Interview: Tour de France 2015 var den enes glæde, den andens sorg: Som den nykårede tyske mester, Emanuel Buchmann kørte i rampelyset, måtte Dominik Nerz derimod stå af cyklen i Pyrenæerne, mens han havde gode udsigter. Velomotion talte med de to professionelle om Tour of France, deres venskab og deres hold BORA – Argon 18 og de sportslige mål i de kommende år.
Hvordan har du brugt de sidste par uger? Hvordan kommer du dig efter et Tour de France, fysisk og mentalt?
Emanuel Buchmann: Umiddelbart efter turen lavede jeg et par kriterier mere og tilbragte derefter en uge med en ven ved Gardasøen. Jeg tog lige på ferie og slukkede for at cykle. Nu er jeg frisk igen og motiveret til træning.
Dominik Nerz: Jeg red et kriterium. Jeg brugte meget tid sammen med familie og venner bare for at få lidt afstand og lade batterierne op.
Du startede turen med store ambitioner i det samlede klassement, men måtte så droppe ud på 11. etape. Hvordan har du behandlet det?
DN: Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg allerede har skubbet det helt til side. Det tager tid. Touren var sæsonens absolutte højdepunkt for mig. Det er tydeligt, at det efter en skuffelse tager et stykke tid at få et klart hoved igen. Men jeg må sige, at jeg nu føler mig i form igen, og jeg nyder at komme op på min cykel igen. Og nu, når konkurrencerne starter igen, håber jeg at kunne lukke 2015-touren og sige "Her går vi igen!"
Fulgte du Emanuels stærke præstation på touren?
DN: For at være ærlig tændte jeg ikke for fjernsynet de første par dage efter afrejsen. Det var for følelsesladet for mig, for først skulle jeg indse, at jeg ikke var der mere. Men jeg så selvfølgelig resultaterne og læste meget, især om emu. Jeg var utrolig glad for, at han gik igennem det og viste, hvad han kan. Og jeg må sige respekt og hatten af for denne præstation. At kunne hævde sig i den første turdeltagelse og derefter i et så vanskeligt forløb som i år og køre igennem til Paris er enhver ære værdig.
Emanuel, har du allerede indset, hvad der skete på turen?
EB: Jeg har haft et par uger til at tænke over det. Jeg er langsomt ved at blive klar over, at tredje etapeplads i Pyrenæerne og turen generelt var rigtig gode.
Er en drøm gået i opfyldelse for dig?
EB: Som juniorkører var jeg aldrig rigtig god, jeg tænkte aldrig på at blive professionel. Det var mere en urealistisk drøm at køre Touren. At have formået at gøre det på dit første år som professionel er virkelig fantastisk.
Vil I to beskrive jer selv som professionelle og teamkolleger eller som gode venner?
EB: Før jeg kom til Bora-Argon 18, kendte jeg ikke engang Dominik, men vi kom godt ud af det med det samme og blev hurtigt meget gode venner. Under løbene er vi faktisk altid sammen i lokalet og har haft det rigtig sjovt sammen.
DN: Vi har ikke nået at træne sammen endnu, selvom vi ikke bor langt fra hinanden. Men jeg kan kun bekræfte, hvad Emu siger. Jeg kommer fra hold, hvor et så godt forhold til holdkammeraterne ikke altid var dagens orden. Nu øger det også forventningen, når jeg ved, at jeg møder Emu til løbet, og vi er i samme rum. Det er altid godt.
Hvordan er dit løbsprogram? Vil de tyske fans se dig igen i dette land i år?
EB: Jeg træner i yderligere fire uger, derefter en række endagsløb i Italien med Tour of Lombardiet som højdepunktet. Jeg er virkelig spændt på især dette løb, og jeg vil gerne gøre det godt der. Desværre er der ikke længere start på programmet i Tyskland i år.
DN: Det er det samme for mig. Jeg kører også Tour of Alberta i Canada og de to endagsløb i Quebec og Montreal. Efter Tour of Lombardiet kører jeg endnu et løb i Abu Dhabi. Så er det også slut for mig.
Hvordan har du det i Team Bora - Argon 18?
EB: Holdstrukturen er meget god. Som ny professionel havde jeg aldrig indtryk af, at der var hierarkier, og at holdet var opdelt i unge, ret uerfarne kørere og de gamle hænder. Vi kommer alle rigtig godt ud af det og kan også godt lide at køre og er motiverede for hinanden.
DN: Jeg kan godt lide størrelsen på holdet. Hos BMC så jeg nogle ryttere på lejr en gang om året og så ikke resten af sæsonen. Det er anderledes nu. Du kender dine kolleger, bruger tid sammen, trækker sammen. Jeg ser ikke det faktum, at Bora - Argon 18 "kun" kører med en Professional Continental licens som en ulempe. Vi deltager i alle de store løb, men de små ture, som du nok ikke ville lave som World Tour-hold længere, er rigtig sjove.
Så det var ikke et skridt tilbage at flytte til League Two?
DN: Absolut ikke! Jeg har det godt, jeg tager ansvar og motivationen er stor. Vores udstyr og vores bilflåde er af de allerbedste. Vi er i en bedre position end nogle World Tour-hold. Personligt ved jeg ikke engang, om man overhovedet skal tage skridtet op i første division. Så skulle truppen udvides, fordi du skal konkurrere i mange flere løb. Giver den højere status os så meget, eller klarer vi os ikke særlig godt på vores nuværende spor?
