Cykling: Roman Duckert spillede en nøglerolle i udformningen af dagens første etape af Deutschland Tour – og det i en alder af 20 år. Tyskeren fra Team Dauner | Akkon var en del af den fire mand store flugtgruppe og var i sidste ende endda den eneste frontløber. Han blev endelig fanget af feltet omkring 14 kilometer fra mål. Men sammen med holdkammeraterne Jonas Fabian Messerschmidt og Byron Munton krydsede han målstregen med feltet uden at tabe tid. Han er også nummer to i bjergklassifikationen. Vi er derfor særligt glade for, at han af alle mennesker skriver i løbsdagbogen for os i dag...
Roman Duckert: "Det var virkelig sjovt"
Jeg havde en rigtig god dag i dag. Inden etapen var spændingen meget høj. På den ene side på grund af målet om at komme i udbrydergruppen denne gang. På den anden side på grund af byrden, fordi vi ikke nåede ind i flugtgruppen på den sidste Tysklandsturné. Men den last faldt af mine skuldre ved nul kilometer. For gruppen rejste med det samme. Det var det første angreb, jeg gik med på baghjulet. Og heldigvis var jeg med i dagens gruppe, hvilket er meget vigtigt for os på denne store tour, hvor denne tilskuerskare ved siden af vejen jubler meget. Det var rigtig sjovt.
"Det gjorde rigtig ondt"
I starten kørte vi i meget højt tempo for at have et stort forspring. Efter første stigning - som jeg desværre ikke kunne vinde mod Jakob Gesner - var den stor nok, og vi satte farten lidt ned indtil anden stigning. Det kunne jeg desværre heller ikke vinde. Han var bare stærkere end mig. Og så strammede vi igen, fordi vi troede, at vi ville blive fanget igen efter anden stigning. Det gjorde ret godt ondt. Da vi kom til sidste omgang, opmuntrede Philipp mig igen til at angribe. Jeg ventede på det rigtige øjeblik og gav så alt, hvad jeg havde tilbage i tanken efter 150 kilometer i den førende gruppe. Jeg var virkelig overrasket over, hvor længe jeg var i stand til at holde mig foran – trods mine ømme ben.
"De næste tre etaper bliver heller ikke nemmere"
Da jeg blev fanget 15 kilometer fra mål, ville jeg bare trille i mål med feltet. Det var også ret hårdt, fordi alle forberedte spurten og selvfølgelig ikke bremsede mere. Men så gjorde jeg det. Og ved målgang var det rigtig hyggeligt at se alle mennesker, at få lykønskning og at se glade ansigter. Men jeg var også glad for, at etapen var forbi, for de næste tre bliver heller ikke nemmere...
Efterlad en kommentar