Løbsrapport af Kai-Uwe Sommer / Team Green'n Fit
Hvem vendte tiden - man kan undre sig, kan det ikke passe, at den 3.10.2016. oktober XNUMX med Münsterlandgiroen stod det sidste løb i den tyske Cycling Cup-serie på programmet. Vi kan alle stadig tydeligt huske det vellykkede åbningsløb i Göttingen, som ikke føles som så længe siden. Alle teammedlemmer kan lide at køre på racercykler og racerløb, men du kunne stadig mærke på den ene eller den anden rytter, at en pause fra racerløb er godt for nu. Det var trods alt en lang, anstrengende og begivenhedsrig sæson. Men inden da skulle alt selvfølgelig gives igen for at nå de individuelle mål og holdmålene på Münsterlandgiroen.
I hvad der faktisk er typisk oktobervejr, så den tyske enheds dag de forskellige ruter. Green'n Fit teamet var igen meget til stede med i alt 9 kørere Tanja, Marco, Peter, Jonathan, Oli og jeg kørte 70 km ruten. Tamara tacklede de 110 km og Marion og Manuela satte accenter på 140 km sløjfen.
I starten af den 70 km lange omgang var der kun varsel om våde og glatte veje på de første 10 km, men i løbet af løbet blev det faktisk vådt igen og igen nedefra, nogle gange ovenfra og der var også uventede, meget tætte tågefelter. I denne henseende var vejret væsentligt dårligere end forventet.
Det var mit første GCC-løb siden efteråret for 4 måneder siden, og mit individuelle mål var selvfølgelig at komme sikkert frem, men jeg ville også se, om jeg kunne fortsætte præstationerne fra begyndelsen af sæsonen på trods af den tvungne pause og i front generelt og i særdeleshed i min aldersgruppe kan være der. For selvfølgelig ville jeg forsøge at støtte mine holdkammerater i holdklassificeringen bedst muligt. I starten holdt jeg mig stadig tilbage og kørte lidt forsigtigt – også fordi jeg mentalt stadig havde stor respekt for uroen og det hektiske tempo i dette store felt, og jeg ville genvinde en vis selvtillid til løbene. Jeg var selvfølgelig stadig nødt til at skrue hårdt på, fordi jeg trods alle mine forbehold havde besluttet mig for altid at holde føringen i sigte. Fra kilometer til kilometer følte jeg mig bedre til at finde vej i feltet og efter mindre end halvdelen af løbet blev jeg modigere og lod mig indimellem ses i front og var med til at sætte tempoet.
Der var altid forsøg på at bryde væk, men ingen kunne rigtig bryde væk, og det store felt foran holdt sammen. Dog var mindst 4 teammedlemmer fra Green'n Fit altid repræsenteret i dette lederfelt, så et stærkt teamresultat virkede realistisk. Derudover så Green ud til at være fit, for vi var ofte initiativtager til små nålestik i form af korte, voldsomme spurter – men føringsfeltet på måske 50 kørere holdt sammen. Få kilometer før mål kunne en meget stærk Jonas Lefermann slippe af sted på egen hånd og til sidst vinde løbet med stor margin. For flokken handlede det "kun" om placeringerne, men det gjorde tilsyneladende ikke noget, for kilometer efter kilometer blev tilbagelagt i høj fart, og vi nærmede os målstregen.
De sidste par kilometer blev for alvor hektiske igen - men det hele skulle ende i en stor sprintfinale. Der var et par tricky situationer op til 50 m fra mål, jamen hvordan er det med en massespurt på måske 40 ryttere, men det virkede som om jeg fuldt ud kunne nå alle mine mål. Nå, hvad der derefter skete, så jeg flere gange bagefter på en cirkulerende Facebook-video fra Rose Team Münsterland, men jeg kan ikke løse det hverken ud fra liveoplevelsen eller fra videoanmeldelsen. Jeg husker kun, at kort foran mig blev 2-3 chauffører fanget, begyndte at svinge og faldt, og jeg indså med det samme, at jeg ikke længere kunne undgå det, og et stort chok lammede mig næsten, fordi mindet om faldet inden 4 måneder var umiddelbart til stede.
Jeg faldt på samme side og mærkede straks mine nyrestituerede ribben gøre ondt igen – mit første greb gik til et lige kraveben, der var intakt igen, og lettelsen var enorm, da jeg indså, at der ikke så ud til at være et nyt brud der. Rundt om mig var der ryttere og racercykler over det hele - som i en trance rejste jeg mig på et tidspunkt og ledte efter min cykel og fandt den, sadlen knækkede af og lå et sted i mængden, ellers så det OK ud i starten . Min holdkammerat Marco rejste sig ved siden af mig, blødende let, holdt hans hånd og også chokeret - efter øjeblikke af døs gik vi så til mål sammen for i det mindste at producere et endeligt resultat. Herefter gik vi hen til paramedicinerens telt, som forståeligt nok var meget overfyldt - der var den første diagnose betryggende for mig, for så vidt der tilsyneladende ikke var nye brækkede ribben, kun blå mærker eller forstuvninger. Da holdkammeraten Peter også var midt i styrtet, og dagens bedste mand Jonathan sprintede i mål lige foran os på en 8. plads, ville vi helt sikkert have haft indflydelse på holdklassificeringen.
Det faktum, at jeg trods faldet stadig var 6. i min aldersgruppe, viser mig, hvad der ville have været muligt uden et fald. Det er bare sådan, at intet af det betyder noget, for desværre nåede jeg ikke det vigtigste mål - at komme i mål i ét stykke - og at falde for anden gang på kort tid uden egen skyld. giver dig helt sikkert stof til eftertanke, selvom jeg ved det, hvor heldig jeg var denne gang med denne enorme fart og dette virkelig slemme massestyrt. Mine bedste ønsker om bedring (jeg ved fra Marco og Peter, at de er mere eller mindre OK igen) går til alle de kørere, der styrtede!!!
Efterlad en kommentar