Søndag havde TEAM GREEN'N FIT sæsonens andet German Cycling Cup (GCC) løb, Tour d'Energie. Alt i alt kunne det ikke være gået bedre for holdet: Sejr over den korte distance for både kvinder og mænd, samt sejr over kvinderne over den lange distance, inklusive en gul trøje til samlet anfører Manuela Freund. De personlige løbsrapporter viser, at alt ikke altid kører gnidningsfrit i cykelsporten. Denne uge af Marion Wittler på den lange distance og Cosima Henrichs på den korte omgang.
Det andet cykelløb i GCC 2014 var planlagt til søndag: 100 kilometer i Göttingen inklusive et par højdemeter, der skal overvindes. Som nybegynder i cykelsporten var min største bekymring ved startlinjen i Göttingen ikke Hohe Hagen, men at komme igennem uden at falde. Jeg indrømmer hvornår lærte Som triatlet mangler jeg stadig at udvikle mig inden for teknisk og taktisk kørsel. Så jeg stod ved startstregen med en puls på 200 og håbede at kunne tilbagelægge de første kilometer godt. Selvom den neutraliserede start førte til en fartnedsættelse i starten, gjorde det efter min mening ikke kørslen nemmere. På et tidspunkt blev det kaldt ild, og det fik lov til at træde i pedalerne. Lige fra starten bemærkede jeg, at den høje luftfugtighed virkelig kom til mig, og at jeg havde problemer med at trække vejret – at gispe var ikke længere et udtryk for mine forsøg på at pumpe ilt ind i min krop. Ok, udover luftfugtigheden havde hastigheden måske lidt skylden, hvilket ikke helt svarede til mit GA1-område.
Da vi fik skiltet 70 kilometer tilbage skete, føltes det faktisk sådan selv efter 70 kilometer – men efter 70 allerede var kørt. Hvornår det begyndte at regne – jeg aner ikke. Det betød heller ikke noget for mig, for der var ikke nogen brostenspartier som i Köln at forvente, og jeg føler mig ret sikker på nedkørslerne, selv når det er vådt. Så det var da at bide tænderne sammen og trække tingene igennem. Jeg var glad for, at det stadig var nok til 8. pladsen i kvindernes klassement – det var en hård kamp for mig i dag.
Så skulle vi fejre ikke kun Manuelas fødselsdag på langdistancen, men også den samlede sejr, hun vandt, sprintklassementet, hun vandt og føringen i GCC: Jeg håber, jeg ikke har glemt noget.
"Cykling handler om at falde og komme op igen", som Walter Godefroot engang udtrykte det, og det kan på en eller anden måde også gælde mig. For mig blev løbet over den korte distance ikke kronet med stor succes. Men mere om det senere.
Lørdag aften tog jeg afsted til Göttingen med Andreas i teambilen. Der overnattede vi i en sportshal, som arrangøren stillede gratis til rådighed for os. Efter en kort nat gik vi til morgenmad og delte startpapirerne ud. Vi læssede cyklerne af og samlede dem, satte løbsnummeret på styret og trøjen og skiftede. Da temperaturerne stadig var ret lave, fik benene en god portion varmeolie.
Da jeg varmede op, begyndte min personlige rædselsdag. Selv med det bedste materiale kan det ske, at tingene ikke fungerer. Det var svært for mig at skifte fra det store til det lille blad og gearene skiftede heller ikke ordentligt og hoppede rundt. Desværre var det 20 minutter før start ikke længere muligt at løse problemet. Så kom i startblokken og prøv dit bedste. Efter 3 kilometer vidste jeg allerede, at enhver chance for en god placering var forsvundet. På den første lange stigning måtte jeg slippe feltet og alt bagved. De eneste gear på hjul var de mindste og de to største. Med terrænet har jeg ikke andet valg end at køre i det mindste.
Ankommet til Hohen Hagen glædede jeg mig selvfølgelig til nedstigningen. Der var det vigtigt for mig at få så meget tid ud af det, da jeg ikke er den værste på nedturen. Vejene var dog ret våde og fulde af snavs. Det var derfor nødvendigt at udvise forsigtighed. Herefter var der bare fuld gas. Nu var de store gear mobile. At slukke hovedet var dog ikke den smarteste beslutning, for med den høje hastighed og våde veje var det kun et spørgsmål om tid, før mit baghjul gik af i et hjørne. Og så skete det. Jeg stod straks af cyklen og fortsatte videre. Desværre var luften ude. Alligevel blev jeg færdig, og det var det, der talte for mig.
Derefter overværede vi prisoverrækkelsen af de to distancer som et samlet hold. Stemningen var fantastisk, fordi løbet havde været meget vellykket for mange af os. Nu er det tid for mig at sætte kryds i løbet og starte med fornyet kraft den 11. maj i Leipzig.