Det første løb i anden halvdel af den tyske Cycling Cup-sæson fandt sted i lørdags med "Rad am Ring". Denne gang var holdet ikke repræsenteret på den korte distance, da de sædvanlige mistænkte for dette enten var skadet eller havde besluttet at starte i 24-timersløbet, der fandt sted på samme tid. På den lange distance begyndte en håndfuld frygtløse mennesker at møde sæsonens hårdeste løb. Marion Wittler klarede trods en kortvarig defekt og start på "vintercyklen" en sensationel 2. plads samlet og sejr i sin aldersgruppe. Denne gang rapporterer Malte Beversdorff om sin meget personlige tur gennem det grønne helvede:
Nürburgring, Rad am Ring, som altid en topbegivenhed: Store publikumsmængder, et imponerende overgangsområde ved 24-timersløbet, en prisuddeling, der ikke var for lang og i sidste ende et deltagerfelt, der var i topklasse i med hensyn til kvalitet og kvantitet.
Da jeg rullede op inden løbet, var jeg stadig i humør til en joke, for jeg mødte hverken den ene eller den anden gamle ledsager. Fra start gik vi dog hurtigt op ad det 150 km grønne helvede, krydret med godt 3000m i højden. De første 10 km gik støt ned ad bakke med små stigninger og med godt 100 km/t skød jeg mod den første seriøse stigning. Dette blev passende kaldt mit, fordi det var her, slæbet startede. Det, der oprindeligt var et felt på godt 100 ryttere, blev reduceret til en førende gruppe på godt 40 inden for dette bjerg. I den sidste stigning, Hohe 18'eren, som er op til 8% stejl, måtte jeg desværre lade noget rive. Med kombinerede kræfter og en aero-position, hvor min næse allerede kunne mærke dækket, kunne jeg gå ind i feltet igen i begyndelsen af hjemmestrækningen.
Til 2. omgang blev det lidt mere barsk igen, for den senere vinder havde misset starten og gik på banen med de 75 km racere. Som duo kom de farende bagfra og passerede straks bjerget. Så det var for mig at gå ind i jagten for anden gang. Nogle andre atleter så ud til at have begået en fejl med valget af rute, da jeg helt ville have udelukket at køre en 2 km rute i runde 24. Men jeg har stor respekt for at klare de fulde 2 omgange trods afstigning på bjerget – chapeau!
På tredje omgang skete det endelig for mig, jeg havde lige indhentet igen, da det gik tilbage i bjerget. Jeg følte, at alle gik fremad, kun jeg havde vendt om. Så jeg skiftede til overlevelsestilstand og sagde til mig selv at komme dertil fra nu af. Om jeg var 50., 80. eller i sidste ende 92., var jeg ligeglad med længere. Enten hop eller top – men jeg er nået i mål.
Alt i alt kaldes det ikke for ingenting det hårdeste løb i GCC, og jeg var bare glad, da jeg kunne sidde på campingstolen med vores 24-timers drenge. En stor tak til Ivi, Patrick og Thomas, som altid havde en passende drikkedunk ved hånden, samt til alle de andre deltagere, for uden dem kunne sådan en "gigantisk ting" simpelthen ikke finansieres.
På trods af alt det hårde arbejde var Marion Wittler i stand til at slutte på andenpladsen og vinde aldersgruppen efter et livligt løb. Dermed skulle hun have udbygget sit forspring til 2. pladsen i den samlede rangliste. Tim Take fik sit andet åndedrag halvvejs i løbet og var i stand til at kæmpe sig frem i en elitegruppe. Matthias Maxa og Felix Schmidt kæmpede sig også bravt igennem og må have været glade, da de 3 km endelig stod klar.
Overordnet konklusion: At fejre sit eget bryllup i 4 dage/nætter, kun rulle 14 km på 80 dage og så starte ved Rad am Ring anbefales ikke, men du ved det til senere - dengang i det grønne helvede overlevede jeg, og nu gik det kan kun gå op ad bakke.
Efterlad en kommentar