Triatlon: Schweizeren Ronnie Schildknecht er en af de mest succesrige triatleter i den seneste tid og har nu vundet Ironman Zürich otte (!!) gange. Vi havde mulighed for at tale med den 36-årige fra BMC-Etixx Pro Triathlon Team drevet af Uplace på BMC Team-up Camp i Altea, Spanien.
Hej Ronnie – tak fordi du tog dig tid til os trods kulden! Blive rask på dette tidspunkt.
Ronnie Schildknecht: Intet problem - jeg havde båret den rundt i et stykke tid, og airconditionen på flyet må have gjort mig færdig. Dog intet der ikke kunne klares med lidt hvile og te.
Lad os starte med noget positivt: Triatlon får mere og mere opmærksomhed fra offentligheden og medierne. Hvordan opfatter du det fra dit perspektiv som atlet?
Ronnie Schildknecht: Du har fuldstændig ret. Før i tiden var triatlon egentlig bare en udkantssport – det er det efter min mening stadig til en vis grad, men det har indhentet markant de seneste år. Der er fodbold, tennis og cykling, men triatlon er heldigvis ikke længere langt væk fra disse 'større' sportsgrene. I Schweiz har vi haft årets atleter fra triatlon flere gange [også i Tyskland siden weekenden, bemærk d. Rød.].
Men det skal alligevel siges, at størstedelen af offentligheden primært opfatter Ironman Hawaii – eller hvordan ser du det?
Ronnie Schildknecht: Ja, bestemt. Hawaii er over alt. Men hvis du ser denne ene begivenhed som udgangspunkt, kan du helt sikkert bygge videre på dette grundlag. Men det store problem er stadig, at markedsføringen af mange arrangementer simpelthen er elendig.
Problemet med markedsføring kan også høres igen og igen fra cykelsporten - der er også et par store begivenheder, der ser ud til at få al opmærksomheden...
Ronnie Schildknecht: Selvfølgelig, men uanset om det er triatlon eller cykling, så er det et meget komplekst emne. Det kommer selvfølgelig også an på, hvordan og hvor pengene fordeles. De fleste Ironman-begivenheder er meget profitorienterede og har ingen stor interesse i, at atleterne tjener penge. Mange arrangører har ganske ret i, at vi fører en skyggetilværelse på en bestemt måde. På længere sigt saver denne taktik dog blot den gren, som vi alle sidder sammen på. Måske vil det ændre sig i fremtiden med den stadigt stigende opmærksomhed.
Forhåbentlig vil I som atleter snart få glæde af den voksende opmærksomhed
Ronnie Schildknecht: Nå, jeg kan kun tale for mig selv, men personligt har jeg ingen grund til at klage. Andre triatleter har det bestemt hårdere end mig, så det er godt at se lidt bevægelse i sagen.
Apropos stor opmærksomhed. Hvordan er det for dig personligt? Genkender folk dig på gaden? Er du tiltalt?
Ronnie Schildknecht: Tja, schweizerne er generelt ret reserverede, når det kommer til det. Nu og da lægger jeg mærke til, at nogen kigger på mig og måske undrer sig over, hvor de har set mig før. Jeg har også haft en eller to tv-optrædener, så folk kender i det mindste mit ansigt. Men jeg bliver ikke rigtig talt til eller belejret af fans – det er heller ikke så dårligt for mig (griner).
Lad os tale lidt om sidste sæson. Hvad er dit personlige højdepunkt?
Ronnie Schildknecht: Det var bestemt Ironman Zürich. På den ene side var det det bedste løb i forhold til min personlige præstation. Jeg ville elske at have brugt denne forestilling igen på Hawaii, men det lykkedes desværre ikke. Men at vinde i Zürich for ottende gang var bare fantastisk.
Hvad foregik der i Kona? Man måtte give op efter at have cyklet.
Ronnie Schildknecht: Ja, dagene før var jeg ved dårligt helbred. Jeg har været på Hawaii og trænet, men det passede bare ikke den dag. En skam.
