Cykling: Cykling handler om succes og penge - i hvert fald de fleste af dem. Det er lidt anderledes med det tyske Embrace The World Cycling Team. Som navnet antyder, er fokus primært på det sociale aspekt. Fordi holdnavnet "Hugging the world" faktisk leves. Udover at have det sjovt med at cykle, beskæftiger holdet sig primært med donationer til trængende. Efter hans to etapesejre ved Tour of Rwanda taler vi i et interview med den tyske kører Julian Hellmann.
Embrace The World: Forbedring af verden gennem cykling
Det er ikke let at få fodfæste i cykelsporten. Verdenstoppen er lille, og vejen til at blive professionel er hård. Men ikke alle ryttere har det, der skal til for at vinde Tour de France - og måske ikke engang kravet. For der er vigtigere ting i verden, som Embrace The World Cycling Team ikke kun påpeger, men også er et eksempel på hjælp. Farerne er hovedsageligt i eksotiske områder. Tallene er lige så vigtige for dem som andre hold, men det handler mindre om antallet af sejre og mere om status på donationskontoen. Mens alle chauffører skal betale for deres egne flyrejser, doneres cykeldele til lokale mennesker i nød – direkte og uden omveje. For eksempel går penge til dyrebeskyttelse og kræfthjælpsfonde, men også atleter i Afrika og Asien støttes. Holdet har eksisteret siden 2015. På det tidspunkt blev det grundlagt af Micha Glowatzki, som stadig driver det i dag.
Julian, du har lige konkurreret i Tour of Rwanda med din Embrace The World Cycling Team, og du har selv vundet to etapesejre. Hvilke indtryk fik du?
Julian Hellman: Efter at jeg sidste år fik lov til at køre Senegal-touren sammen med mit hold, så jeg virkelig frem til indtrykkene fra et andet afrikansk land. Det var en ære for os som amatørhold at modtage en invitation til det højt respekterede Tour du Rwanda (kategoriseret som en professionel tour, UCI 2.2), og vi har forberedt os godt til denne begivenhed. På forhånd orienterede vi os selvfølgelig om landets historie og hvad vi kunne forvente der. I sidste ende har vi dog ganske enkelt stor tillid til alle i vores team, så vi altid kan stole på hinanden i enhver situation - hvad enten det er som kørere i løbet eller til vores supervisorer eller sportsdirektører. Det er som en stor familie. Sammen vil vi lære nye lande, mennesker og kulturer at kende og mestre alle udfordringer.
Rwanda er et meget fattigt land, men det har udviklet sig hurtigt i de senere år. Vi var alle overvældet af folkets entusiasme. Tusinder, inklusive mange børn, stod langs gaderne overalt. De løb sammen med os op ad stigningerne, heppede på os og dansede undervejs. Hvis du så formår at lave det afgørende angreb til sidst med din sidste ounce styrke og vinde en etape, er det selvfølgelig prikken over i'et. Men ikke meget mere i forhold til alle de andre indtryk, vi får her.
Derudover er det altid en god mulighed for at lære andre chauffører fra forskellige lande rundt om i verden at kende og udveksle ideer med dem. Eller pludselig møde bekendte fra Congo, som hilser på dig i mål, efter du har mødt dem på andre afrikanske ture i de senere år og forsøgt at støtte dem med materialedonationer.
The Embrace World Cycling Team er forpligtet til et vist socialt engagement. Hvorfor valgte du dette hold?
Julian Hellman: Efter næsten ti år i tysk og europæisk cykelsport var det tid for mig og tre venner til at finde noget nyt, for at give sporten en bredere betydning. Det var sådan, vi stødte på Micha med Embrace the World-ideen, og det passede straks sammen. Vi startede med en enkelt jersey og et enkelt par bukser. Men tanken om at lære andre lande og kulturer at kende sammen gennem cykelløb var mere værdifuld for os end noget andet. Heldigvis lykkedes det med lidt held og gode resultater hurtigt at finde nogle materialesponsorer, og vi var derfor meget glade, da Canyon tilbød at udstyre os med cykler.
I mellemtiden har vi med DT Swiss og Alpecin yderligere to sponsorer, som gør os i stand til i det mindste at betale for vores udstyr. Vi chauffører afholder normalt selv rejseudgifterne, hvis det går godt, kan vi dække vores udgifter med præmiepengene. Hvis ikke, gør det ikke noget, for hver gang har vi flere oplevelser og møder, og vi donerer også en del af vores præmiepenge. Vores team er et særligt fællesskab. Det kan man også se på, at der næsten ikke er nogen kørere, der forlader holdet. Vi er alle meget tilfredse og deltager på mange områder, lige fra søgen efter sponsorer til indkøb af materialer og løbsplanlægning.
Alle ryttere fra Embrace The World Cycling Team offentliggør deres data på Strava. Dette genererer donationer. Hvordan virker det?
Julian Hellman: Helt fra starten var vores grundlæggende idé at forbedre noget for hver kørt kilometer. Det er måske lidt utopisk, men det var vores mål. Du kan altid indgå kompromiser. Så planen var, at hver af os ryttere (nu 14 ryttere i landevejsholdet og 5 ryttere i MTB-holdet) skulle søge en privat sponsor, virksomhed eller bekendt, som er villig til at donere et par øre for hver kørt kilometer. Resultatet er en støtte - afhængig af sponsor - mellem en og fem øre pr. kilometer. Så når vi kører den tredje etape her i Rwanda (200 km), indsamler hver af os mellem €2 og €10, det samme i træningen.
