Cykling: I hvert cykelløb er der mindst én vinder og ofte mange tabere. Dette var selvfølgelig også på 12. etape fra Montpellier op til Mont Ventoux. Nairo Quintana (Movistar) tabte igen tid til Chris Froome (Sky) og Fabio Aru (Astana) klarede sig ikke bedre. Alligevel var disse to ryttere ikke dagens store tabere. Endnu en gang var det Tour de France og selve cyklingen.
https://www.youtube.com/watch?v=HQUZwcsa00A
Juryens indgriben redder situationen noget
Da de fleste af rytterne allerede var ankommet til målområdet, vidste tilskuerne stadig ikke, hvem der skulle have den gule trøje på i morgen. En lille time efter mål blev det så offentliggjort, at Chris Froome og Richie Porte ville få samme tid som Bauke Mollema. Det er de to berørte hold Sky og BMC naturligvis glade for, men der er først og fremmest utilfredshed med Movistar-holdet, for Nairo Quintana mistede igen værdifuld tid i dag på grund af denne jurybeslutning. Orica-BikeExchange bør også blive skuffet, fordi en ung professionel Adam Yates vil fortsætte med at bære den hvide trøje i stedet for den gule trøje. Ikke desto mindre er turorganisationens beslutning forståelig, for ulykkerne med Chris Froome og Richie Porte var fuldstændig uden deres egen skyld. Ved at forkorte etapen var der ikke blot flere fans spredt over færre kilometer, men de nødvendige barrierer manglede også.
Det foreløbige resultat ville have taget magtbalancen fuldstændig ad absurdum, og konkurrencen ville ikke længere have haft meget med sport at gøre. Det var også et vigtigt signal til offentligheden: Enhver, der griber ind i cykelløbet og får ryttere til at falde, vil opnå det modsatte af den ønskede effekt. Uanset hvad, kunne juryen kun være konsekvent i sin beslutning, for uanset hvad beslutningen ville have været, ville der have været klager fra hold, kørere og fans bagefter. I det mindste med juryens indgriben blev det resultat, der ville være kommet tættest på virkeligheden. Ikke desto mindre har cykelsporten igen gjort sig selv til grin. Særligt pinligt: Med den officielle Twitter-konto gjorde turorganisationen endda grin med det. De fejrede denne uheldige begivenhed, selvom sådanne hændelser ikke er gode for denne sport.
Igen og igen selvskabte problemer i cykelsporten
For kort tid siden var cykling i Tyskland den mest populære sport i landet ved siden af fodbold og tennis. Tilskuerne sad i massevis foran fjernsynsapparaterne, og hvis offentlig visning havde eksisteret dengang - ville tyskerne have været der i tusindvis, i hvert fald i weekenderne. Desværre er de tider for længst forbi, selvom der har været mange tyske vindere igen i årevis med Tony Martin (Etixx-Quick Step), Marcel Kittel (Etixx-Quick Step) og André Greipel (Lotto Soudal). Selvfølgelig er dopingsagerne til dels skyld i, at tilskuerne i stigende grad har vendt cykelsporten ryggen, men doping er allestedsnærværende også i andre sportsgrene, og alligevel holder fansene fast. Mens mærkelige begivenheder som Orica-GreenEDGE-holdbussen sidder fast under målbuen eller den kollapsende luftbue med flamme rouge er højdepunkterne i en sæsonopsummering, er reklamen for sporten anderledes. Især med de mange uheld med støttekøretøjerne holder publikum endelig op med at grine. Alle disse problemer har dog én ting til fælles: De er alle hjemmelavede.
Cykelsport og medier skal finde sammen igen
At organisere en cykelbegivenhed kræver naturligvis en del mere indsats end at arrangere en fodbold- eller tenniskamp. Ikke desto mindre virker implementeringen i cykelsporten ofte amatøragtig og ikke gennemtænkt. Sådan kommer sporten i endnu større problemer. Som om det ikke var grund nok at tage sig sammen for seerne og dit eget omdømme, spiller dette også en stor rolle for sponsorerne. Det er ikke uden grund, at flere og flere sponsorer vender sig fra denne sport, så cykelløb skal frygte for deres eksistens og kørere for deres kontrakter. Hvis vi for eksempel sammenligner cykling med fodbold, oplever vi, at der har været skandaler i begge sportsgrene de seneste år. Flere og flere mennesker strømmer dog til fodbold, som om intet nogensinde var hændt. Det gør den ved at håndtere problemer på en helt anden måde. Cykelsporten påtager sig gentagne gange en håbløs rolle som offer, så skandalerne forbliver fast forbundet med sporten, mens fodboldsporten løsriver sig fra skandalerne og afkobler dem. En amatørfodboldspiller bliver ikke konfronteret med de professionelles skandaler i offentligheden, men en amatør professionel cykelrytter er det.
Endelig giver cyklingen en ny chance
Det skal cykelorganisationerne og foreningerne se godt på, ligesom medierne rapporterer om det. Konstant at henvende sig til den nuværende cykelgeneration om tidligere dopingsager tjener ikke sporten. Under Fuentes-skandalen i 2006 var de unge ryttere ved dette års Tour de France lige i begyndelsen af deres pubertet. For at vi skal have en ren og fair cykling, skal medierne også hjælpe. Ud over cykelryttere var professionelle fodboldspillere og tennisspillere også involveret i Fuentes-skandalen. Til dato er ingen navne blevet nævnt, og næppe nogen fan af disse sportsgrene kender til det. Cykling er en syndebuk, som den gang på gang gør sig til. Ved Giro d'Italia i år kunne de tyske ryttere hente i alt seks sejre. Det blev næppe rapporteret i nyhederne. Men når Chris Froome jogger op ad Mont Ventoux, mangler denne rødglødende nyhed ikke i nogen daglige nyheder. Så er cykling igen forbundet med latterligheder og skandaler. For at bryde denne nedadgående spiral må atleter, organisationer og medier endelig give hånd. Så kommer sponsorerne og især tilskuerne tilbage.
Efterlad en kommentar