Så havde du en forudanelse lige fra starten?
Ronnie Schildknecht: Nej, ikke nødvendigvis. Faktisk var alt stadig i orden – selv da jeg satte mig på cyklen, var jeg stadig fuldt fokuseret og troede, at alt stadig var muligt. Men efter omkring 100 km følte jeg, at tanken på en eller anden måde var tom. Efter 120 km vidste jeg så: Det går ikke. Jeg kender mig selv og min krop ret godt efterhånden, så jeg kan godt vurdere det. Så har jeg ingen problemer med at sige i løbet: det var det for i dag. Det er altid frustrerende, især på Hawaii, men det nytter ikke noget.
Du har også besluttet dig for en ny måde at forberede dig til Kona i denne sæson - en fejl i bakspejlet?
Ronnie Schildknecht: Det er rigtigt, jeg besluttede at ankomme et par uger tidligere for at kunne tilpasse mig atmosfæren og klimaet. Jeg ved ikke, om det var en fejl, men jeg ville bestemt ikke gøre det på samme måde igen. Jeg ved nu, at det ikke var min ting, men jeg fortryder heller ikke, at jeg prøvede noget nyt. Selvom du har eksisteret så længe som jeg, holder du aldrig op med at lære. Bortset fra det, nogle gange skal du bare bryde denne træningsrutine, denne rutine.
Så næste gang, bliver det din 'klassiske forberedelse' igen?
Ronnie Schildknecht: Ja, det tror jeg. Jeg ankommer normalt omkring ti dage før løbet, og jeg har tid nok til at forberede mig og tilpasse mig.
Desværre var Hawaii aldrig et rigtig godt sted for dig – i modsætning til Zürich. Frustrerer eller foruroliger det dig?
Ronnie Schildknecht: Nej, slet ikke. Det afhænger bare altid så meget af dagsformen og jeg skal bare holde hovedet frisk. I Kona er alt faktisk altid muligt - fra elimineringer som i år til podiet - forhåbentlig engang i fremtiden. Derfor ville frustration være en helt forkert tilgang, og jeg fortsætter med at tro på mig selv.
Det har du al mulig grund til - du har haft stor succes i over ti år - lægger du stadig mærke til det hele?
Ronnie Schildknecht: Puha, svært. Selvfølgelig er jeg glad for hver ny succes – men nogle gange har man bare brug for et lille pust. I denne sæson følte jeg også en gang: stop, jeg har bare brug for lidt tid til mig selv og mine tanker. Jeg har været på toppen af triatlon i 13 år nu, og jeg har aldrig rigtig set mig tilbage. Nu er jeg 36 og i min karrieres efterår - gik det hele forbi mig så hurtigt, fantastisk!
Sætter denne store succes dig under pres?
Ronnie Schildknecht: Ikke så meget succesen i sig selv, men derimod forventningerne – både udefra og fra mig selv, men nu kan jeg godt håndtere det og styre det i positive retninger. For mig er det mere en ekstra motivation end en belastning.
Du sagde det - du har allerede 13 meget succesrige år i triatlon bag dig. Jeg får dig lige til at se tilbage nu. Er du stolt af det, du har opnået?
Ronnie Schildknecht: (griner) Jeg er en speciel sag. Jeg er en fyr, der altid tror, han kunne have gjort det bedre. Jeg føler ikke, at jeg har opnået noget ekstraordinært...
Nå, du sælger dig selv langt under værdi!
Ronnie Schildknecht: Det er bare min måde. Stolthed er måske bare det forkerte udtryk. Jeg vil ikke blive ved med at klappe mig selv på skulderen og sige: 'Godt gået!' – men jeg er ganske tilfreds med det, jeg har opnået. Jeg håber bare, at jeg måske i en længere fremtid kan se tilbage og værdsætte, hvad der skete, og hvad jeg har opnået.
Det håber jeg også! Du fortjener det. I hvert fald tak for det fine interview, og jeg ønsker dig al mulig held og lykke i næste sæson!
Efterlad en kommentar