Rejser: Det var under solformørkelsen i 2015, da jeg første gang hørte om Færøerne. Dette naturskue kunne kun beundres fra to steder på jorden, det ene var Spitsbergen og det andet Færøerne.
Min ven Philip var der for at fotografere formørkelsen, da han kom tilbage var han helt begejstret og ville virkelig tilbage til dette ukendte sted på jorden. Da jeg altid leder efter steder, der stadig er uopdagede af mountainbike, blev jeg straks interesseret. Og så snart han viste mig de første billeder, stod det klart for mig, det er her, vi skal hen, de grønne øer indlejret i det mørke Nordatlanten var så betagende og barske.
Men da jeg begyndte at undersøge, fandt jeg ud af, at det er ulovligt at cykle offroad på øerne. Da befolkningen på øerne er under 50.000 mennesker, og de fleste af dem arbejder hårdt for løn på åbent hav eller som landmænd, er der kun få, der går på vandring.
Deres land er nyttigt for de lokale, men ikke specielt smukt i deres øjne. Derfor er der kun få stier, som man officielt må færdes på. Men da ideen om at udforske øerne på cyklen ikke har sluppet os, beslutter vi os uden videre at rejse øerne med Gravel Bikes og cykle fra det vestligste punkt til det østlige punkt.
Så vi begyndte at lede efter en rejseplan på internettet. Selvom vi ofte er afhængige af Google Earth til at kortlægge stier og stier på mountainbiketure, bruger vi Google Sheep View til at få hjælp her. Nej, jeg lavede ikke en tastefejl, for under "Fårvisning" kan du forestille dig præcis, hvad du tænker nu: et 360° kamera på ryggen af et får, som udforsker landet og derefter uploader billederne til Verden Wide Web giver.
I 2017 lancerede færøboeren Durita Dahl Andreassen kampagnen "The Sheep View" for at gøre Google opmærksom på den tidligere glemte lille øgruppe i Nordatlanten. Se, det amerikanske firma var begejstret, og siden kan du bruge Google Street View til at udforske Færøerne på fåreryggen.
Det er knap to timer, vi skal bruge med fly fra København til Færøerne. Og mens den lille øgruppe i Nordatlanten fremstår så rolig og upåfaldende, når den ses fra luften, bemærker vi senest, når vi nærmer os til landing, at tilsyneladende er vildledende. Men selvom vi ikke tager den lille stribe land i en fjord, som skal være en landingsbane, seriøst, så ser den færøske pilot ud til at være ligeglad og adskiller dygtigt os og vores cykler.
Så der er vi – midt i Nordatlanten mellem Skotland og Island.
Vi havde selvfølgelig ikke regnet med at skulle cykle hertil med shorts, men vejret, som er der bag den anden side af lufthavnsdørene, er også lidt anderledes end forventet. Et voldsomt uvejr raser over øerne, mens vi sidder i bussen mod Klaksvìk, vores rutes udgangspunkt.
Vi bruger aftenen på at sætte vores tasker fast på cyklen, så de er så vandtætte som muligt, for vejret forventes at blive dårligt de næste par dage, men vi kom ikke helt hertil for så at tage til overnatningsstedet kl. squat, så vi griber vores cykler og begiver os ud i vinden.
Den første dag fører ruten os i en stor sløjfe fra Klaksvìk nordpå til Vidareidi, det vestligste sted på øerne, som kan nås ad landevejen. Igen og igen pisker vinden vores ansigter og får regndråber til at sprænge smertefuldt på huden som små vandbomber. Heldigvis sker der næsten ikke noget på gaderne i den vestlige del af øerne, for vinden bliver ved med at tage fat i rattet og kaste os fra venstre mod højre og tilbage igen.
Da vi kommer ud af en tunnel lige før landsbyen Havannsund, kan vi næsten ikke holde os på cyklerne, vinden blæser så kraftigt imod os, at det er svært for os at trække vejret.
Ved siden af os falder vandet ned af et af de hundredvis af vandfald.
