Livsstil: Som kort nævnt andetsteds var vi der ved en af sæsonens sidste store cykelbegivenheder i Rom: Granfondo Campagnolo Roma. En af vores redaktører havde endda fornøjelsen af at deltage i selve løbet. Nedenfor er hans uudsmykkede rapport om de 123 km gennem det centrale Italien.
Starten
Klokken er 6, da jeg endelig giver efter for det skingre vækkeur ved siden af min hotelseng i centrum af Rom. En time senere står jeg ved starten af 00 Granfondo Campagnolo Roma med en let morgenmad på maven. Bag mig gløder Colosseum i morgensolens bløde røde. Med startnummer 2014 er jeg helt fremme i køen – bag mig står næsten 30 andre cykelentusiaster, som næsten ikke kan vente til de endelig kan træde i pedalerne. Kort efter klokken 3.500 er tiden kommet – det starter.
De første par kilometer bevæger marken sig tæt pakket over de brostensbelagte gader i den smukke romerske gamle bydel. Forbi Forum Romanum mod den sydlige udkant. Denne tidlige søndag morgen stod tilskuere langs gaderne overalt for at heppe på deltagerne – en dejlig følelse. Jeg kører i dag på en testcykel med det nye Super Record-gruppesæt, som Campagnolo stillede til rådighed for os - en test af dette følger om kort tid på Velomotion. En ting er i hvert fald sikkert: Hvis det ikke lykkes for mig i dag, skal det ikke fejle på cyklen.
Skår bringer uheld
De første næsten 30 km bevæger sig over gode, brede veje gennem landskabet omkring Rom. De første grupper er nu dannet, og marken begynder så småt at ordne sig. Da jeg ankom i en træningstilstand, der kunne forbedres meget, koncentrerer jeg mig om mit eget tempo. Efter cirka 20 km - jeg kører i en mindre gruppe ryttere - ser jeg pludselig nogle knækkede stykker i vejkanten, men jeg kan desværre ikke bremse i tide og det sker som det skal ske: flade dæk. Da jeg stiger af, indser jeg først omfanget: Den fik endda begge slanger. Efter et par minutter og aktiv støtte fra en anden chauffør (tak på dette tidspunkt!), er jeg klar til at køre igen.
Efter 29 km venter den første af fire bjergklassifikationer. Ruten bugter sig op ad siden af Lago di Castelgandolfo til den lille by Castel Gandolfo, som er særligt kendt for sin pavelige residens. Opstigningen er krævende og især de sidste meter kræver alt fra mine ben med en gradient på over 11%. Men jo tættere jeg kommer på målet, jo flere mennesker står ved siden af vejen, hepper på mig og opmuntrer mig. Ikke desto mindre er jeg meget glad, da jeg når toppen og allerede ser det første forsyningspunkt.
Forfulgt af uheld
Så frisk styrket fortsætter vi. Dette efterfølges af nedstigningen tilbage til søen Albano. Udsigten fra den udsatte vej er storslået - desværre kræver den hullede vej en del opmærksomhed, hvilket giver lidt tid til at nyde udsigten. De dårlige vejforhold fortsatte indtil anden opstigning, man kan igen og igen se tabte vandflasker på vejen. Kort før den anden stigning kan jeg næsten ikke tro mit uheld: mit baghjul er fladt igen. Jeg stiger lidt desperat af. Uden et andet erstatningsrør er jeg nu en smule hjælpeløs i siden af vejen. Men jeg er faktisk heldig i uheldet: Mindre end to minutter senere rykker en af de to scootere op ved siden af mig for at få teknisk assistance. Hele mit hjul ombyttes uden videre, jeg modtager et afhentningsnummer til efter løbet og så er vi afsted. Super Service.
På den anden store opstigning op til Rocca Priora kompenserer en betagende udsigt over det centrale Italiens green for de hårde 600m. Når man først er på toppen, er der en kort nedstigning, der fører direkte ind i den tredje og sidste længere stigning. Jeg mærker langsomt, men sikkert, at jeg startede ret utrænet – jeg går nu på tandkødet. Det andet måltidsstop er meget bekvemt for mig, og jeg styrker mig til de sidste 40 km tilbage til Rom.
Er der næsten
Selvom den sidste del af ruten hverken har lange stigninger eller vanskelige vejforhold, står jeg over for en anden udfordring: Pludselig stiger biltrafikken omkring mig markant. Mens man kunne tælle bilerne på banen på én hånd i de foregående 90 km, føler jeg nu, at jeg er i myldretiden i en stor europæisk by. Det har også den konsekvens, at den faktisk gode skiltning bliver lidt væk og både jeg og de andre deltagere kigger rundt flere gange for at sikre mig, at jeg ikke er faret vild. I krydsene forsøger carabinieri naturligvis at regulere trafikken, men alle, der kender Italien, ved, hvor godt det fungerer. Til sidst når jeg dog knap i mål ved foden af Caracalla-badene i Rom. Særglad, men udmattet sætter jeg mig ved siden af min cykel og glæder mig til pastafesten, hvor alle deltagere var inviteret af arrangøren.
Alt i alt må jeg sige, at Granfondo var en rigtig god oplevelse. På trods af min dårlige forberedelse, uheldet med de flade fødder og de sidste 30 km gennem galskaben i den italienske trafik, havde jeg det rigtig sjovt. Løbet er en tur værd for enhver ambitiøs amatørcyklist!
Efterlad en kommentar