(By) mennesker har altid søgt og fundet balance i hverdagen i naturen. Bevægelsesformerne har ændret sig eller differentieret. Og så i dag vandrer, cykler eller cykler folk gennem landskabet for at tilfredsstille deres behov for afslapning, natur og motion.
Desværre skaber de forskellige former for bevægelse også konflikter, når de mødes. Der har på det seneste været stigende beskyldninger om, at mountainbikere chikanerer vandrere og ødelægger naturområdet. Tre redaktører fra pressedienst-fahrrad tager stilling til dette og opfordrer til mere hensyntagen blandt skovbrugere i stedet for generel fjendtlighed og forbud.
Om æbler og pærer og rene diskurser
af Gunnar Fehlau, administrerende direktør for presseservicecykel
Scenariet er stereotypt: Byboere i vandrestøvler, der leder efter afslapning og fred, føler sig forstyrret af sporty mountainbikere i skoven og påpeger, hvor skadeligt cykling er for naturen og dyrelivet. Din klage til den lokale administration udvides derefter til at omfatte det aspekt, at kørsel i skoven nogle gange er ulovligt.
Som mountainbiker kan jeg godt lide at diskutere, i hvor høj grad min måde at bruge skoven på generer andre skovgæster. Som mountainbiker deltager jeg også gerne i en diskussion om typen og omfanget af en eventuel miljøforurening forårsaget af min måde at bruge skoven på. Som mountainbiker underkaster jeg mig naturligvis også magtadskillelsen i vores demokrati.
Men det er tre forskellige diskussioner, der ikke må blandes sammen: Jeg kan køre lovligt og forstyrre vandrere uden at skade miljøet. Jeg kan rejse ulovligt uden at ødelægge naturen eller forstyrre andre mennesker, der søger afslapning.
Så hvilket emne starter vi med? Uforstyrret afslapning, miljøforurening eller lovlighed? En ting ad gangen – og vi finder løsninger til gavn for alle. Vi skylder hinanden (til hinanden) at have den slags diskussioner, for jeg cykler trods alt til min type skovbrug (dvs. hjemmefra til stien), mens et stort antal vandrere kører til kanten af skoven. Og MTB-dæk er de berømte jordnødder mod jordskader forårsaget af en mejetærsker i skoven. Hvordan står det så smukt i Bibelen? Lad den, der er uden synd, kaste den første sten...
Personligt ansvar i stedet for slægtskab
af H. David Koßmann, redaktør hos pressedienst-fahrrad
Grundlaget for diskussionen om mountainbikes i skovene er lokal rekreation. Først og fremmest har alle ret til dette, uanset om de jogger, han går eller cykler.
Det, der generer mig mest, er myndighedernes og mediernes udifferentierede argumentation om mountainbikere, fordi det fører til et slægtskab. Men som alle andre steder er der egoister og interesserede i almenvellet blandt mountainbikere. At drage konklusioner fra enkeltpersoner til alle er billigt og polemisk. Mountainbikere er et let mål, fordi de i modsætning til andre interessegrupper såsom vandrere, jægere eller skovbrug ikke har en lobby, der er vokset gennem generationer. Forbandelse og velsignelse!
Der er ingen tvivl om, at en alsidigt brugt byskov ikke kan være stedet, hvor tyske motorcyklister genskaber canadiske videoer og udskærer skråninger, der kræver fuld kropsbeskyttelse at køre på. Maskerede, farverige krigere med helhjelme kan boltre sig i det voksende antal cykelparker, eller i samråd med den kommunale skovforvaltning passe mere afsidesliggende områder end destinationerne for grønne flugter for trætte byboere. Desværre er der ofte en stædighed på begge sider, der står i vejen for konsensus.
Hvem har egentlig et problem med hvem her?
af Thomas Danz, redaktør hos pressedienst-fahrrad og mountainbikeguide i Harzen
Nogle gange får jeg en fornemmelse af, at konflikterne mellem vandrere og mountainbikere, men også de negative effekter af cykling på naturen, er kunstigt skabt eller dramatiseret. Det er langt fra min hensigt at afsløre en sammensværgelse af tredje brugergrupper her, kun i min lange mountainbike karriere har jeg bemærket lidt eller intet til konflikterne. Da jeg mødte vandrere på tekniske stier, hørte jeg i stedet for indignation begejstring for "mine færdigheder" på to hjul. Selvfølgelig satte jeg bevidst farten ned under disse møder og takkede altid den anden person for at lade mig passere. For mens man kører ind i skoven, kører man ud igen... Er det ikke det man siger? Selv i diskussioner med vandrelobbyen i Harzen-regionen var der ingen tegn på vrede over for mountainbikere. Jeg lærte snarere, at mange vandrere kan lide at bytte deres vandrestave ud med styr. Tiderne og tidsånden ændrer sig, og det ville være uretfærdigt at nægte vandrere accepten af mere moderne former for skov- og stier.
Presseservicecyklen er medlem af det tyske initiativ Mountainbike e. V. og anbefaler foreningens hjemmeside (www.dimb.de) for mere information.
Efterlad en kommentar