Skuffelsen stikker dybt. Jeg ved ikke, hvad der præcist er. Det, jeg ved, er, at jeg ikke har det godt, og at jeg må give op udmattet efter at have cyklet. Er det på grund af mig? Hvorfor virkede intet? Ironman Hawaii skulle bare ikke være mit race endnu. Dagene efter løbet har jeg det ikke rigtigt bedre. Smerter i kroppen, søvnløse nætter badet i sved. Men der er ikke meget tid til at tage sig af det. Blot to dage efter løbet er jeg på flyet til Thailand for at forberede mig til IM Malaysia på Thanyapura Sport Resort.
Jeg aner ikke, hvordan man laver dette løb. Smerterne forsvinder ikke rigtig. Vi møder venner, og deres første reaktion er, at det lyder som denguefeber. To dage senere sendte Ironman en e-mail og bad alle, der havde disse symptomer, om at tage kontakt, fordi denguefeber var brudt ud på Hawaii. På den ene side falder der en sten fra mit hjerte, at det ikke var min skyld. På den anden side er det ikke klart for mig, hvordan man gør Malaysia. Min træner Jo Spindler og vores lokale venner formår på en eller anden måde at få mig ud af min mentale sump. Vi taler meget om Gud og verden. Ikke triatlon. Tiden flyver som i flyvning. Fire uger i Thanyapura/Thailand virker som en for mig. Jeg tænker ikke på IM Malaysia.
Mit eneste glimt af håb er mine træningstider, som stabiliserer sig igen. Min kraft kommer langsomt tilbage. Så er det afsted til Langkawi. Som forsvarende mester har jeg et fuldt program der. En ny situation. Jeg har aldrig været i den forlegenhed at kunne forsvare en Ironman-titel. Dagene før løbet er fyldt med aftaler: besøg på Langkawi Kids Hospital, autografsession, pressekonference, åbningsceremoni. Tjek desuden ruteændringerne og træner lidt ind imellem.
Jeg hopper ud af sengen om morgenen. Fokus og forventning til løbet er der! Jeg er så spændt, at jeg endda glemmer Jos fødselsdag. Det professionelle felt er næsten tre gange så stort i år, som det var i 2014. Sammen med mændene er vi knap 70 professionelle. Startskuddet går, jeg har fået en god start. Trykket i vandet er der. Jeg kan beholde min gruppe i lang tid. Men jeg mister det stadig på de sidste 600 m og savner svømmeafgangen. Så meget for proffen. En padler kommer til sidst ophidset og siger, at jeg skal svømme tilbage. Det går fint! Sæt dig op på cyklen og afhjælp fejlen igen.
Efter 35 km indhenter jeg endelig den førende gruppe. Jeg tøver ikke længe. hovedet ned og igennem. Efter godt 5 timer og det bedste tidspunkt på dagen på cyklen når jeg overgangsområdet og har en føring på fire et halvt minut over den andenplacerede rytter. Jeg nærmer mig maraton på en kontrolleret måde. Alle opfører sig, som om de ikke forventede andet af mig. Ingen ser på mig, at jeg virkelig skal torturere mig selv. Jeg skal tænke på Jos ord: "Det, der gør ondt på dig, dræber andre. " Ret udmattet, men ovenud lykkelig krydser jeg målstregen som "Malaysias dronning".
Sjældent har jeg nået mine grænser som denne. Jeg kan stadig ikke rigtig forstå, hvad jeg lige har gjort. Jeg ser nu tilbage på denne Ironman med en pause på to uger. Ved afslutningen kunne jeg ikke få det ud af min mund, at jeg gerne ville forsvare min titel igen i 2016, jeg var så udmattet og træt. Men et hattrick ville selvfølgelig have en vis appel. Især da jeg føler mig rigtig godt tilpas i Langkawi og Phuket, og det er fedt, når sikkerhedsofficerer i lufthavnen dropper alt for at tage et billede med mig 😉
Med min tredje Ironman-sejr, en 70.3-sejr og en halv-udfordringssejr på kun 13 måneder, slutter jeg året meget beroliget. Min hidtil mest succesrige sæson, kun kortvarigt afbrudt af en lille myg. Efter næsten otte uger på farten, glæder jeg mig nu til at tilbringe lidt tid med familie og venner, inden jeg tager tilbage til Mallorca.
Efterlad en kommentar