De fleste af os overfører så pengene til vores holddonationskonto, hvorfra vi så støtter sociale projekter. Helst i de lande, hvor vi også ræser, og som vi selv kan se. Som et eksempel ville der være B. en skole for gadebørn i Senegal. Det er anden gang, vi har støttet og besøgt dem. Vi kender endda de lokale lærere. Ud over donationskontoen donerer nogle chauffører også deres penge direkte til dyreinternater i Tyskland eller den tyske børnekræfthjælp. I alt var vi i stand til at donere omkring €10.000 ud over donationerne i naturalier.
Du rejser meget i Afrika. Har de mange indtryk ændret dit syn på verden?
Julian Hellman: Jeg tror, at løbene ubevidst har ændret mit perspektiv lidt. De problemer, der ellers altid var meget langt væk og derfor ikke virkede helt reelle, er kommet meget tæt på. Det overbeviser mig endnu mere om, at vi i det mindste går i den rigtige retning. Verden forekommer mig meget mere som en enhed end forbundet, for overalt ser man de forbindelser, man ikke forventer. Det være sig en trøje båret af en lille dreng i siden af vejen, hvor der står Rhinland, eller containeren fra Hamburg Süd, der pludselig dukker op i en lille landsby på 2.500 m i Rwanda.
Derudover ser jeg på vores rejser de modgang og problemer, folk skal håndtere og stadig være glade og tilfredse. Dette giver dig mulighed for at genoverveje dine egne behov og sætte nogle bekymringer i perspektiv. Jeg synes med de erfaringer, som jeg får lov til at få, at mit syn på livet og vores sociale problemer også adskiller sig. Det giver mig endnu mere ro med nogle tilsyneladende problemer i hverdagen. Alligevel vil jeg ikke have en tendens til at blive fatalistisk, men forsøge at fortsætte med at bidrage til en lige verden i små skridt.
Hvis du i øvrigt gerne vil have et dybere indtryk af vores ture, løbene der, men også indtrykkene og menneskerne langs ruten, er du velkommen til at besøge vores hjemmeside www.etwcycling.com se vores fantastiske kortfilm på nogle af vores rejser. Vi har ofte et professionelt kamerateam med, som det er tilfældet nu i Rwanda.
Hvilket tip kan du give til unge ryttere, der ønsker at blive professionel cykelrytter og derfor har en stenet vej foran sig?
Julian Hellman: Mange unge, der begynder at køre racercykler, har helt sikkert drømmen om at blive professionel cykelrytter. For nogle er det måske det rigtige at gøre, men for mange er det måske ikke. Jeg nyder virkelig at cykle. Muligheden for at være derude, at se andre lande, os alle sammen som et hold, ellers ville vi ikke være så begejstrede for det. Jeg vil dog gerne ride på eget initiativ og ikke fordi nogen siger det til mig, eller fordi jeg får nogle penge for det. Cykling er også en meget hård sport. Nu i Rwanda kører vi cykelløb i otte dage i træk, dagligt 110 til 200 km og mellem 1.800 og 4.600 højdemeter. Du skal være meget i stand til at lide, når du er fysisk udmattet – og det kommer du ofte til.
Da jeg var på farten som KT-kører i et år efter min samfundstjeneste, indså jeg, at efter tre måneder var det eneste, der manglede, at cykle. Cykling giver mig meget, men ikke nok. Det er ikke særlig krævende for hovedet. På et tidspunkt bliver det ensformigt, når man altid møder de samme kørere som konkurrenterne i de nationale løb. Selv i Europa er det altid de samme mennesker, du kører mod i toppen. Det bliver kedeligt i længden, i hvert fald for mig. Derfor er holdet så perfekt for mig. Venner, rejser, får erfaring, opnår succes gennem selvmotivation og afslutter en uddannelse på samme tid. Og alt sammen fuldstændig selvbestemt.
Når unge ryttere tager beslutningen om at blive professionel cykelrytter helt selvstændigt og selvbestemt, er det rart. Men du skal aldrig miste de store og vigtige ting i livet af syne og altid vide, at der er uendelige alternativer – i hvert fald for os i Europa. For nogle bilister i Afrika er det den eneste chance for et lettere liv. Heldigvis ikke for os, og derfor bør vi ikke klamre os for stædigt til målet om "professionel cykelrytter".
Endelig, hvor er du på vej hen efter Rwanda?
Julian Hellman: Umiddelbart efter Runda skal jeg nok til Fransk Guyana, endnu en turné med ni etaper. Og før Rwanda kom jeg med holdet fra Tour de Martinique, hvor vi også vandt to etaper, og jeg havde den gule trøje på i fire etaper.
Men andre kørere vil også være i aktion i Tobago og Kina, derefter i Tyrkiet ved Tour of Black Sea og i november venter endnu et højdepunkt i sæsonen vores hold med Tour du Faso i Burkina Faso. Vi brænder for løbene som i Faso, fordi entusiasmen for at cykle der, ligesom i Rwanda, er uforståelig. Hundredtusindvis af mennesker står på gaden, og det er der, vi kan bevæge os mest med hver cent for hver kilometer.
Billederne kommer fra fotografen Oliver Farys.
Efterlad en kommentar