Den første tredjedel af den tyske cykelcup var overstået efter løbet på Hockenheimring, så vi fortjente en tre ugers pause fra løbet. Vi har alle brugt denne pause til at træne meget, til at køre race derhjemme eller til at varetage familiemæssige eller professionelle forpligtelser. Tiden fløj afsted og nu var det den tid igen – GCC-løbet i Schleiz inviterede.
Så snart vi ankom om lørdagen, kunne man mærke, hvor glade de fleste var for, at der blev kørt kapsejlads igen. Vi udnyttede det gode vejr og ramte den nymarkerede rute. Arrangørerne gjorde et godt stykke arbejde, den nye rute var indbydende og tilbød de rigtige strækninger til enhver type chauffør. De 42 kilometer, der skulle tilbagelægges pr. omgang, førte os mest over små kuperede veje, der
lovede at blive stejlere for hver omgang. Efter den stille tur diskuterede vi de individuelle stigninger og vanskeligheder på banen i detaljer med vores lokale chauffør Bernd. Vi blev hurtigt enige om, at med denne tekniske rute er det vigtigste altid at være forrest i feltet for at undgå fald og kunne parere angreb.
Efter sådan en tur er man sulten, så vi brugte igen insidertipsene fra vores Bernd og befandt os på en hyggelig italiensk restaurant. Så endnu en is og så afsted til hotellet. Man får selvfølgelig ikke sovet tidligt under det igangværende VM. Men selv i en fodboldkamp, hvor spændende den end er, falder man på et tidspunkt
Luk øjnene, når et cykelløb som Schleiz er planlagt til næste dag.
Så næste morgen var vi stadig lidt søvnige i starten, men vi var meget motiverede til at gentage sidste års succes med Daniel. Vi var tilsyneladende ikke alene med taktikken med at køre forrest i feltet lige fra start, de andre store hold forsøgte også at være de første til at dreje ind i de smalle gader. Den logiske konsekvens af denne kørestil var et forfærdeligt tempo fra start, og efter blot et par kilometer begyndte feltet langsomt at smuldre.
Kort før afslutningen af den første af tre omgange dannede dagens afgørende gruppe sig på den stejleste del af ruten. Vi var godt repræsenteret med tre kørere, men var stadig flere end Strassacker og Bürstner-Dümo (fire kørere hver). Men da Daniel havde formået at indhente gruppen i forhold til sin direkte modstander Sandro Kühmel i kampen om den samlede placering, var Christian og jeg fra dette tidspunkt i trods.
I undertal, hastighedsoverskridelser annonceret. Vores mål var at lade gruppen bestå og få Daniel i top tre.
Efter et stykke tid kom Strassacker-teamet os til hjælp og overtog en del af ledelsesarbejdet, da de så deres chance for succes i holdklassifikationen. Bürstner-Dümo holdt dygtigt tilbage, da de ikke havde nogen fordel ved at udvide hullet til Sandro Kühmel. I mellemtiden overtog han og hans resterende hjælpere ledelsen af hovedlodtrækningen og håbede at lukke det stadigt voksende hul igen.
Den afgørende del af løbet begyndte på sidste omgang. Florian Vrecko (Strassacker) angreb omkring 20 kilometer fra målstregen, og Christian og jeg besluttede at lade ham gå, da vi håbede på at stoppe Strassacker-holdet i at angribe deres egen mand igen. Planen virkede. Selvom vi opgav drømmen om at vinde dagen, holdt resten af gruppen sammen og Daniels chancer for at spurte op på podiet steg for hver meter vi kom tættere på målstregen.
Da vi drejede ind på hjemmestrækningen, bestod gruppen stadig af 10 mand, som forfulgte hinanden op til 200 meter fra stregen. I spurten måtte Daniel kun erkende nederlag til Marek Bosniatzki, vinderen fra Leipzig, som kunne redde endnu flere reserver. Med tredjepladsen til Daniel har vi nået vores mål og Daniel fik den gule i Schleiz
Tager den samlede førertrøje af Sandro Kühmels skuldre. Vi udbyggede også vores føring i holdklassifikationen, så alt i alt var det en meget vellykket og fornøjelig løbsweekend.
Nu fortsætter vi om 12 dage i Baunatal, hvor et nyt løb i serien venter os.
Indtil da alle de bedste og bedste hilsner,
Din Frederik.