Cykelløbet på Hockenheimring er altid noget helt særligt. Ikke alene er det et af de hurtigste løb i GCC, det er også det eneste med en sen eftermiddagsstart. Dette giver det altid lidt af karakteren af et Twilight-kriterium.
På grund af dette sene starttidspunkt rejste racerne og derfor også os, Merkur Cycling Team, kun til lørdag umiddelbart før løbet. Hils hurtigt på alle, saml startdokumenterne og tag mod racerbanen. Denne gang var der dog tid nok til at gennemgå de seneste dage og erfaringerne fra de sidste træningspas og løb, som de enkelte kørere gennemførte i deres hjemland. Hovedfokus var på Stefans legendariske enhåndssejr i Berlin.
Kort før start tog vi os sammen igen og gennemgik de forskellige taktiske muligheder, som Enrico havde givet os undervejs. Vi var alle spændte på løbet, så stemningen var god – vi havde en god fornemmelse.
Solen stod allerede lavt, da vi kom til startstregen. Som altid var det dejligt at se GCC's mange ansigter! Denne gang startede kørerne på den korte distance også hos os. En helt ny oplevelse.
Derefter blev der givet startsignal for 15 omgange på ringen. Vi havde 90 flade kilometer foran os, og primært på grund af involveringen af den korte distance var løbet hurtigt og præget af angreb lige fra start. Disse blev dog ikke kronet med succes.
Efter 10 omgange var fokus på slutspurten på den korte omgang. For os betød det at være opmærksomme og undgå fald. Det var alligevel en af de største vanskeligheder, da risikoen for at falde generelt er højere på en så hurtig og flad bane. Holdet holdt dog for det meste sammen forrest i feltet, hvorfor vi kun skulle klare to mindre hændelser fra Christian og Christine, som begge formåede at afslutte løbet godt.
Da det kom til sidste omgang, blev tingene mere hektiske. Mange ryttere, der ville med i slutspurten, forsøgte at finde det rigtige baghjul. Vi og Bürstner Dümo-holdet brugte alle vores mænd og kræfter til at holde feltet hurtigt og dermed undgå sidste angreb. Derudover er det altid en smule nemmere at få sprinterne i den rigtige position i et langt felt. Da vi så kørte rundt om den sidste switchback 600 meter før mål, ordnede feltet sig for sidste gang. Desværre var Stefan og Till, vores startere til spurten, fanget. Daniel og jeg, som kom rundt i svinget først, så på hinanden, og det var en beslutning på sekunder. Så længe Till og Stefan ikke kom frem, ville jeg forsøge at forberede de sidste meter til Daniel. Vi stillede op og op til 150 meter fra mål mobiliserede jeg al resterende styrke, inden Daniel startede og spurtede forbi mig. Sandro Kühmel fulgte ham på baghjulet, og så havde jeg det bedste sted at se spurten tæt på. Dette forblev spændende indtil sidste meter, men Daniel var i stand til at understrege sine stærke præstationer i år og vandt foran Sandro og Till, som havde fundet en vej ud af gruppen og lavede en perfekt spurt. Denne tredjeplads er bestemt en demonstration af hans styrke og samtidig en belønning for alt det arbejde, han allerede har gjort for holdet i år.
Christoph og jeg endte også i top ti, og derfor vandt vi holdklassifikationen i Hockenheim, lige foran Bürstner Dümo-holdet. Så vores følelser snød os ikke. Vi leverede de bedste resultater denne lørdag aften. Holdet vænner sig mere og mere til det i år, kommunikationen i løbet kører gnidningsfrit og ofte uden store ord – et blik eller en pegepind er nok.
Nu er det tid til at træne flittigt for igen at spille med i toppen i næste løb i Schleiz. Der venter os et helt andet terræn, så vi keder os aldrig.
Hilsen,
din Frederik