Ötztaler Cycle Marathon, en myte blandt cyklister i det storslåede landskab i de tyrolske alper over 4 pas, 238 km og 5500 hm.
Green 'n Fit-holdet kunne selvfølgelig ikke udelades, og derfor rejste vi til Sölden med et motiveret hold bestående af Marion Wittler, Thomas Frost, Stefan Frost, Jonathan Reuning og mig selv, Peter Mertens.
Den individuelle forberedelse i de sidste timer før marathon så forskellig ud for alle. Mens Marion erobrede Timmelsjoch igen i lørdags og satte fødderne op i lørdags, besluttede jeg, ligesom sidste år, at lave en lille preload om lørdagen. Til dette gennemførte jeg en 40 km tur til den smukke Vent med små spidsbelastninger.
Og der var det igen søndag = løbsdag.
Med omkring 4500 deltagere begynder det første løb om de bedste placeringer i startblokken. Til dette ringede mit vækkeur klokken 4:45, hvilket var meningsløst. Jeg var allerede vågen og havde travlt med mine forberedelser. Spis, tag tøj på, sidste cykeltjek og så går vi. 5:15 var jeg i en god position i den anden startblok og ventede på starten. Holdkammeraterne var heller ikke langt væk og var i godt humør og positionerede. Vejret samarbejdede og det lovede at blive en smuk dag.
Det kunne starte. Punktligt klokken 6 startede et kanonskud, og den enorme orm af cyklister satte afsted i retning mod Ötz. Denne ret delikate fase af løbet, som jeg havde stor respekt for, forløb uden problemer og uden større spænding. Vi kom alle 45 igennem denne nervøse og hurtige fase af løbet uden styrt.
Her ved indgangen til Ötz begynder løbet for alvor med første pas.
Den irrytmiske Kühtai med stejle ramper. I de sidste par uger før arrangementet var jeg skeptisk over for, om forberedelsen gik godt. Nu skulle det vise sig. Og det gik godt. Jeg fangede en god gruppe, som jeg hurtigt kunne mestre passet med. Nedstigningen fra Kühtai er en drøm. Teknisk ikke krævende og derfor meget hurtig at køre. Sjovt.
Topografisk er Brenneren faktisk en bagatel. Men i det rigtige tempo gør det også ondt. Jeg var ikke helt tilfreds med den gruppe, jeg var i i starten. Ensartet spinding virkede ikke. Nogle kørere blev ude, og der var ikke noget reelt momentum i truppen. I slutningen af passet og på nedkørslen blev det bedre, og Brennerpasset blev erobret hurtigt og uden uheld.
Det næste på menuen var Jaufenpass og de første tegn på træthed var langsomt ved at blive mærkbare. Men det kørte stadig ganske glat. Da vi ankom til toppen gav mega stemningen os et løft. Generelt var stemningen langs hele ruten fantastisk igen.
Så fansene skubbede dig ind i nedstigningen, som var lidt sværere end de foregående. Men jeg ankom sikkert nede i St. Leonhard.
Som i det foregående år bød en mur af varme dig velkommen her, og det føltes som 40°C, da du startede de første sving. Enhver afkøling fra en haveslange eller vandflaske var velkommen. Personligt kom jeg relativt godt ud af det, og jeg klatrede op til Timmelsjoch med mine medlidende, sving for sving, hm for hm. Da jeg kom til toppen var jeg ret udmattet, men også glad, fordi målet ikke var langt væk. Men det ville ikke være Ötztal, hvis det ikke blev efterfulgt af en eller anden ondskabsfuldhed. Efter den første meget hurtige del af nedkørslen, hvor der nås hastigheder på over 100 km/t, er der en lille middel modstigning på cirka 200 m i højden. Det gør bare helvede ondt på dette tidspunkt.
Det følgende er ren nydelse. Den sidste nedstigning i høj fart. De sidste sving og indsejlingen til Sölden. Jeg havde det meget sjovt her med en gruppe på 4 personer, og vi kørte mod Zeil sammen. Derefter indgangen til Sölden. Ren gåsehud, simpelthen en fantastisk oplevelse. Drej til højre, over broen og indgangen til mål. Hvad der følger er ren glæde og adrenalin.
Bekymringerne om formularen var ubegrundede. Med 8:21 minutter var jeg næsten 2 minutter hurtigere end i forfaderen og derfor yderst glad.
Holdkammeraterne krydsede også målstregen tilfredse og med flotte præstationer. BÄÄÄÄÄM. Kun Stefan var skuffet. Han var allerede ankommet syg, men ønskede ikke at blive nægtet en start. Desværre kunne løbet ikke gennemføres under betingelserne men med sygdom og derfor måtte Stefan desværre afslutte løbet tidligt. Det gode er, at han allerede har et mål for 2017.
På dette tidspunkt vil holdet gerne takke alle fans langs ruten og ved målstregen, arrangøren, de mange hjælpere, supporterne og selvfølgelig alle sponsorerne for Team Green 'n Fit.
Efterlad en kommentar