Selvfølgelig ville du have startgaranti i de største løb.
DN: Jeg tvivler heller på, at vi bliver inviteret til en af de tre Grand Tours i 2016. Måske læner jeg mig for langt ud af vinduet. Men når jeg ser, hvordan vi klarede os i år, hvordan vi red, hvad vi opnåede, gav vi en god rapport. Det ser arrangørerne også. Du kan også kalde os en talentfabrik. Emu har allerede bevist, at han er en rigtig god fyr. Teamledelsen støtter os alle rigtig godt, bygger os godt op, men giver os også nok frihed.
EB: De tre uger lange ture er det største i cykelsporten. Der vil jeg gerne udvikle mig yderligere i retning af en klassifikationskører.
Du stiller med mange afsavn for din sport. Savner I som unge ikke nogle gange at have det hyggeligt i weekenden ligesom jeres jævnaldrende?
EB: Det er bestemt ikke så nemt, når de kammerater, du gik i skole med, skal til fest, og du selv skal træne eller have et løb. Men hvis du har mål og er motiveret, kan du undvære dem. I oktober og november kan du feste lidt mere end i sæsonen. Det tiltaler mig, må jeg sige, og det udnytter jeg fuldt ud. Så er det også i orden, hvis der kan lade sig gøre mindre i løbet af sæsonen.
DN: Når man har en forrygende sommer som i år, og man får billeder via WhatsApp af sine kammerater, der ligger ved søen og griller og drikker øl, bliver man til tider irriteret. Men du skal også se alle fordelene. Vi ser så meget, rejser over hele verden, vi lever næsten vores drøm. Og det betaler sig også. Efter din karriere kan du læne dig tilbage og nyde livet et stykke tid.
Kittel, Degenkolb, Martin og Greipel er særligt kendte i den tyske offentlighed. Får de små hold nogle gange for lidt offentlig opmærksomhed?
EB: Det tror jeg ikke. De fire er også de mest succesrige tyske cykelryttere. Og især under touren havde jeg meget travlt med interviews i den tyske mesterskabstrøje.
DN: Under turen bemærkede du, at cykeltyskland er ved at vågne lidt op igen. Jeg fandt også dækningen af ARD virkelig god. Jeg fik god feedback og en masse opmuntring, efter jeg tog afsted. Det gjorde mig meget glad og hjalp også med at komme over den suboptimale situation. Man mærker, at interessen generelt – ikke kun for de fire navngivne – igen vokser. Det er en god følelse.
Kittel, Degenkolb og Martin har offentligt svoret aldrig at dope sig. Hvordan kan du lide det?
EB: Jeg synes, det er godt, at de gjorde det. Jeg ville heller ikke have noget problem med at aflægge sådan en ed. Vi er rene og gør alt, hvad vi kan for at forbedre sportens image.
Er der nogle særlige regler i Bora - Argon 18?
DN: Vi tilhører MPCC, bevægelsen for troværdig cykling, en sammenslutning af hold, foreninger, sponsorer og arrangører. Der gælder strengere regler.
Hvad synes du om bilister, der har dopet sig?
DN: Personligt må jeg sige, at jeg skelner kraftigt mellem kørere, der tester positive i dag, og kørere, der plejede at dope sig. Det var andre tider. Jeg tror ikke, nogen kan forstå, hvad der skete dengang. Derfor er jeg meget reserveret og dømmer ikke nogen. Men jeg er meget skuffet, hvis nogen bliver testet positiv i dag. Det er ærgerligt, at der stadig er dem, der ikke har indset, at en ny tidsalder er begyndt. De kaster et negativt lys på vores sport. På den anden side er noget som Luca Paolini på turnéen blevet utroligt overdrevet af medierne. Da jeg hørte, at han blev testet positiv for kokain, var jeg næsten nødt til at smile i starten, fordi jeg kender Paolini, og han er en bon vivant. Jeg tror bare nu, at han måske havde fået nok af alt og ville slukke, og at der ikke var nogen præstationsfremmende hensigt bag det. Men medierne malede straks djævelen på væggen à la "Doping er tilbage i cykelsporten". Det var efter min mening malplaceret.
Hvad er fascinationen ved at cykle for dig?
EB: Jeg så altid Tour de France på tv som barn, og det var sådan, jeg begyndte at cykle. Det er sjovt at cykle, du er i naturen, kommer rundt, lærer mange steder og mennesker at kende. Det er bare en smuk sport.
Hvordan skal din karriere udvikle sig i de næste fem år?
EB: Det er et svært spørgsmål. Jeg håber selvfølgelig, at jeg om nogle år vil være i stand til at slutte i top ti i den samlede stilling i Tour de France eller en anden stor tour. Det er mit mål. Men jeg kan selvfølgelig ikke sige, om det vil virke. Alt jeg kan gøre er at vente og se.
DN: Om fem år er jeg en af de gamle i feltet. Jeg håber, at jeg stadig vil være ved det bedste helbred, at jeg kan se tilbage på nogle store succeser. Og at jeg stadig nyder det og stadig brænder for det.
Så ønsker jeg dig alt det bedste! Tak for interviewet!
Efterlad en kommentar