Ötztaler Cycle Marathon 2017 - en løbsrapport af Tanja Dittrich / Team Lübbering
I år startede de professionelle tingene i fredags med Pro Ötztaler 5500. Jeg placerede mig på toppen af Kühtai og forventede faktisk et lukket felt og måske en udbrydergruppe. Men feltet var totalt splintret! Man så ind i smertefulde ansigter. Det er rart at se, at de professionelle ikke er anderledes. Michael var på banen ved det sidste af 4 pas, Timmelsjoch. Til sidst krydsede knap en tredjedel af kørerne målstregen. Mens de professionelle kommer ud "i tide", kæmper alle mennesker sig igennem, uanset hvor længe...
Efter denne forsmag var Michael og jeg på startlinjen i Sölden kl. 05:30 skarpt søndag. Men nu var det tid til at vente og holde varmen, for starten skulle først finde sted kl. 6....
Tiden gik dog hurtigere end forventet, og så kom det endelig gang. Vi overlevede begge nedkørslen fra Sölden til Ötz uden uheld, her er feltet altid meget uroligt. Efter svinget til Kühtai sætter alle deres eget tempo, og feltet retter sig ud. Michael havde besluttet sig for at ride efter sin puls og ikke meget mere end 160 bpm. Denne plan virkede. På grund af de gode vejrforhold kunne vi lade den køre på Kühtaigut nedkørslen, så Garmin kortvarigt viste tre cifre. Jeg ville tage det roligt på Brenner, selvom grupperidningen tilskynder til et højere tempo her. Michael fangede også en hurtig 15-mands gruppe, hvor han ikke behøvede at overskride. Ved Brenner tog Michael den første pause til forfriskninger, velvidende at de virkelige udfordringer med Jaufpass og Timmelsjoch stadig lå foran ham. Jeg har allerede spist mig selv på Kühtai og hastet videre til forfriskningsstationen.
Jaufpasset passer mig, jeg var i stand til at sætte min bedste bjergtid her. Frem for alt er der altid behagelige skyggefulde passager.
For Michael var starten på Jaufenpass lidt hård, men efter en SqueezyEnergy Gel og udsigten til den næste forfriskningsstation på toppen af Jaufenpass, gik det igen glattere.
Tre ud af fire afleveringer blev gennemført! Nu skulle den 29 km lange Timmelsjoch stadig erobres.
I træning synes man ikke det er så slemt og frem for alt er landskabet mega smukt! Anderledes er det med Ötzi, benene er allerede klatret en del, og i år var det allerede ret varmt på dette tidspunkt. Så du bør bestemt tage forfriskningsstationerne med dig for at få nok vand, eller som Michael stole på den østrigske nationaldrik, som siges at give dig vinger, som den sidste energikilde. Vi fandt begge vores skridt og svingede sving efter sving.
Yderligere 11 stejle kilometer gennem højalpint terræn lå foran os. Vi overhalede de første pressende (!) deltagere. Nu blev det en rigtig kamp, men vi ville bestemt ikke presse på her. Endelig kom tunnelen til syne. Tre switchbacks mere, så skulle det være mere eller mindre fladt til toppen af passet. Nu ville kun nedkørslen til Sölden følge. Bare nedstigningen? Der var endnu denne opstigning til betalingsstationen; men selv dette gik hurtigt trods lette kramper, og så var det egentlig kun ned ad bakke til målstregen i Sölden. Tilskuernes entusiasme og stemningen ved målstregen var overvældende. Vejret spillede perfekt med hele dagen, og så kunne Michael afslutte sin første Ötzi efter 9:19:44 som i alt 936 (518 AK) meget tilfreds og meget udmattet. For så vidt angår min måltid: lige ved mærket er også forbi! Målet var under 10 timer, virkeligheden var 10:02 timer (og dermed 69. og 27. pladsen i AK). Det burde ikke være en undskyldning, men RAA Challenge kostede mig et korn eller to, hvilket jeg nok undervurderede, da jeg planlagde løbet. Jeg kæmpede for at få mine rygsmerter under kontrol i tide med massage og tape. Konklusion: Jeg skal derned igen næste år!!
Efterlad en kommentar