Jeg sov fantastisk, vækkeuret ringede kun klokken 6 og takket være Transalp-rutinen var hver bevægelse perfekt, så jeg rullede ind i formationen punktligt 2 minutter før start. Startsignal og afsted til første stigning. Det var hurtigt, 350 watt, men jeg gyser ved at huske udgaver af det løb, hvor jeg var nødt til at kæmpe morgenmaden i halsen mere på Ova Spin end bekymre mig om at holde baghjulet på manden foran. I dag var tempoet ok. Ret jævnt, men så næsten alle kunne følge med.
Efter tunnelen sagde 3 mænd farvel meget iøjnefaldende - Benjamin Schweinester (Team Tom Siller), Helli Trettwer (Team Baier) og en italiener fra Chiapucci Team var dagens tre flugtere. Bag dem harmoniserede vores gruppe faktisk meget godt. I Livigno rullede en del op igen, men sådan er det næsten altid, inden det tynder lidt ud på Forcolaen. Jeg led deroppe, men opstigningen syntes at gå meget hurtigere, efter at jeg formodentlig ikke havde stået på ski i det knaldrøde område på den første stigning.
Desværre var der på nedkørslen nogle vanskelige situationer med huller, og i det sidste sving skød en chauffør mig i baghjulet, mens han kørte alt for stærkt - et fald var uundgåeligt! Jeg slap selv med chokket, men bag mig faldt 2-3 ryttere til jorden. Det behøvede det virkelig ikke at være, og alle var ret chokerede, hvilket fuldstændig flåede gruppen fra hinanden. Som altid kæmpede jeg ved det sidste hul på Bernina og var kun i 2. gruppe på toppen. Alle de gode fyre var ti foran. Heldigvis kom vi tilbage med 10 mand, og på niveauet kunne jeg endelig spise og aflaste mig selv.
I Zernez så den klassiske sprint af kortdistancerytterne og der var omkring 20 mand til overs til langdistancen. Jeg satte spontant kursen mod forfriskningsstationen i Zernez og proppede min trøje fuld, fordi jeg havde endnu en dag med glubende sult, da jeg følte, at der ikke kom noget til mine ben. I godt selskab med Tom Gschnitzer rullede jeg op igen og så var det atter i gang på Flüelaen, for Andi Folder startede det første stejle trin op med 370-380 watt - så kun 7 ryttere kørte fast.
2 kørere var stadig foran, Benjamin Schweinester vandt den korte distance, Trettwer og italieneren var godt 3 minutter foran. Vi blev enige om, at vi skulle kunne gøre det let på nedstigningen til Tiefencastel og på Albula. Så tempoet faldt en smule, før det gik ind i den "flade sektion" af Flüela. På toppen trak Rene Stadelmann lidt fra. Vi var stadig fem: Andi Ortner, Johannes Berndl (ny på Corratec-teamet), en racerkører fra Medrisio Racing Team, Davide Tugnoli og jeg selv. Vi kredsede godt gennem Davos, tunnelen og den korte mellemliggende indkørsel, men der var intet at se foran – heller ikke Stadelmann. I landsbyen så informationen fra en supervisor: "3 mand med 1 minuts forspring"...
Efter nedstigningen til Tiefencastel og på de første 10 kilometer af Albula var der stadig ingen i sigte - det kunne ikke være! Så er løsningen på gåden: løbsleder Flurin Bezzola kaldte os ind: 2 mand foran, mere end 6 minutter foran, Stadelmann med en føring på 1:40 imellem. Skuffen faldt næsten ned på styret, det var det så... Straks overtog den unge Matteo efter Mendrisio og øgede tempoet – kun jeg kunne følge med, de andre brast af efter hinanden. Jeg hjalp så meget i spidsen og så fandt vi Stadelmann lidt senere.
Jeg kørte de stejleste dele af Albula forfra, men afstanden til toppen blev bare ikke mindre – stadig 5 minutter. Hvor fik de deres magt fra deroppe? De var næsten 150 kilometer foran. Jeg var mentalt forberedt til et kvalifikationsløb på Albula, men det skete aldrig. Så de 300 watt føltes næsten som at gå en tur, men jeg kunne ikke have sluppet min ledsager selv med et højere tempo, han var i god form. Vi snakkede om hans løb, og jeg kendte selvfølgelig næsten alle fra før. Det hele gik så hurtigt, og vi var næsten på toppen, da italieneren dukkede op foran os. Den rejste sig bogstaveligt talt, og jeg faldt ind på den igen, men Trettwer var stadig 4:30 foran på toppen - denne kraft er åbenlys!
Det gik uden risiko ned ad nedkørslen og derefter mod mål med perfekt medvind. Vi risikerede ikke noget i spurten til mål, jeg var foran, men Matteo gjorde det smart og pressede stregen op – så en delt 2. plads til os begge. Trettwer så ret afslappet ud, og de ankomne ryttere var ret udmattede og dækket af saltskorper. Ordren bag os: Den italienske flugt, Andi Ortner, Rene Stadelmann og Johannes Berndl. Efter et interview, small talk og target label gik jeg ud med Matteo – denne unge fyr er en meget flink fyr.
Eftermiddagen fortsatte med at være herlig over Engadin, så lad os tage til svømmehallen og vente på prisoverrækkelsen. Nu i solen tjekkede jeg bloggen og nu er det tid til at tage hjem. Desværre følger billeder senere og bloggen er kun tilgængelig hjemmefra med passende internet. Jeg glæder mig til Peter Lintners billeder og dine kommentarer på bloggen!
Vi ses snart,
din Stefan
Efterlad en kommentar