Punktligt klokken 10 lørdag morgen tog vi Colognere afsted mod Leipziger Neuseenland.
Efter den næsten 600 kilometer lange køretur mødte vi resten af teammedlemmerne på ROTHAÍ-standen på messeområdet. Efter at have hentet numrene, efter indtjekning på hotellet, gik vi direkte til en lille rundvisning på banen og en fælles udgang.
Da vores Ronny er hjemme i dette område, var vi i stand til at se nærmere på vanskelige og afgørende sektioner og tænke over indledende taktiske tilgange på forhånd.
Under den obligatoriske fælles middag på en italiensk restaurant kunne tankerne igen slukkes i en afslappet og sjov atmosfære, det sidste møde var jo først på dagsordenen næste morgen.
Grundet den tidlige start skulle vi tidligt i seng, udhvilede og koncentrerede, vi mødtes tidligt til morgenmad søndag morgen. Sammen gennemgik vi vigtige sektioner af ruten igen og blev enige om to nøglepunkter, hvor vi ville forsøge at decimere feltet.
Klokken 8 gjorde vi vores Fujis klar og kørte sammen til startområdet ved det gamle messecenter i Leipzig. Rul lidt op og så placerede vi os i startblokken. Startskuddet blev affyret punktligt klokken 8.30 med kølige temperaturer og en god brise.
De smalle og snoede stier på de første par kilometer fik os til at blive forrest i flokken for at undgå enhver risiko for at falde. Et modigt udbrudsforsøg af Paul Sicking efter få kilometer blev først alvorligt, da to ryttere sluttede sig til dem. For ikke at lade føringen over udbrydergruppen blive for stor, satte Team Bürstner for første gang feltet af ryttere på kanten af vinden halvvejs i løbet. Nu var det tid til at blive orienteret, og hele feltet af chauffører trak gennem en smal by som en perlerække.
Det var her et af vores udvalgte nøglepunkter startede, og vi øgede tempoet for at dele feltet. Nogle ryttere måtte hurtigt give slip og flere små grupper dannede sig. De næste 10 kilometer fløj af sted, men på grund af vinden var der behov for en indsats, og min puls skød til tider op på over 180 slag. Mens benene blev tykkere og tykkere i laktatet, kredsede vi med seks holdmedlemmer foran Stephan Räth i den gule trøje.
Efter at vi igen satte tempoet lidt ned, kunne enkelte grupper indhente bagfra. Feltet var dog nu skrumpet til omkring 50 ryttere, så i denne konstellation var det meget mere sikkert frem mod finalen.
Efter at have forladt søerne, slog et par ryttere sig sammen på en lille stigning til et sidste angreb. Pelotonen blev strakt ud igen, men alle angreb mod målstregen blev forpurret.
Nu gjaldt det om at forberede spurten for mig bedst muligt for ikke at komme i klemme eller blokere de sidste to kilometer. Som altid kunne jeg stole fuldt ud på mit hold. Perfekt placeret var jeg i stand til at være den første til at dreje ind i hjemmet lige gennem højre-venstre chicane, hvorpå der var endnu et fald bag mig.
De sidste kræfter blev mobiliseret til slutspurten og overlykkelig kunne jeg vinde for mit hold.
På dette tidspunkt skal der lyde en meget speciel tak til min træner Enrico Poitschke, som har været ved min side med råd og handling i årevis.
Med vished om, at ingen kørere var kommet alvorligt til skade i efteråret, kunne vi nyde succesen sammen, og efter præmieoverrækkelsen sluttede løbsdagen på ROTHAÍ-standen med en sej Wernesgrüner.
Jeg glæder mig allerede til at se dig igen på GCC-racerbanen i Schleiz om tre uger!
Indtil da,
Din Daniel
Efterlad en kommentar