Disse er spredt ud over øerne. Den foran os når dog ikke jorden som sædvanlig, men bliver fanget af vinden og rykket opad med kraft, det virker næsten som om vandfaldet arbejder på hovedet. Efter vi har nået vores mål for dagen om aftenen, beslutter vi os for at overnatte i teltet og i stedet tørre vores gennemblødte ting foran en varm varmeovn.
De næste par dage er det meningen, at det bliver lige så kraftigt vindmæssigt, men med markant mindre regn. Så dagen efter forlader vi den vestligste af de tre hovedøer og sætter kursen mod Færøernes største ø, Eysturoy. For at forbinde øerne, gravede Færøerne enorme tunneler ud i Atlanterhavet, som vi nu ruller igennem på vores cykler. 8 km mørke, en bil der passerer hist og her og oplyser de sorte vægge et par øjeblikke, før mørket igen omslutter os. Igen og igen drypper det fra loftet og viden om, at hundredvis af tons vand er direkte over vores hoveder i fjordene, gør dig uundgåeligt hårdere i pedalerne.
Da vi forlader tunnelen igen efter, hvad der føles som uendelighed, og indadtil spænder os igen mod det, vi efterlod ved indgangen til tunnelen, venter os pludselig det stik modsatte.
Blå himmel, varmende solstråler på vores hud og følelsen af, at livsånden pludselig vender tilbage.
Så selv den lange strækning med at skubbe langs Elduviks klipper generer os ikke længere, og når vi når vores soveplads, kan vi forberede vores rejseproviant i det tørre, inden vi trækker os tilbage til vores soveposer, helt udmattede.
flatsch. Brudrende vender Max sig om og kravler dybere ned i sin sovepose. flatsch. Nu ramte det mig. Og mens jeg stadig ligger halvt i søvne og spekulerer på, hvad der lige præcis sludrede mit ansigt, rammer den helt gennemblødte presenning mig igen.
Jeg har udholdt meget vejr på mine rejser, men jeg har aldrig været bange for mig selv og mit telt. Stormstød piskede ind over os, regnen væltede ikke længere, men strømmede blot gennem teltet, og alt dette mens Max vender sig om igen af fornøjelse og bare går i seng igen. Hvordan vil den næste dag se ud for mig? Præcis som du forestiller dig en dag i modvind efter en søvnløs nat.
Redningen?
Tankstationer i siden af vejen, som vi falder ned i, totalt udmattede, for bogstaveligt talt at fylde tankene op. Sjældent har en simpel hotdog smagt bedre end her. Den sidste dag kravler vi ud af vores telt under den varme sol, vinden har lagt sig og skyerne har lettet, så sådan ser de få sommerdage på Færøerne ud. Selvom vejret er rystet, er det, vi oplever i dag, mere end en god belønning for alle de sidste dages strabadser.
Vi triller med vores cykler gennem grønne dale, fra hvis stejle skråninger små åer strømmer ud i havet, vi ser de berømte søpapegøjer, der skyder gennem luften som små raketter, dykker ned i vandet og lige så hurtigt flagrer afsted med et næb fyldt med fisk.
Færøerne forstår at præsentere sig selv. Efter den sidste tunnel på vores rejse triller vi ned med cyklerne mod Gasadalur, hvor øernes nok mest berømte vandfald ligger.
Landsbyen var næsten afskåret fra civilisationen indtil 2005.
Først efter at tunnelen var færdig, var det muligt at køre hertil i bil. Tidligere skulle alt bringes ned ad en besværlig bjergsti eller med båd til den barske og stejle kyst og derfra føres op ad en umulig stejl trappe. Hvad var det for et liv?
Meget har ændret sig siden da, men ikke beboernes gæstfrihed. Da vi ikke vidste, hvor vi skulle bo den sidste dag af turen, spurgte vi en landsbyboer, hvor det ville være tilladt at slå lejr. Så inviterede han os til at slå vores telt op i hans have. Som en selvfølge spørger han os, om vi vil have en kop kaffe om morgenen. Det er Færøerne, vind, vejr og også ubegrænset gæstfrihed.
Efterlad en kommentar