Cykling: Begrebet FairPlay spiller en vigtig rolle i enhver sport. Når de etablerede regler og love når deres grænser, sikrer FairPlay-konceptet orden og retfærdighed. Men når der er uenighed blandt atleter, forårsager kontroversen diskussion. Det så vi sidst på den niende etape af Tour de France: Fabio Aru (Astana) angreb Chris Froome (Sky), mens han havde en defekt. Hvad er din mening om dette emne?
Uskrevne love inden for cykelsport
Der er nok ingen anden sport med så mange uskrevne love som cykling. Selvom scenen kæmper for sit gode ry i offentligheden, er cykling i høj grad en gentlemansport. Forståeligt, for kørerne i feltet er afhængige af hinanden. Enhver, der er upopulær inden for chauffører, vil simpelthen ikke blive udeladt. Mens de professionelle i fodbold ofte forsøger at bedrage sig selv, er de i cykelsporten meget mere tilbøjelige til at give en hjælpende hånd. Denne sammenhæng er vigtig, ikke kun for de professionelle. For fansene til de forskellige kørere og hold kommer som regel rigtig godt ud af det. De fejrer – efter mottoet "Lev turen" – meget mere selve sporten end blot de enkelte kørere.
Fabio Aru angriber Chris Froome med en defekt
Cykling, som allerede er meget farlig og ekstremt intensiv, ser ud til at være afhængig af disse uskrevne love og ideen om fair play. Rammet er så meget desto større, når individuelle kørere eller hold ikke holder sig til det. Så gør de ikke kun oprør mod deres modstandere, men også mod hele scenen og deres fans. Det er, hvad der skete på niende etape af Tour de France. Fabio Aru angreb Chris Froome efter at han løftede sin højre hånd på grund af en defekt. Tv'et viste tydeligt, at Aru stod bag Froome og måtte se hans signal. Fabio Aru havde dog en helt anden mening efter løbet: "Helt ærligt så jeg ikke, at Chris Froome havde nogen tekniske problemer." Konkurrenterne fulgte efter Arus angreb, men ingen ønskede at følge trop. Manden i den gule trøje kunne indhente det igen, og Arus angreb udløb.
https://www.youtube.com/watch?v=Istbc2rs_pE
Fair play mellem Jan Ullrich og Lance Armstrong
Jan Ullrich og Lance Armstrong har fastholdt begrebet fair play i cykelsporten i mange år. I flere situationer faldt den ene af de to uden egen skyld. Derefter ventede vi altid på konkurrenten. Husk blot reaktionen, da Jan Ullrich faldt ned af en vold. Lance Armstrong satte farten ned og ventede på sin modstander. På en anden scene faldt Lance Armstrong gennem en tilskuer. Også her optrådte kørerne i fair plays forstand og lod Armstrong komme tilbage. Under sit indhentningsløb gled han endda ud af pedalen, men var lige i stand til at blive på cyklen. Da Armstrong var i stand til at indhente det, angreb texaneren sig selv og tog afstand til alle, der havde ventet på ham tidligere. Så FairPlay kan også blive en boomerang.
Fair play kan også være uretfærdigt i cykling
Ingen atlet og ingen fan har noget imod fair play. Men nogle gange kan den tilsvarende adfærd også være uretfærdig over for andre involverede parter. Alt du skal gøre er at sætte dig selv i en simpel situation: Lad os sige, at Team Astana allerede har planlagt et angreb midt på Mont du Chat før etapens start. Få meter før det aftalte punkt lider en modstander af en defekt eller falder. Skal Team Astana nu – ifølge FairPlay – aflyse det planlagte projekt og vente? Dette ville bestemt være fair over for modstanderen, men samtidig ekstremt uretfærdigt over for Astana. Dette eksempel kan ikke bruges i Aru mod Froome-sagen. Men kigger vi et par kilometer længere, finder vi endnu et eksempel på, at FairPlay ikke bare er FairPlay.
Skal vi bare vente på manden i gult?
Richie Porte (BMC) faldt på nedturen og tog Daniel Martin (Quick-Step Floors) med sig ned. Ireren var ikke skyld i sit fald. Han var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Resten af gruppen kørte videre i højt tempo og tænkte slet ikke på at bremse Martin og Porte. Det er også forståeligt, for hvis alle kørerne ventede på hvert fald, ville løbet konstant gå i stå. Men hvor går grænserne? Skal vedligeholdelsen kun udføres, hvis manden i gult går i stykker eller falder? Eller skal man simpelthen ikke ride et bevidst angreb efter sådan en uheldig hændelse?
Vi vil gerne have din mening: Findes der en fornuftig løsning?
Problemet med emnet er, at uskrevne love er uskrevne love. I sidste ende kan enhver chauffør opføre sig, som han vil inden for reglerne. Igen og igen vil en sådan hændelse føre til diskussioner. Derfor vil vi gerne vide din mening. Har du måske endda en elegant løsning klar? Hvordan ser du Aru v Froome-sagen? Vi ser frem til kommentarer direkte under opslaget, på Facebook eller Twitter.