
Hvad er dit råd? Du har trods alt opnået alt, hvad der kan opnås i løbet af din professionelle karriere. Men gik samtidig igennem alt det, man kan gå igennem.
"Jeg vil råde ham til to ting. Først bør han acceptere situationen. For det andet, få mest muligt ud af det. Hvis atleten følger dette, så har han allerede gjort to ting rigtigt. Det lyder selvfølgelig helt logisk. Men virkeligheden er, at mange topatleter har været i en tilstand af fuldstændig chok i ugevis."
Hvad skal atleter undgå for enhver pris?
”Du skal bare ikke overanstrenge dig fysisk og mentalt. For når det en dag starter igen, kommer de til at mangle stoffet. Der vil være atleter, der vil komme stærkere ud af krisen, og andre vil ikke.”
Michael Phelps, den amerikanske svømmestjerne, sagde: "Hvis det var sket for mig, ville jeg have flippet ud over usikkerheden. Som en, der har været igennem nogle virkelig dybe anfald af depression og stadig håndterer det, håber og beder jeg til, at hver eneste af disse atleter i denne situation får hjælp til mental sundhed.” Han bekymrer sig endda om, at nogle topatleter kan skade sig selv. Han taler om selvmord.
"Derfor vil jeg råde enhver topatlet til at konsultere en troværdig psykolog. Selvom jeg ikke bryder mig så meget om ordet psykolog. "Mental Coach" opsummerer det bedre, synes jeg."
Har du nogensinde konsulteret en i løbet af dine professionelle år?
"I min svage fase i 2012 arbejdede jeg med en. Intet lykkedes det år med epidemien, jeg opdigtede det ene efterår efter det andet. Jeg var på ferie med min familie i Ticino – og på en eller anden måde var jeg der ikke rigtig. I hvert fald ikke hovedet. Jeg kunne ikke hoppe i vandet med mine børn eller lave vilde ting med dem. Jeg var ikke den glade far længere."
Havde du en udbrændthed?
"Jeg var bare mentalt udmattet. Jeg var næsten deprimeret. Det varede ikke i uger eller måneder, men i dagevis havde jeg følelsen af, at jeg ville falde ned i et sort hul og blive der. Derfor kan jeg kun råde enhver atlet til at henvende sig til en mentaltræner og arbejde sammen med ham."
"Atleter er trænet til at undertrykke. Derfor kan de ret godt håndtere usikkerhed i en vis periode,« siger psykolog Valentin Markser i et interview. Men jo længere tilstanden varer, jo større er risikoen for, at atleter kan blive overvældet af frygt.
"Ingen er perfekt. Næsten alle har en rygsæk at bære. Den ene skal stadig håndtere sin barndom, den anden en fyring eller et dødsfald. Af denne grund bør alle - og jeg mener alle - søge hjælp så hurtigt som muligt, hvis de indser, at de er overvældet af denne nuværende undtagelsestilstand og simpelthen ikke kan klare det. For eksempel er jeg i øjeblikket i telefon med mange unge atleter og viser dem måder og midler til at komme ud af deres elendighed.”
Hvad er dit råd til de unge professionelle?
"Vær ikke opmærksom på din puls og din puls, men kør på cykel, fordi det er den smukkeste sport i verden. Lyt til dig selv. Hvad vil du lave i dag? Hvis du har et svar, så gør det bare. Husk, du er et menneske, ikke en robot."
Det kan man måske tænke om dig: du er dobbelt olympisk mester, firedobbelt verdensmester og flere gange vinder af endagsklassikerne Paris – Roubaix, “Milan – Sanremo” og det legendariske Flandern Rundt. Men hvad laver du hele dagen i dag, udover at mentalt støtte unge professionelle i krisen?
"Jeg lever et vidunderligt liv uden stress og ingen rejser. Det var i hvert fald min plan i min aktive tid som racercyklist. Nu lever jeg et stressende liv igen med en masse rejser (griner). Men det var sådan jeg valgte det. Jeg er glad."
Hvorfor gør du det her mod dig selv?
”Bare det at ligge på sofaen er ikke min ting. Det har det aldrig været, og det bliver det aldrig."
Hvordan er hverdagen hos Cancellara?
”I morges stod jeg op klokken halv syv med mine to døtre og min kone Stefanie, så fik vi først en afslappet morgenmad. Nu sidder vi her begge to for at snakke. Jeg har et møde lige efter det. Ved frokosttid vil jeg gerne være hjemme igen for at spise frokost med min familie. Og så er den på cyklen.Da jeg står af træneren, har jeg tjent en espresso og et stort stykke kage. Dagen rundes perfekt af for mig, når vi alle fire spiser aftensmad sammen. På grund af min karriere måtte jeg vente længe på denne følelse af at høre til, på dette sammenhold. Nu nyder jeg hvert sekund.”
Du har arbejdet med Gore-virksomheden i det sidste år. Hvordan kan du som tidligere professionel hjælpe et sportsudstyrsfirma?
”Ligesom en racercyklist kan få den sidste hundrededel ud af sig selv, kan selv et succesfuldt mærke stadig forbedre den ene eller den anden lille ting. Jeg vil lige tilføje lidt af min erfaring. Nu har jeg bragt min første kollektion. Alle de episke øjeblikke, som jeg har oplevet gennem årene, er strømmet ind i designet. Disse kan alle findes i en sekskant, i form af en brosten. Og jeg måtte flyve over dem i den legendariske endagsklassiker Paris – Roubaix.”
Men hvorfor syv brosten?
"Fordi jeg var i stand til at vinde syv gange ved et monument for cykling."
Har du virkelig arbejdet med designet?
“Bare spørg designerne der. De skal nok forlade lokalet, når de ser mig ringe igen (griner). Jeg havde virkelig fingrene i alt."
Har du et eksempel?
"Jeg noterer bare alt det, der falder mig ind. Hvis jeg tager en omgang på cyklen og bemærker, at de nye cykelshorts godt kunne klare sig med en millimeter mindre omkreds ved linningen, så tager jeg straks et billede og sender det til kollegaerne i Feldkirchen. For jeg har en lille smule erfaring med cykling.”
Du har kørt hundredtusindvis af kilometer i din karriere.
”Jeg kom virkelig en del rundt, så og oplevede mange lande og kulturer. Jeg forsøger nu at integrere dette kosmopolitiske perspektiv i stil og funktion."
Hvad betyder det specifikt?
"I vores professionelle dage bagtalte vi ofte vores trøjer og sagde: en klud er en klud. Med Gore er det modsat: Kvaliteten er enestående. Nu handler det om nuancer. Er sømmen på trøjens skulder ikke måske to millimeter for lav? Passer buksernes linning stadig efter et par tusinde kilometer? Har vi valgt det rigtige stof til den rigtige del af kollektionen? Disse spørgsmål skal besvares. Vores påstand er klar: Vi vil producere det bedste cykeltøj i verden.”
Hvilket bjerg kan du overhovedet ikke lide i Tour de France?
"Når jeg ikke var i form, hadede jeg stort set hvert bjerg (griner). Virkelig alle. Kør op ad et bjerg som Col du Tourmalet i Pyrenæerne eller Galibier i Alperne i en gruppe af verdensklasseryttere, der kun vejer 65 pund. Jeg kan fortælle dig: De er ikke kun utrolig stejle, men også utrolig lange. Det gør kun ondt. Du sparker og sparker og har følelsen af, at du aldrig når dertil.”
Bjarne Riis sagde engang, at du er en af de meget få ryttere i verden, der har et utrolig glat skridt.
"Lige siden min far gav mig en Chesini-cykel, da jeg var tolv, har jeg bare fået en fornemmelse af at træde i pedalerne. Derudover har jeg altid været en absolut skiftefreak. Jeg vidste altid, hvornår jeg skulle skifte op eller ned et par sekunder tidligere end mine konkurrenter. Det sparede mig enormt meget energi på de lange etaper. Jeg brugte derefter den strøm, jeg sparede til angrebene."
Mange amatørcyklister er meget opmærksomme på deres kost. Du dog...
”... plejede at veje 81, 82 kilo. Med denne vægt var jeg simpelthen i stand til at generere mest tryk på pedalen. At sulte mig selv var aldrig en mulighed for mig."
For at have en chance for at vinde Tour de France bad Aldo Sassi, sportsdirektør for hendes daværende Mapei-cykelhold, hende om at tabe sig fem kilo.
"Hvis mit mål havde været at vinde Tour de France, ville jeg have været nødt til at lide endnu mere, end jeg allerede gjorde. Men det havde intet med livskvalitet at gøre. For mig var denne konstante pine, denne konstante forsagelse, denne konstante afholdenhed på et tidspunkt for meget. Det er ikke for ingenting, at jeg fik mit kaldenavn Spartacus fra Roberto Petito."
Hvad mener du?
"Gå hellere i kamp en dag og vinde end at kæmpe en kamp i tre uger."
Ligesom med deres talrige sejre som Paris – Roubaix. Løbet kaldes også for nordens helvede, fordi det går kilometervis over ru brosten.
“Igennemtrængeligt er flot beskrevet. Det her er virkelig et helvede! Især i 2013. Jeg havde allerede vundet den berømte endagsklassiker to gange: i 2006 og 2010. Jeg følte mig dog som en hare i løbet. Alle i hovedgruppen jagtede mig. Jeg kørte for mit liv den dag. Herefter var jeg dog så udmattet, at jeg ikke længere kunne stå selv efter at have krydset målstregen. Desuden skulle arrangørerne endda støtte mig på vej til prisoverrækkelsen. Enhver energi, der var i min krop, var ude. Rien ne va plus – intet virker længere.”
Og i dag? Vil dine børn også cykle med dig?
"Klar! Jeg cykler ofte med min yngre datter. Men det hele er meget afslappet og legende. Det vigtigste er, at hun nyder det.”
Hvor mange kilo vejer du i dag?
"90, 91, måske 92. Men det er også muligt, at det allerede er 93. Under alle omstændigheder er min kropsvægt endnu ikke ordentligt defineret. Det har jeg tid nok til nu (griner)."
Hvilke andre mål har du?
“Jeg vil aldrig skulle skifte mit skab. De ting, der passer mig i dag, burde stadig passe mig om fem eller ti år. Det er ambitiøst, ikke?"
Efterlad en kommentar